Filippinernes ”Dirty Harry” balancerer mellem Kina og USA
Ved at så tvivl om Filippinernes tilknytning til USA og samtidig gøre tilnærmelser til Kina har præsident Rodrigo Duterte sendt rystelser gennem Sydøstasien.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
Takket være sin fandenivoldske stil og brutale metoder har Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, på kort tid opbygget et ry som ”Duterte Harry” med en lille omskrivning af navnet på Clint Eastwoods stålsatte og rapkæftede politimand.
Navnlig de mere end 3.000 foreløbige dødsofre i Dutertes blodige opgør med narkokriminaliteten har fået menneskerettighedsaktivister på barrikaderne og affødt skarpe reaktioner fra Filippinernes vestlige samarbejdspartnere. Dutertes reaktion? Et »fuck you« til EU og et »go to hell« til Barack Obama, som også har fået skudsmålet ”ludersøn”.
Kinas geopolitiske tyngde
Men selv om det først og fremmest er Dutertes narkokrig, der trækker overskrifter i de vestlige medier, har han sideløbende indledt et strategisk sceneskift, der på sigt kan vise sig endnu mere dramatisk. Ved at så alvorlig tvivl om Filippinernes mangeårige tilknytning til USA og samtidig indlede en tilnærmelse til Kina har Duterte sendt rystelser gennem det ellers fastlåste strategiske landskab i Sydøstasien.
Mens præsidenten selv har plæderet for en mere uafhængig filippinsk udenrigspolitik, frygter hans kritikere, at den nye kurs vil svække Filippinernes muligheder for at modstå Kinas voksende geopolitiske tyngde i regionen.
USA og Filippinerne har været alliancepartnere siden Den Kolde Krigs tidlige år, og skønt en bølge af folkelig modstand i Filippinerne tvang USA til at rømme sine militærbaser i landet i begyndelsen af 1990’erne, er partnerskabet i de senere år atter blevet styrket.
Under indtryk af Kinas voksende indflydelse i regionen og især Beijings mere selvhævdende kurs i Det Sydkinesiske Hav søgte Dutertes forgænger på præsidentposten, Benigno Aquino III, således at involvere Washington mere direkte i Filippinernes sikkerhed. Det har bl.a. resulteret i en fornyet baseaftale, fælles flådepatruljer i Det Sydkinesiske Hav, en hårdt tiltrængt modernisering af Filippinernes militærapparat samt juridisk bistand under Filippinernes kontroversielle voldgiftssag mod Kina om de to landes maritime stridigheder.
Men med Rodrigo Dutertes indtræden på den politiske scene i juni måned har manuskriptet taget en uventet drejning. Dels har han ikke forspildt en lejlighed til at puste til den latente antiamerikanisme blandt menige filippinere, der bunder i landets historie som amerikansk koloni i de første årtier af det 20. århundrede, dels har han på forskellig vis offentligt undsagt det intensiverede militærstrategiske samarbejde med Washington, inklusive den nye baseaftale og de fælles flådepatruljer.
Hjemsendelse af specialstyrker
Duterte har tilmed bebudet hjemsendelsen af amerikanske specialstyrker, som i årevis har bistået Manila med at bekæmpe islamistiske oprørsgrupper i det sydlige Filippinerne.
Til gengæld har Duterte formået at gyde olie på de senere års oprørte vande mellem Beijing og Manila. Trods en overraskende utvetydig kendelse fra Den Internationale Voldgiftsdomstol i Haag – som i sommer erklærede Kinas vidtgående krav og selvhævdende adfærd i Det Sydkinesiske Hav for at være i strid med FN’s havretskonvention – har Duterte i realiteten valgt at ignorere dommen.
Valutaen på det laveste niveau
I stedet har den filippinske præsident signaleret kompromisvilje og ladet Beijing forstå, at han ønsker kinesiske investeringer i nogle af de mange bebudede infrastrukturprojekter, som skal understøtte de senere års markante vækst i den filippinske økonomi.
Spørgsmålet er så, om ”Duterte Harry” har været for hurtig på aftrækkeren med sit udenrigspolitiske kursskifte. USA udgør det største afsætningsmarked for filippinske eksportører, og den filippinske valuta, pesoen, er netop faldet til det laveste niveau i indeværende årti.
Hertil kommer, at den igangværende modernisering af det filippinske militær, som hører til blandt de svageste i Sydøstasien, er helt afhængig af amerikansk velvilje. Det synes dog ikke at bekymre Duterte, som i den forløbne uge truede med, at man fremover blot vil sikre våbenleverancer fra Kina og Rusland.
Tilliden er sat over styr
Med til historien hører, at Duterte imellem de eksplosive tirader synes at trække lidt i land, alt imens filippinske regeringstalsmænd desperat søger at afbøde de værste skadevirkninger. Den gensidige tillid mellem Manila og Washington er dog for længst sat over styr, uanset at den udgående Obama-administration indtil videre forsøger at gøre gode miner til slet spil.
Set fra Washingtons perspektiv er problemet nemlig, at man risikerer at miste en central allieret i bestræbelserne på at inddæmme Kinas mere selvhævdende kurs i bl.a. Det Sydkinesiske Hav.
Om præsident Duterte med sin nye ”uafhængige udenrigspolitik” bevidst søger at balancere mellem USA og Kina for at drage nytte af den tiltagende rivalisering mellem de to stormagter, er endnu ikke til at sige. Til gengæld hersker der knap så megen tvivl om, at en sådan balancegang er forbundet med langt større risici end de senere års tætte parløb med USA. Man føler sig fristet til at spørge ”Duterte Harry”: »Do you feel lucky, punk?«