Vores skepsis mod kurdisk uafhængighed er præget af snæversyn og kortsigtede interesser

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

»Ønsker du, at Kurdistan-regionen og de kurdiske områder uden for den regionale administration bliver en uafhængig stat?«

Sådan lyder spørgsmålet på den stemmeseddel, indbyggerne i det nordlige Irak kan få stukket i hånden 25/9.

Ønsket om uafhængighed har dybe historiske rødder blandt kurderne, men både i regionen og internationalt er begejstringen til at overse.

Der er da også flere gode grunde til, at hverken USA, EU eller FN bakker op om afstemningen. Den interne uenighed mellem de forskellige kurdiske grupper er så stor, at det kan være svært at forestille sig en stabil og velfungerende stat i Irakisk Kurdistan.

Som spørgsmålet på stemmesedlen afslører, skal afstemningen efter planen også afholdes i det olierige område omkring byen Kirkuk, som ikke er en del af det kurdiske selvstyreområde, men som kurderne overtog, da den irakiske hær flygtede fra Islamisk Stat i 2014. Gør kurderne krav på dette område, kan det føre til åben konflikt med Bagdad.

En kurdisk stat i Irak ville være dybt afhængig af nabolandene Tyrkiet og Iran, der for alt i verden vil tæmme uafhængighedsdrømme blandt deres egne kurdiske befolkningsgrupper. Og så er der en lille risiko for, at en strid om uafhængighed kan komme i vejen for den kamp mod Islamisk Stat, som kurderne siden 2014 har hjulpet os med.

Men hvis vi ud over bekæmpelsen af Islamisk Stat også har en interesse i denne gang at få lagt et par af grundstenene for en mere varig stabilitet i regionen, kan der være flere grunde til ikke at lade os blænde af al den skepsis mod kurdisk uafhængighed.

For det første er Irak en kunstig stat, som briterne stykkede sammen af stumperne af Det Osmanniske Rige efter Første Verdenskrig. Groft sagt består landet ikke af irakere, men af kurdere, sunniarabere og shiaarabere (foruden en række mindre grupper som turkmenere og assyrere).

Landet holdes mest af alt sammen af de problemer, det ellers ville have med at fordele ressourcer som vand, olie og gas. Lige siden Saddam Husseins berygtede Anfal-kampagne med giftgasangrebet i byen Halabja i 1988 har skiftende irakiske regeringer forsøgt at holde kurderne nede. Striden står især om de 17 pct. af indtægterne fra Iraks olie og gas, som den kurdiske region ifølge Iraks grundlov har ret til. De penge har kurderne ikke set meget til. Der er intet, der tyder på, at den nuværende situation vil føre til andet end fortsat ustabilitet i Irak.

For det andet har regionale og globale aktører gennem historien allieret sig med kurderne i talrige konflikter for derpå at forråde, tvangsflytte, tvangsassimilere og nedslagte dem.

Kurderne i Tyrkiet støttede først osmannerne og senere Atatürk mod især armenierne for derpå at blive tyrkificeret og nedkæmpet i tre oprør fra 1925-1938. Bashar al-Assads far, Hafez, støttede under Den Kolde Krig PKK i Syrien mod Tyrkiet for derpå at vende dem ryggen.

I Iran støttede Sovjet i 1946 etableringen af den hidtil eneste selvstændige kurdiske stat, Mahabad, for siden at trække stikket. I Irak støttede USA og Iran kurderne mod Saddam fra 1972-75 for efterfølgende at overlade kurderne til Saddams hævn. Iran støttede igen kurderne i Irak under krigen mellem de to lande i 1980’erne, men trak støtten – hvilket fik Saddam Hussein til at beordre den førnævnte Anfal-kampagne. USA har de facto støttet de irakiske kurdere siden den første golfkrig i 1991. Den støtte er steget markant siden 2014, især fordi kurderne har været de både mest vestligt orienterede og mest effektive i kampen mod Isil. Der er ingen grund til at tro, at de talrige cykler af kurdisk håb, skuffelse og fornyet oprør vil slutte, hvis vi nu igen vender kurderne ryggen.

Der kan være flere grunde til at lette lidt på vores skepsis over for kurdisk selvstændighed i Irak. Tag f.eks. tanken om en nationalstat som rammen om stabilitet. Den tanke har en svær historie i den region. Franske og britiske interesser efter Første Verdenskrig og Den Tyrkiske Uafhængighedskrig satte f.eks. en stopper for den selvstændige nation, som kurderne ellers fik stillet i udsigt af det internationale samfund med Sèvres-traktaten fra 1920.

Kurderne har også været udsat for både tyrkificering og arabificering. Omvendt bliver etableringen af en nationalstat en svær øvelse for kurderne. De i dag meget stærke kurdiske klaner som Barzani- og Talabani-familierne skal være klar til at overgive magten til stærke og neutrale statsinstitutioner. Det bliver svært. Men tanken om en nationalstat for kurderne kan også – som så mange andre steder – indeholde kimen til en stabilitet, som de seneste 100 år ikke har kunnet levere.

Der er et hav af usikkerheder og forhindringer for kurdisk selvstændighed. Er vi f.eks. villige til at støtte det kurdiske projekt både militært og diplomatisk og tage udfordringen op med at berolige de mere end almindeligt skeptiske Tyrkiet og Iran? Sikkert ikke. Men hvis vi ønsker os mere stabilitet i Mellemøsten, er spørgsmålet, om ikke den kurdiske nation (i Irak) skulle få chancen for at få stablet sin egen stat på benene?