Afrikanske styrker tager slæbet i Mali

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Hvis verdenssamfundet trækker sig ud af Mali, vil jihadister og organiseret kriminalitet overtage grebet om landet og den bredere Sahel-zone – med betydelige sikkerhedspolitiske konsekvenser for Danmark og Europa. Alligevel er det afgørende at have realistiske forventninger til FN’s stabiliseringsmission i Mali, Minusma, som i løbet af de sidste par år er blevet verdens farligste.

Minusma står over for en række udfordringer både inden og uden for missionen; udfordringer, der kan undergrave missionens mulighed for at skabe fred i landet.

I det nordlige Mali befinder nogle af verdens mest eftersøgte terrorister sig, og de udnytter de udsatte afrikanske styrkers manglende evne til at patruljere og kontrollere områderne omkring deres baser.

Spændinger internt i missionen

Selvom de franske specialstyrker, Barkhane, går hårdt efter terroristerne og opererer i de samme områder som Minusma, er det konsekvent Minusmas afrikanske soldater, der bliver angrebet og slået ihjel – selv i de områder, hvor de to styrker deler base. Terrorgrupperne ved, at et angreb på Barkhane vil koste dem dyrt, mens Minusmas soldater hverken har udstyret eller mandatet til at forfølge terrorister og gengælde angreb.

Når der tales om FN’s muligheder for at skabe varig fred i Mali, er der en tendens til at fokusere på de eksterne sikkerhedsfaktorer, herunder terror, narkotrafik og migration. Det står imidlertid også klart, at der er væsentlige spændinger internt i missionen, der gør det vanskeligt for de troppebidragende lande at udføre deres arbejde.

Maj 2016 blev den måned, hvor missionen led de hidtil største tab. De fleste dræbte var fra de afrikanske lande. For eksempel er soldater fra Tchad de eneste, der er villige til at tage slæbet i de nordligste ørkenområder i Kidal-regionen, mere end tusind kilometer fra hovedstaden, Bamako.

Kun tilsandede spor

Her står de over for trusler, de ikke er klædt på til at bekæmpe, hvilket har ført til, at de efterhånden sidder det meste af tiden inde i deres lejre og kun sjældent kommer ud på patrulje.

Turen fra Gao i det nordøstlige Mali til det nordligste hjørne af Kidal-regionen kan tage op til tre uger for en konvoj at tilbagelægge, fordi der ikke findes veje, men kun tilsandede spor. Dette giver missionen alvorlige logistiske udfordringer, og vand, mad og materiel når vanskeligt frem til lejrene. Det sker endda, at rationerne bliver fordærvet under transporten.

Tchad betragtes som Minusmas enfant terrible, der konsekvent bryder regler og forværrer missionens i forvejen hårdt prøvede renommé. Mange af Tchads soldater kan hverken læse eller skrive. Det er i en stærkt bureaukratisk organisation som FN, hvor regler og krav om gennemsigtighed som regel trumfer effektivitet og handlekraft.

Dårligt klædt på til opgaven

Samtidig er Tchads soldater under et stort psykisk pres på grund af de kummerlige forhold, de lever under. Lønnen udebliver regelmæssigt, soldaterne kommer ikke på orlov som lovet, og Tchads regering stiller ikke de nødvendige midler til rotation af styrkerne til rådighed. Nogle af styrkerne har været i missionen i to-tre år. Under disse omstændigheder er der stor risiko for tilspidsede situationer.

I Kidal trak en soldat sit våben og skød både sin kommandant og lægen i lejren. Angiveligt var gerningsmanden påvirket af alkohol og stoffer. Det har skabt grobund for en penibel situation, hvor Tchads styrker reelt yder en indsats, som ingen andre lande i verden på nuværende tidspunkt kan eller vil yde, men samtidig kritiseres hårdt for at være inkompetente, voldelige og udisciplinerede – uofficielt også fra FN’s side.

Det er ikke kun Tchad, der er dårligt klædt på til opgaven. I modsætning til de europæiske og asiatiske troppebidrag har størstedelen af de afrikanske styrker ikke det nødvendige materiel, den nødvendige træning eller opbakning – hverken hjemmefra eller fra FN.

Har brug for økonomisk støtte

Som det er nu, er det de bidragsydende lande selv, der skal forsyne deres tropper med våben, køretøjer og forberede dem på at operere i et klimatisk og sikkerhedsmæssigt ekstremt miljø. Selvom landene får en godtgørelse fra FN for at udsende soldater, kan mange af dem alligevel ikke indfri FN’s krav om at levere intensiv og langvarig militær træning og købe og vedligeholde dyrt isenkram.

Det presser de i forvejen hårdt ramte budgetter i lande, der selv står over for alvorlige økonomiske problemer – ikke mindst strukturel fattigdom. Det er derfor urealistisk at forvente, at disse lande kommer til at leve op til FN’s krav inden for en overskuelig tidsramme – medmindre de får økonomisk støtte fra det internationale samfund, herunder Danmark.

Slås selv mod Boko Haram

Der er desuden en række konkurrerende dagsordener i regionen, der påvirker Minusma og dermed de enkelte landes mulighed for og ønske om at yde den nødvendige støtte til missionen. Niger, et blandt flere af Malis nabolande, der bidrager til Minusma, rangerer ifølge FN som et af verdens fattigste lande.

Landet står over for mange af de samme økonomiske, klimatiske og sikkerhedspolitiske udfordringer som Mali, og samtidig kæmper dets styrker en indædt kamp mod terrororganisationen Boko Haram på grænsen til Nigeria. En kamp, der ligeledes kræver mange ressourcer.

Der er ingen tvivl om, at Minusma ikke ville kunne eksistere uden afrikanske troppebidrag, særligt fra regionen. Men det er også klart, at de står over for fundamentale udfordringer, der truer med at undergrave missionens effektivitet og virke. I visse henseender er det allerede sket. Det afspejles i de tab, som missionen har oplevet, og det faktum, at mange af tropperne i Kidal nu mestendels sidder passivt i deres respektive lejre.

De ulige magtforhold

Hvis vi mener alvorligt, at vi skal hjælpe Afrika med at løse kontinentets egne problemer, er støtte fra det internationale samfund afgørende.

Som situationen er nu, er der en tydelig ulighed mellem på den ene side Vestens styrker, der sidder på det tunge materiel og de vigtige informationer, men som samtidig ikke vil udsættes for tab, og på den anden side de afrikanske styrker, der vover livet i Malis ørken i en af Vesten defineret kamp mod terror, migration og organiseret kriminalitet.

Den ubalance vil blive ved med at præge FN’s missioner, så længe de ulige magtforhold mellem landene ikke bliver udlignet.