FN får ikke en stille alderdom

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

FN skal lægge øre til meget i disse år. Organisationen er i krise, ineffektiv og handlingslammet af et håbløst gammeldags sikkerhedsråd. Brandtaler fra alverdens kulørte statsledere under FN’s generalforsamling er ingen hjælp.

Heldigvis er FN meget mere end et håbløst forældet sikkerhedsråd og diverse skandaler. Selv om FN utvivlsomt har en række alvorlige problemer at kæmpe med, fremstår behovet for organisationen i dag større end nogensinde før.

FN er ikke bare højloftede idealer og aftaler om menneskerettigheder, fred og planetens velvære. FN er vaccinationen af et barn, der sikrer et liv. Det er den fredsbevarende soldat, der beskytter et mindretal fra massemord. Det er sækken med mad, der sørger for, at mor, far og børn kan overleve den næste måned. I den hjemlige debat skygger skandalesagerne og det politiske cirkus ofte for de markante landvindinger, som organisationen har været igennem, siden verden trådte ud af Anden Verdenskrigs aske og etablerede FN i 1945.

Langt fra det snævre oprindelige mål om at undgå en ny verdenskrig leverer organisationen i dag mad og medicin til 104 millioner mennesker i mere end 80 lande. Den er til stede i 184 lande, har udsendt næsten 110.000 aktive fredsbevarende soldater og vaccinerer næsten halvdelen af verdens børn. Det tilmed med et budget på 280 mia. kr. – omtrent en fjerdedel af EU’s budget – og med bare dobbelt så mange civile ansatte som Københavns Kommune – ca. 85.000 globalt.

FN har global legitimitet

FN har forhindret massakrer i utallige, ofte glemte, situationer gennem forhandlinger eller udsending af fredsbevarende styrker. FN har etableret globale normer og traktater om alt fra landminer over dyrearters beskyttelse til sikkerhed omkring civil luftfart. Mens FN’s respons på ebolakrisen indledningsvis var træg, kunne hverken denne eller forsøget på at bekæmpe den nuværende zikavirus gennemføres uden FN’s pandemiske beredskab.

Der er ingen tvivl om, at der er organisationer, der er nemmere at danse med end FN. Et gennemtrænet og velekviperet Nato er selvsagt nemmere at operere i end en fredsbevarende styrke bestående af dårligt udstyrede soldater fra udviklingslande. Det er også nemmere at blive enige i OECD eller EU end med alle problembørnene i FN’s generalforsamling. På trods af dette forbliver FN i dag den eneste organisation med global legitimitet.

Organisationen omfavner alle verdens lande ud fra devisen: ét land, én stemme (med undtagelse af FN’s Sikkerhedsråd). Der er derfor mange globale udfordringer, hvor samarbejdet i FN p.t. er den eneste løsning. Klichéen lyder, at hvis FN ikke eksisterede, ville vi være nødt til at opfinde det. Selv de mest forhærdede fortalere for nationalstatens primat må formodentlig medgive, at det faktisk er tilfældet. Det samme vil utvivlsomt de millioner, der hver dag er afhængige af FN for deres overlevelse og sikkerhed.

Afhængig af et stærkt FN

Det er ikke kun verdens fattigste og mest udsatte, der er afhængige af et stærkt FN. Danmark har helt klare interesser i en verden, der ikke præges af uløste konflikter, voldsom social og økonomisk ustabilitet, epidemier og lignende. Ikke kun fordi vores verdenssyn er bygget på menneskelig frihed, værdighed og velstand, aspirationer, der afspejles i FN’s charter, men også fordi vores allervigtigste indenrigspolitiske udfordringer hænger uløseligt sammen med globale udviklinger. Arbejdet, der pågår med at reformere dansk udenrigspolitik under ledelse af ambassadør Peter Taksøe-Jensen, er en kærkommen lejlighed til at understrege Danmarks afhængighed af og interesse i et stærkt FN.

F.eks. sætter flygtningekrisen sine tydelige spor i dansk politik, i det danske samfund samt i vores statsbudget. Det er i dansk egeninteresse, at årsagerne til, at folk migrerer, adresseres, hvad enten det skyldes konflikter eller manglende muligheder i tilværelsen. Globale epidemier bevæger sig rundt i verden, som vi rejser – hurtigt og effektivt. Ejerskabsstridigheder i forhold til det arktiske område løses næppe militært, hvad enten modstanderen er Canada eller Rusland. Global terrorisme kræver langsigtede løsninger i form af mere inklusive og retfærdige samfund med reelle fremtidsudsigter for borgerne. Også her vil FN’s organisationer og politiske funktion spille en central rolle. Efter nogen fodslæben var klimaaftalen i Paris et vigtigt skridt i retning af at adressere et andet problem, der ikke respekterer nationale grænser.

Globale problemer kræver således globale løsninger, og her er FN næsten uden undtagelse stadig det mindst ringe bud.

Dansk støtte er faldende

Uheldigvis er dansk støtte til FN faldende i disse år grundet en misforstået tro på, at keren om national egeninteresse gør FN mindre vigtig. Men som et lille land med en åben økonomi og en begrænset global rækkevidde er en styrkelse af FN netop i vores klare egeninteresse.

Det sker konkret ved at vende den uheldige udvikling med dalende finansiel og politisk støtte fra dansk side. Vi behøver på ingen måde at skæve til argumenter om global humanisme og forbrødring for at kunne konkludere, at vores egen velstand, vækst og sikkerhed kræver en regelbundet verden, hvor lande forsøger at finde fælles løsninger. FN skal naturligvis ikke kun vurderes ud fra sin hypotetiske evne til at afhjælpe alverdens problemer, men snarere sin reelle formåen. I den forbindelse hersker der ingen tvivl om, at der er brug for markante reformer og forbedringer, hvis FN skal opnå sit fulde potentiale. En afhopper fra FN-systemets øverste ledelseslag leverede for nylig en sønderlemmende kritik af organisationens håbløse bureaukrati og ineffektivitet i The New York Times.

Men FN-reformer kræver mere end noget andet politisk pres og støtte fra medlemslandene – FN ser primært ud, som det gør, grundet syv årtiers micromanagement fra medlemsstaterne. At pege fingre og reducere engagementet hjælper ikke landsbyen, der beskyttes af FN-soldater, eller den borger, der overvejer at forlade et udviklingsland med kurs mod Europa. Det hjælper heller ikke den danske virksomhed, der er afhængig af FN’s patentorganisation, eller den globale klimadebat, der beror på FN’s beregninger.

Mogens Lykketofts formandskab for FN’s generalforsamling, herunder organisationens 70-års-jubilæum, er et opportunt øjeblik for Danmark til at reengagere sig i FN med øgede bidrag og lige så høje krav til nødvendige reformer – det er i vores klare egeninteresse.