*

Kronik

Er det ikke stuerent at være national?

At være national og synge med på ”Vi elsker vort land” er ligesom ikke rigtig stuerent. Men folk i almindelighed blæser på, hvad kulturradikalerne ikke finder stuerent. De fleste handler efter hvad deres følelser og fornuft tilsiger dem.

Det er blevet uanstændigt at holde af sit land. Ja, for mange kulturradikale er det at have nationalfølelse det samme som at være racist, fremmedhader og fascist.

Når en kulturradikal lufter sådan en fordom, kommer jeg til at tænke på de stakkels indianere i Nordamerika. De red i døden for kærligheden til deres arvede land, bisonoksernes prærier. Deres våben var bue og pil. Og da vi, der ville have deres land, europæerne, havde mere effektive geværer, var indianerne dømt til at dø på grund af deres nationalfølelse.

Det samme sker i vor tid. Vestsahara var under det spanske styre beboet af et nomadefolk. Men i 1970’erne invaderede marokkanerne nordfra nomadefolkets land. Så nu er Vestsaharas oprindelige befolkning, 150.000 saharawiere, sat i lejre i Algeriet, mens Marokko tager sig af Vestsaharas rige fiskeri og olieforekomsterne.

Var det skændigt, at de danske gønger forsvarede deres hjemland, Skåne, mod 1600-tallets krigsgale svenske konger? Ifølge forfatteren Carit Etlar var disse danske gønger helte – læs bare ”Gøngehøvdingen” – fordi de forsvarede deres danske hjemegn mod de overmægtige svenske tropper.

Og var Jørgen Kieler, Flammen og Citronen og de andre danske frihedskæmpere under besættelsen ikke også uanstændige nationalister, siden de både slog landsforrædere ihjel og selv var rede til at gå i døden for deres land?

Flere af modstandsbevægelsens sabotører var kommunister og havde i 1. maj-demonstrationer råbt: »Slet det grimme kors af flaget. Gør det rødt.« Men efter at Stalin og Hitler afsluttede deres fredspagt, og Hitler marcherede ind i Sovjet, blev også disse internationale kommunister nationale. Den fremragende litteraturprofessor – og kommunist – Sven Møller Kristensen skrev frihedssangen, hvis omkvæd lyder: ”Gå til modstand alle danske, alle mand som en.”

Og den fintfølende lyriker – også han kommunist – Otto Gelsted skrev i 1940 en af de smukkeste fædrelandssange vi har:

Her har hjertet hjemme

mellem fjord og krat.

Lyt til Danmarks stemme

i den lyse nat.

Da kong Christian X, danskhedens symbol, havde 70 års fødselsdag i 1940, kørte hans fødselsdagskortege gennem Ryesgade og andre ”røde” gader i København, og arbejderne hang ud af vinduerne og råbte hurra for deres konge. Der var hele gader, der ikke var stuerene.

Da mange venstreorienterede ved EU-afstemningen i 1972 stemte nej til, at vi meldte os ind i EU, og mente, at Danmark derved kom i fare for at gå under, var det med den nationale fane vejende. John Mogensen sang for hos nej-sigerne med sin malmfulde røst. Ordene var nationalistiske, så Valdemar Rørdam og Holger Drachmann kunne gå hjem og lægge sig:

Danmarks jord for de danske

vi har plantet vort flag.

Det bliver stående på pletten

ingen tvivl om den sag.

Vi har ejendomsretten,

værn om hver mark og hvert skel.

Danmarks jord for de danske

for vi har pløjet den selv.

Men allerede i 1680 var nationalismen på spil. Ordbog over det danske sprog (ODS) fortæller i forordet til første bind (1918), hvordan oversekretæren i det danske kancelli – svarer ca. til statsminister – gehejmeråd og sprogelsker Matthias Moth indsamlede sprogstoffet til den første danske ordbog. Han indsamlede ikke bare selv, men opfordrede præster og andre elskere af det danske sprog til at sende ham deres sproglige iagttagelser. Han lovede dem, der gjorde det, forfremmelse. Nationalismen huserede tidligt.

Og i det romantiske 1800-tal var der næppe en dansk digter, der ikke skrev en fædrelandssang. Fra Poul Martin Møllers ”Glæde over Danmark” til H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”. I inderlig og hjertevarm kærlighed til deres land blev de senere overgået af Jeppe Aakjær:

Hvad var vel i verden det fattige liv

med al dets fortærende tant,

om ikke en plet med en dal og lidt siv

vort hjerte i skælvinger bandt.

At holde af den plet på Jorden, hvor man er født og båren og af det land, hvis sprog og historie man kender indefra, er jo ikke at se ned på andre lande eller at være specielt højreorienteret.

At vedkende sig som national vil blot sige, at man er sig bevidst om at høre til et bestemt sted, og at man har nogle af de egenskaber, der er knyttet til det sted. For danskerne er lighed og demokrati, humor og arbejdsomhed almindelige. Ikke at føle sig knyttet til det sted på Jorden og at være glad for det sted, det land, er lidt unaturligt.

Når det er bragt i vanry hos de venstreorienterede og kulturradikalerne at være national, skyldes det, at ideologien hos dem har taget overhånd over naturen.

Det begyndte allerede sidst i 1800-tallet med, at Georg Brandes og hans radikale parti frasagde sig konge, Gud og fædreland. De kunne jo nok have ret i, at Danmark havde været noget indadvendt i første halvdel af 1800-tallet. Og havde forstået ”Du danske mand af al din magt” lige lovlig bogstaveligt og voldsomt. Grundtvig, Monrad og de andre romantikere overså, at der var en verden uden for Verona og uden om landsbyens gadekær. Det hævnede sig i 1864.

Svenskerne er begyndt at opfatte sig selv som sådan en slags frit i luften svævende engle. Men i virkeligheden er de forblevet meget svenske.

I 1900-tallet opstod så nazismens tro på det nordiske og germanske overmenneske. Men det slaviske undermenneske viste sig altså at kunne besejre Hitlers og Himmlers fantasier om over- og undermennesker.

I sin provinsialisme forestillede Hitler sig, at der i den nye nazistiske verdensorden skulle udvikle sig et Frankfurt og et München på de russiske stepper. Ingen byer kunne jo være bedre end de tyske. Tyskland skulle have Lebensraum mod øst. Og i Lebensraumet skulle de tyske byer, det tyske menneske og den tyske kultur reproduceres. Og Hitlers elitetropper, SS’erne, havde en slags forædlende ret til at slå undermennesker som jøder og russere ihjel i bundter.

At ophæve befolkningernes hjemsted synes især at være en vildfarelse, der har grebet en del skuespillere, journalister, billedkunstnere og den slags.

Disse forbrydelser foregik under nationalismens slagord og har gjort selve ordet national identisk med fremmedhad. Men national er noget, vi alle sammen er af natur. I Sverige har man ganske vist forsøgt at afskaffe begrebet. Svenskerne er begyndt at opfatte sig selv som sådan en slags frit i luften svævende engle. Men i virkeligheden er de forblevet meget svenske. Ligesom franskmændene er ganske franske. Naturen lader sig ikke sådan sætte på plads af nogle ideologiske modestrømninger, selv om den snakkende klasse forsøger på det.

At ophæve befolkningernes hjemsted synes især at være en vildfarelse, der har grebet en del skuespillere, journalister, billedkunstnere og den slags. At vedkende sig at være national og synge med på ”Vi elsker vort land” er ligesom ikke rigtig stuerent. Men folk i almindelighed blæser på, hvad kulturradikalerne ikke finder stuerent. De fleste handler efter, hvad deres følelser og fornuft tilsiger dem.

Og når der er landskampe i håndbold eller fodbold, lukker folk deres nationale fryd og gammen ud i bavianråb. Her lærer vi det, som også livet lærer os; at tabe og vinde med et godt filosofisk sindelag. Jeg tror også, vi vælger kunst og underholdning ud fra det ægte, det ukunstlede. Et meget pudsigt vidnesbyrd om dette er, at avisernes teateranmeldere – med på noderne, som de jo er – vrænger på næsen ad en tv-serie som TV 2’s ”Badehotellet”. Men vi, publikum, ser den i milliontal.

Den københavnske teaterbranche ligger for tiden under for, hvad der er kulturradikalt stuerent, hvad en Sofie Carsten Nielsen kan sige god for. Og hvad er der i denne stuerene periode sket med det københavnske teaterpublikum?

Det er på de 10 seneste år formindsket med 160.000 publikummer. Måske skulle teatrene spille noget mere ”Badehotellet” eller i hvert fald noget mere Holberg.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs

Blog: Det vulgære som politisk projekt

Rune Toftegaard Selsing
At overskride intimsfærens grænser er grundlæggende et forsøg på at nedbryde det borgerlige samfund.

Blog: To ”hyggelige” scaenarier og ét skræmmende

Morten Uhrskov Jensen
På hvilken baggrund bliver Trump eller Clinton USA’s næste præsident?

Blog: Det er udansk, hvis vi giver køb på almen dannelse i gymnasiet

Angela Brink
Regeringen lægger op til en forfladigelse af gymnasiernes undervisning i religion og oldtidskundskab. Det er skadeligt, fordi netop oldtidskundskab og religion er med til at cementere elevernes forståelse af, hvad der har skabt dansk og vestlig livsanskuelse i nutiden.
International debat

Debat: Kinas nye silkevej er en oplagt handelsrute for Danmark

Yang Jiang
Danmark har en unik position som det eneste nordiske land med et veludbygget strategisk partnerskab med Kina – forholdet rangerer på højeste niveau, når Kina kategoriserer sine diplomatiske forhold.
Kommentarer
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her