Klimaaftalen i Paris: Hvorfor udlægges den så forskelligt?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Siden verdens lande i december indgik en global klimaaftale ved COP21 i Paris, har en række af verdens ledere og FN-diplomater udlagt aftalen som en sejr for verdenssamfundet – senest ved World Economic Forum i Davos samt i en diplomatisk offensiv iværksat i sidste uge af FN og de franske værter.

Men ikke alle er lige begejstrede: Aftalen har også fået kritik med på vejen og er af nogle endda blevet udlagt som en gigantisk fiasko.

Hvorfor udlægges aftalen så forskelligt, og hvem siger hvad? Man kunne tro, at det handlede om fortolkningstekniske uenigheder, men det er blot en biting. I virkeligheden handler de forskellige udlægninger om, hvem man er, og hvilke interesser og verdenssyn man har. Groft sagt kan man identificere fire centrale fortællinger om aftalen, der knytter sig til hver deres forskellige parter:

»En sejr for verdenssamfundet«

Efter topmødet i Paris udlagde en lang række af verdens ledende statsoverhoveder, klimaministre og FN-diplomater aftalen som historisk. Den endelige aftale passer da også USA, EU og mange andre store økonomier udmærket: Den sender et signal om, at grøn omstilling skal tages alvorligt, men er ikke så stram, at det umiddelbart vil skabe problemer ift. erhvervsliv, vælgere og den politiske situation derhjemme.

Samtidig er aftalen bundet op på nationale målsætninger, som ikke er bindende. Det passer lande som Brasilien, Indien, Kina, Sydafrika og mange andre større udviklingsøkonomier godt: De vil gerne være herre i eget hus, når det gælder om at balancere grøn vækst og traditionel industrialisering, så for dem er de frivillige aspekter af aftalen vigtig.

I FN-systemet er man desuden begejstret over aftalen som en ny model for globale aftaler om verdens kriser. Efter det fallerede COP15-møde i København i 2009 ledte man efter en ny og mere frivillig tilgang til en global klimaaftale, og aftalen i Paris er den foreløbige kulmination herpå.

Idéen er at tage udgangspunkt i de målsætninger, landene selv byder ind med, og derefter gradvist opjustere ambitionsniveauet, hver gang man mødes. Samtidig lægger aftalen op til inddragelse af erhvervslivet, civilsamfundet, kommuner m.m.

»Den bedst mulige«

Verdens små østater og fattigste lande er de mest klimasårbare, men har ofte følt sig forbigået ved klimaforhandlingerne. Deres udlægning af aftalen er da også mere nøgtern, men alligevel mest positiv. »Det er ikke en perfekt aftale, men det er den bedste aftale«, sagde chefforhandleren for verdens fattigste lande. En holdning, som også en række store internationale ngo’er og tænketanke har givet udtryk for.

Denne udlægning handler dels om pragmatisme: En fiasko ville have kastet klimaforhandlingerne ud i en voldsom krise, og med nye positive toner fra stormagterne USA og Kina gjaldt det om at få en aftale på plads nu. Så selvom de fattige lande langtfra fik alle deres ønsker igennem, fik de visse indrømmelser og konkrete midler, som gjorde det hele mere spiseligt.

Samtidig lykkedes det delvist de små østater og afrikanske lande at slippe af med offerrollen ved COP21 og i stedet træde over i en mere proaktiv og indflydelsesrig rolle. En række af landede under det såkaldte ”Climate Vulnerable Forum” præsenterede endda aftalen som en symbolsk sejr for de mest sårbare lande – bl.a. med henvisning til målet om at man vil ”forfølge” en maksimal stigning i den globale opvarmning på 1,5 grader.

At dette ret luftige mål blev opnået via en forudaftalt alliance med bl.a USA og EU, er så en anden sag.

»Aftalen er uretfærdig«

Et andet syn på aftalen repræsenteres af de græsrodsbevægelser, der kæmper for klimaretfærdighed. De er utilfredse med aftalen og kritiserer den for at være utilstrækkelig og uretfærdig over for de fattige befolkninger i Syd, som rammes hårdest af klimaforandringerne. Miljøorganisationen Noah kalder for eksempel aftalen for »et illusionsnummer«.

Klimaretfærdighedsbevægelsen opstod i årene før COP15 i København, hvor nogle græsrodsorganisationer begyndte at forbinde klimadagsordenen med en mere generel kritik af det politiske og økonomiske system.

I denne udlægning kritiseres aftalen blandt andet for, at de rigeste lande ikke ville forpligte sig til at yde økonomisk støtte til at dække de tab og skader, der sker ved oversvømmelser, tørke osv. i de lande, der allerede er påvirket af klimaforandringer.

Det bliver set som et udtryk for, at de rige lande ikke påtager sig deres historiske ansvar for klimaforandringerne og lader sårbare lande betale regningen for en krise, de ikke selv har skabt. På trods af deres kritik af politikernes aftale har klimabevægelsen dog ikke helt mistet håbet for fremtiden; de mener i stedet, at det er i civilsamfundet, man skal finde løsningerne og viljen til at gøre noget ved klimaforandringerne.

»Umulig at gennemføre«

Den sidste udlægning af aftalen i Paris er den kynisk rationelle, som hævder, at aftalen ganske enkelt er urealistisk. Denne kritik kommer især fra klimaforskere, der er vant til at operere ud fra rationelle, videnskabeligt funderede modeller, og som ikke har megen tiltro til den frivilligtbaserede bottom up-tilgang, som aftalen er baseret på.

Imens nogle klimaforskere er forsigtige optimister, har mange andre således påpeget, at målet om at holde temperaturen under 2 grader – og altså ideelt set 1,5 grader – vil kræve langt skrappere mekanismer eller helt andre teknologier og prioriteringer end dem, der lige nu er på bordet.

Disse fire fortællinger om klima-aftalen er blot en grov skitse, som i praksis er noget mere nuanceret og mangfoldig. Men de illustrerer, hvordan klima som politisk felt i disse år udvikler sig langt ud over de velkendte konflikter mellem Nord og Syd, ”dem, der tror på klima” og ”dem, der ikke gør”.

Slutteligt kan man spørge, hvilken af de fire udlægninger der så foreløbigt har ”vundet”? Her er der næppe tvivl om, at de to første positivt ladede fortællinger om aftalen i første omgang fik lov at dominere i mainstreammedierne.

Men det er en skrøbelig sejr: Hvis der ikke i løbet af relativt kort tid kommer klare tegn på, at verdens lande og markeder rent faktisk handler på aftalen, kan der hurtigt opstå en modfortælling om, at den ikke virker.