7. december 1941 var en skændselsdag

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Søndag den 7. december 1941 kort før klokken otte om morgenen blev stilheden omkring Honolulu, den største by i staten Hawaii, afbrudt af en voldsom motorlarm. 183 japanske hangarskibsfly var på vej ind over byen, lastet med bomber og torpedoer. En time og ti minutter senere fulgte den anden bølge med yderligere 167 fly. USA var uventet kommet i krig.

Baggrunden var øgede spændinger i Stillehavsområdet siden 1931, hvor den japanske hær blev sat ind i Manchuriet for at beskytte japanske interesser. I 1937 blev Kina også angrebet af japanske styrker. En række vestlige lande med store handelsinteresser i området så med stigende bekymring på Japans militære engagement. Da landet et år efter den tyske erobring af Frankrig i 1940 overtog de franske kolonier i Indokina, indførte USA, Storbritannien og Holland et forbud mod eksport af olie og råvarer til Japan. Japan var på det tidspunkt et højt industrialiseret land med en veluddannet befolkning, men uden råstoffer. I oktober 1941overtog general Hideki Tojo magten som premierminister, og han kom fra en post som chef for Kempeitai, det japanske militærpoliti, som bedst kunne sammenlignes med Gestapo.

Årsagen til den tidligere krig mod Rusland i 1904 skyldtes frygten for øget russisk indflydelse, når den transsibiriske jernbane blev bygget færdig. Derfor angreb man Rusland, inden jernbanen blev færdig. På det tidspunkt var japanerne ikke sikre på, at de kunne vinde krigen, de havde ikke råd til at tabe den, og de følte sig tvunget ud i den. Nu var den samme situation opstået igen i 1941, og derfor måtte man slå til mod USA. De japanske styrker var krigstrænede efter 10 år i Manchuriet og Kina, og selvtilliden var høj. Flådechefen, admiral Isoroku Yamamoto, havde været marineattaché i Washington fra 1926 til 1928, så han kendte til USA’s politik, økonomiske formåen og industrielle kapacitet. Han var dog bekymret for, om et angreb ”ville vække en sovende tiger”.

Den overordnede idé var, ligesom i 1904, at udføre et overraskelsesangreb uden forudgående krigserklæring. Den amerikanske stillehavsflåde skulle sættes ud af spillet, og da det ville tage amerikanerne ca. tre år at genopbygge en flådestyrke i Stillehavet, kunne man inden da forhandle en løsning igennem, som tilfredsstillede begge parter. USA ville ikke være interesseret i at føre krig i årevis, vurderede man.

Amerikanske flådetidsskrifter beskrev i 1930’erne øvelser med angreb mod basen Pearl Harbor, og japanerne læste interesseret med. Det foretrukne angreb gik ud på at komme nordfra i usigtbart vejr, på en nat uden måneskin, og så gennemføre angrebet tidligt søndag morgen, hvor der var flest skibe i havnen. Det indgik også i de japanske planer, som lejlighedsvis blev gennemgået. Da et britisk hangarskib i november 1940 udførte et natligt flyangreb mod den italienske flådebase i Taranto og ramte tre italienske slagskibe med torpedoer, spærrede man øjnene op. Hvorledes var det lykkedes for Royal Navy at bruge torpedoer kastet fra fly i en havn med relativt lave vanddybder? En delegation fra den japanske flåde besøgte Taranto. Herefter fandt den japanske flåde en bugt i det nordlige Japan, som mindede om naturhavnen i Pearl Harbor, hvor man øvede flådens piloter i at kaste torpedoerne, således at de ikke gik i bund. Det krævede et sindrigt system med nogle finner af krydsfiner, som styrede torpedoen i luften, men som blev kastet af i mødet med vandet.

Langstrakte politiske forhandlinger i november og december 1941 i Washington mellem USA og Japan var uden resultat, men længe inden de var afsluttet, var den japanske angrebsstyrke på vej. Allerede den 26. november forlod Japans seks største hangarskibe, eskorteret af slagskibe, krydsere, ubåde, destroyere og forsyningsskibe, japanske farvande og forlagde gennem øde havområder med usigtbart vejr. Mødte man skibe, som kunne rapportere styrken, skulle de sænkes. Den 2. december modtog chefen for styrken, viceadmiral Chuichi Nagumo, en telegramtekst, der lød: Bestig bjerget Niitaka. Det var den kodede besked, som autoriserede angrebet søndag den 7. december om morgenen, hvor den første angrebsbølge lettede fra hangarskibene i mørke – uden måneskin – fra en position nord for Hawaii. Amerikanske kodeeksperter fulgte med i den japanske radiotrafik mellem Tokyo og ambassaden i Washington. Man vidste, at der skulle ske et eller andet, men ikke hvad, og styrkerne ved Pearl Harbor og andre oversøiske besiddelser blev sat i alarmberedskab fra den 27. november. Hærens og flådens chefer i Honolulu regnede med en eller anden form for guerillaangreb. Alle amerikanske fly stod derfor parkeret inde på midten af baserne, vingetip ved vingetip. Den politiske varsling blev ikke udnyttet, og en række hændelser lige op til morgenangrebet fik ingen betydning. En japansk miniubåd blev sænket lige uden for havnen en time før angrebet, og ca. 45 minutter før fik en eksperimentel radarstation et meget tydeligt ekko fra et stort luftmål, som kom fra nord. Det blev forvekslet med en gruppe B-17-fly, som man forventede på vej fra Californien til Hawaii.

Det uventede flyangreb var rettet mod den amerikanske stillehavsflåde og først og fremmest dens tre hangarskibe. Desuden angreb man hærens, flådens og marinekorpsets mange flyvestationer på øen. En tredje bølge rettet mod orlogsværftet, oliebeholdningerne og andre strategiske mål var planlagt, men Nagumo opgav på grund af truslen mod hans hangarskibe.

Værst gik det ud over skibene i ”Battleship Row”, hvor slagskibene lå fortøjet to og to. De yderste skibe blev ramt af torpedoerne, og slagskibet ”USS Arizona” blev ramt af en panserbrydende bombe fra en japansk styrtbomber. Bomben trængte gennem panserdækket og detonerede nede i et ammunitionsmagasin. Alene 1.177 omkom her om bord, og vraget ligger som et minde om den morgen, hvor USA sov. I alt omkom 2.403 amerikanere den morgen ved Pearl Harbor.

Trods enkelte forholdsregler kom det japanske angreb fuldstændig uventet, og det har plaget USA lige siden. Til gengæld kan man også sige, at den japanske konklusion om, at man nok kunne forhandle sig til en mindelig løsning, fordi amerikanerne ikke ønskede at gå i krig, var forhastet. Præsident Roosevelt, som igennem mere end to år havde forsøgt at få USA ud af isolationismen, holdt en af sine mest kendte taler dagen efter angrebet, hvor han i kongressen omtalte den 7. december 1941 som en skændselsdag. Han havde pludselig fået en enig befolkning bag sig. Krigen krævede nedkæmpelse af det japanske kejserdømme. Fire dage efter angrebet mod Pearl Harbor benyttede Hitler lejligheden til også at erklære USA krig.

Alle tre hangarskibe i den amerikanske stillehavsflåde var til søs, og de slap uskadt. De kunne bruges i de kommende aktioner, og præcis et halvt år efter angrebet på Pearl Harbor kunne den nye chef for den amerikanske stillehavsflåde med hjælp fra kodeknækkerne lokke admiral Nagumo i en fælde, som kostede den kejserlige japanske flåde fire sænkede hangarskibe. Året efter fik kodeknækkerne nys om, at admiral Yamamoto ville foretage en flyvning, som amerikanske jagerfly lige akkurat kunne nå. Flyet blev skudt ned over nogle øer øst for Ny Guinea den 18. april 1943, og det var amerikanernes hævn for angrebet mod Pearl Harbor.

Den 7. december 1941 blev et vendepunkt i amerikansk historie. Fra denne dag blev USA revet ud af isolationismen og blev – på godt og ondt – en stormagt, som indtog en førende position blandt øvrige nationer i kraft af sin politiske, økonomiske og militære kapacitet.