Virkeligheden kan også – i perioder – være skærmfri

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det kan være skræmmende at forestille sig i en periode at skulle være uden skærm og dermed uden nogen som helst kontakt til den digitale verden. Det er alligevel noget, vi måske skal til at overveje, og disse overvejelser får efterhånden en del opmærksomhed. Senest i forbindelse med Vamdrup Skoles udmelding om, at skolens elever skal aflevere deres mobiltelefon, når undervisningen går i gang.

Problemet er dog for det første, at disse overvejelser nærmest fører til religionskrige, hvor den part, der formaster sig til at overveje (delvis) at forbyde den digitale virkelighed – og dermed tænke anderledes, end retorikken om den digitale, dynamiske og globale verden påbyder – nærmest bliver betragtet som verdensfjern og fremtidsfjendtlig. Det skaber ikke et godt grundlag for en reflekteret dialog. Hvilket – for det andet – forstærkes af, at mange overvejelser om ”digital detox” først og fremmest tager udgangspunkt i bekymringer, holdninger og mavefornemmelser.

Der er dog efterhånden en del forskning inden for området, og derfor er det oplagt at anvende denne viden til at kvalificere debatten om, hvorvidt virkeligheden – som f.eks. familiesammenkomster, møder og undervisning – i perioder også skal være skærmfri.

I min dagligdag som forsker og underviser på et universitet har jeg i de seneste år oplevet svigtende opmærksomhed i undervisningslokalet, hvilket bl.a. hænger sammen med mængden af skærme, der efterhånden slæbes med til, og konstant anvendes i, undervisningen. Mange skærme anvendes selvfølgelig til at understøtte læringen som f.eks. at tage noter. På andre skærme foregår der dog mange andre aktiviteter, som ikke har noget med undervisningen at gøre – f.eks. handles der tøj og sko, og der opdateres konstant på sociale medier.

Derfor har jeg nu bedt de studerende om ikke at anvende skærme i undervisningen, og for at dette forbud ikke blot bliver oplevet som et udslag af den sure lektors bekymringer, holdninger og alt for mange år på universitetet, har jeg baseret beslutningen om skærmfri undervisning i, hvad forskningen ved om anvendelsen af skærme i undervisningen og mere generelt anvendelsen af skærme, når vi er sammen med andre mennesker. Der er især fire udfordringer.

For det første er der problemet med at multitaske. Der er selvfølgelig ikke nogen som helst diskussion om, at vi er i en digital verden, hvor mange af de måder vi interagerer på først og fremmest er digitale. Det har mange fordele, men når vi kan tage vores bærbare teknologier med hvor som helst, er der tyndere barrierer mellem de forskellige opgaver, vi foretager os. F.eks. kan vi, selv om vi sidder derhjemme og synger godnatsang for børnene, lige se, om der skulle være kommet nogle (vigtige) arbejdsmails, ligesom studerende kan tage sociale medier med ind i undervisningslokalet.

Et stort problem ved at multitaske er dog, at der risikerer at opstå opmærksomhedssvigt. Forskning viser, at når vi skifter fra den ene til den anden opgave, så får den nye arbejdsopgave ikke tilstrækkelig med opmærksomhed. Det vil sige, vi kan ikke i tilstrækkelig grad koncentrere os og tænke os om i den nye opgave, fordi vi fortsat (også) hænger fast i en anden opgave. En klar anbefaling er derfor at få afsluttet en opgave, før der skiftes til en ny opgave. Når vi f.eks. sidder i møde – eller til undervisning – er det derfor et problem, at mange af mødedeltagerne melder sig ud af mødet og primært koncentrerer sig om, hvad der sker på deres medbragte teknologi. Dermed er de netop ikke i stand til også at bidrage til mødet, og deltagernes tilfredshed – og hvad der kommer ud af mødet – falder.

For det andet viser forskning, at den blotte tilstedeværelse af en smartphone – og mere generelt teknologi, der kan sætte os i kontakt med andre end de personer, vi fysisk er til stede sammen med – forringer oplevelsen af de sociale interaktioner blandt dem, vi er sammen med. Der tales ligefrem om iPhone-effekten, som beskriver, at når blot en anden af de tilstedeværende tager sin telefon frem, vil de andre lynhurtigt også tage deres telefoner frem, og derefter afsluttes al form for social interaktion som f.eks. øjenkontakt. Derudover viser forskningen, at når vi er sammen med en anden, vi kender godt, og denne anden tager sin telefon frem, opleves det endnu værre, end hvis vi er sammen med en, vi kun kender mindre godt. Simpelthen fordi vi har en forventning om, at den person, vi kender godt, giver os fuld opmærksomhed – og altså ikke henvender sig til sine digitale venner. Den blotte tilstedeværelse af bærbar teknologi giver således mindre gode interaktioner, fordi vi netop ikke giver disse interaktioner – som undervisningen – fuld opmærksomhed. Et voldsomt problem ved mindre gode sociale interaktioner er, at de opleves som energidrænende – frem for energigivende – og når skoler og arbejdspladser bruger mange ressourcer på at mødes, og disse møder domineres af iPhone-effekten, så vil disse møder opleves som energidrænende.

En tredje udfordring med skærme, når vi er sammen, er, at andres digitale adfærd smitter. F.eks. viser forskning, at hvis du er på kur og kun må spise bestemte fødevarer eller indtage små mængder af mad, vil din indre konflikt – og dermed lysten til at spise igennem – forøges, hvis du er sammen med andre, der spiser det, du absolut ikke må spise. Disse andre forfører dig, og du kan derfor ikke modstå lysten til at gøre det, du egentlig ikke burde gøre.

Noget tilsvarende sker, når f.eks. den studerende sidder til en spændende forelæsning i auditoriet og selvfølgelig ønsker at følge med i, hvad der bliver fortalt, men alligevel også har lyst til samtidig at kigge lidt med på de sociale medier. Dermed opstår der en indre konflikt, som anspores af, hvad de andre i auditoriet gør. Hvis de alle sammen sidder og følger med på de sociale medier, giver du efter for din indre konflikt og melder dig ligeledes ud af undervisningen. Udfordringen ved skærmen vedrører således ikke altid kun den enkelte, men også – og måske især – de andre.

For det fjerde viser forskning, at når computere i undervisningen anvendes til at tage noter, så er disse noter oftest udelukkende transskriptioner af forelæserens monolog. Der forekommer ikke nogen som helst sortering. Når der tages noter i hånden, er det ikke muligt at transskribere forelæsningen, og derfor er det nødvendigt at foretage en eller anden sortering. Der forekommer en her-og-nu-bearbejdning af undervisningen, og forskning har vist, at denne bearbejdning fører til en bedre forståelse, og at det tillærte huskes i længere tid.

Når jeg i min undervisning beder de studerende om ikke at anvende skærme, er det ikke, fordi jeg mener, at verden var meget bedre dengang, den ikke var blevet digital. Det er heller ikke, fordi jeg vil gøre livet surt for de studerende. Det er ganske enkelt, fordi der er meget, der viser, at når vi er sammen med andre om noget – f.eks. læring – så er digitale hjælpemidler ikke altid fornuftige. Jeg blander mig ikke i den enkeltes digitale adfærd, men jeg blander mig i den digitale adfærd, mennesker har, når vi skal være sammen om noget. Så får vi alle nemlig meget mere ud af at være sammen.