*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

En skideballe på revisorsprog

En beretning om, hvordan en relevant dansk nyhed druknede i en reportage om terror – og ikke siden kom op til overfladen. Det handler om de mange penge, der bruges til sociale indsatser. Ingen ved, hvad vi får for pengene.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Den 22. marts i år kørte en mand ind i en større menneskemængde på Westminster Bridge i London. Efterfølgende kørte han ind i et hegn og prøvede at få adgang til det britiske parlament.

Samtidig med terrorangrebet i London afsluttede statsrevisorerne deres møde i København om en ny, kritisk beretning om Børne- og Socialministeriet. Statsrevisorerne tilsluttede sig de meget kritiske bemærkninger om ministeriet, som rigsrevisorerne efter et års kulegravning var kommet med – og beretningen blev offentliggjort. Det skete få minutter efter terrorangrebet i London.

Disse to begivenheder har naturligvis intet med hinanden at gøre. Men i en tid med breaking news kommer islamistisk terror også til at påvirke noget så fjernt som dansk socialpolitik: Den kritiske beretning drukner simpelthen i nyhedsstrømmen efter terrorangrebet. Og den er ikke siden kommet op til overfladen. Det er ærgerligt.

I en situation hvor 170.000 børn, unge og voksne årligt er omfattet af sociale indsatser for ca. 45 mia. kr., er der al mulig grund til at nærlæse, hvad et uafhængigt organ som Rigsrevisionen siger om forvaltningen af de mange penge.

Det er Folketinget i skikkelse af de folkevalgte statsrevisorer, som er Rigsrevisionens ”arbejdsgiver”. En tredjedel af beretningerne bliver udarbejdet på baggrund af ønsker fra statsrevisorerne. Men de øvrige beretninger tager Rigsrevisionen selv initiativ til. Det gælder også den druknede beretning om ”Grundlaget for at dokumentere effekter af sociale indsatser”.

Det har længe været et kæmpeproblem, at vi som samfund årligt bruger milliarder af kroner på sociale indsatser uden at kende effekten.

Det har længe været et kæmpeproblem, at vi som samfund årligt bruger milliarder af kroner på sociale indsatser uden at kende effekten af dem. Det er indsatser, som f.eks. kan bestå i anbringelser af børn og unge, behandling af stofmisbrugere, hjælp til hjemløse, støtte til voldsramte osv. Listen over grupper, som i et velfærdssamfund selvfølgelig skal have hjælp, er lang. Det er der i vid udstrækning forståelse for.

Men med de mange milliarder, som området koster in mente, er der i stigende grad også kommet et ønske om at få dokumentation for, at de sociale indsatser enten afhjælper problemerne eller i det mindste letter tilværelsen for udsatte grupper. Den dokumentation har de relevante myndigheder ikke kunnet levere.

Siden 2006 har skiftende regeringer og kommunesammenslutningen KL derfor haft fokus på, hvordan man afhjælper den åbenlyse mangel på dokumentation.

Det er den problemstilling, som Rigsrevisionen nu har fulgt op på. Og det er ikke første gang. Så tidligt som i 1999 konkluderede Rigsrevisionen, at »Socialministeriets grundlag for at vurdere socialpolitikkens effekter er begrænset«, og man påpegede, at »ministeriet må foretage en systematisk og målrettet indsamling af faktuel viden om socialpolitikkens effekter«.

De kritiske bemærkninger blev fulgt op i 2008, da Rigsrevisionen bl.a. konkluderede, at der generelt var yderst begrænset viden om effekterne af de sociale indsatser. Det er revisorsprog og betyder, at der reelt intet er sket i næsten 10 år.

En af de helt tunge poster i de sociale indsatser er anbringelser af børn og unge. Samlet set bruger vi årligt 15 mia. kr. på anbringelser og forebyggende foranstaltninger. Rigsrevisionen valgte derfor i 2016 at undersøge området.

Igen med et nedslående resultat: »Ministeriet har ikke i tilstrækkelig grad understøttet, at der kan dokumenteres og måles effekter af indsatsen over for anbragte børn«.

De folkevalgte statsrevisorer tilslutter sig kritikken og skruer op for retorikken: »Statsrevisorerne finder det kritisabelt, at ministeriet efter 10 års indsats ikke kan dokumentere, at kommunernes sagsbehandling i forhold til anbringelse af børn er blevet bedre, eller at indsatsen har haft den tilsigtede effekt.« Sådan lyder en skideballe på revisorsprog.

For at sikre at et ministerium retter ind, når det får kritik, følges sagen op af Rigsrevisionen. Det har der over for Børne- og Socialministeriet øjensynlig været et stort behov for. Så på baggrund af Rigsrevisionens kulegravning gik statsrevisorerne hin eftermiddag i marts ud med en – i mere end en forstand – uhørt voldsom kritik af ministeriet: »Statsrevisorerne finder, at Socialministeriets indsats for at få mere viden om, hvilke sociale indsatser der har den bedste virkning for borgerne, har været uacceptabelt langsommelig. Statsrevisorerne finder det kritisabelt, at Socialministeriet ikke i tilstrækkelig grad har sikret, at retvisende data bliver indsamlet, offentliggjort i nationale statistikker og anvendt til at dokumentere effekter af sociale indsatser.«

For en socialt engageret borger og skatteyder er det helt uforståeligt, at vi nu 20 år efter, at en uafhængig instans, som er sat til at holde øje med, at myndighederne bruger vores penge fornuftigt, har påpeget disse alvorlige problemer, stadig ikke er kommet videre.

Vi har fine nationale registre, som f.eks. Danmarks Statistik, som indsamler data om alt mellem himmel og jord. Vi har et cpr-system, som resten af verden er grøn af misundelse over, fordi det giver mulighed for at indsamle og samkøre data helt ned på individniveau. Ikke for at snage i den enkelte borgers liv, men for bl.a. at kunne give ædruelige bud på, hvilke indsatser der virker.

På sundhedsområdet har det i årevis været et krav, at der skulle foreligge evidens for virkningen af f.eks. medicin. Den samme tradition kendes ikke fra det sociale område. Ræsonnementet har groft sagt været, at da man af etiske grunde ikke kan slå plat eller krone om, hvorvidt f.eks. et barn skal anbringes eller ej, så kan man ikke lave et forskningsdesign, som vil kunne give sikker viden om effekten af en anbringelse.

Og på den baggrund har man på det sociale område stort set opgivet at udvikle metoder til effektmålinger.

Det er bestemt en udfordrende opgave, men så meget desto mere kan det undre, at man i Socialministeriet ikke tager mulighederne i registerforskning til sig.

Bruger man registrene, støder man ikke på de etiske problemstillinger, og man kan lave undersøgelser med kontrolgrupper og hele pivtøjet, uden at det koster en formue.

Selv om det ikke var specielt møntet på Socialministeriet, så skal professor Henrik Toft Sørensen have det sidste ord.

Han er formand for Det Koordinerende Organ for Registerforskning og sammen med en række andre forskere beskrev han i en kronik her i bladet (1/8. 2017) de store muligheder, der ligger i registerforskning og slutter med en opfordring: »Derfor opfordrer vi til samarbejde mellem alle offentlige interessenter inklusive borgerne med det rette formål for øje – nemlig at tjene borgerne og det danske samfund bedst muligt.«

Så enkelt kan det siges.

Det må være muligt for Socialministeriet at prioritere opgaven med at indsamle valide data om borgere som modtager en socialindsats, sætte forskere til at analysere datasættene og dermed skabe et reelt grundlag for at fastslå, hvad der virker.

Alle er bedst tjent med, at der ageres på et oplyst grundlag. Både dem, som skal have hjælp og dem, der skal betale.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Tillykke til Danmark med nederlaget

Anders Vistisen
Danske skatteydere kan glæde sig over, at det europæiske lægemiddelagentur ikke endte i Danmark.

Blog: Stem Enhedslisten ind – og skattely ud

Rune Lund
Alle steder i kommuner og regioner, hvor vi kan forhindre skattespekulanterne i at få snablen ned i fælleskassen, er en sejr.

Blog: Detektor er venstreorienteret propaganda

Rune Toftegaard Selsing
På en god dag er DR's Detektor bare mildt ubegavet og venstreorienteret. På en dårlig er det sammenligneligt med propganda fra den gamle østblok.

Debat: Mere fælles udenrigspolitik gennem EU

Alexander Lemche, jurastuderende ved Københavns Universitet, København K
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her