Flygtninge bures inde i zoologisk have

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Politistationen på den anden side af gaden havde stået tom siden revolutionen.

Vinduerne var knuste og et gardin blafrede ud mellem tremmerne.

Men så en dag under mit ophold i Libyens hovedstad, Tripoli, i marts måned åbnede stationen pludselig igen. Nye firehjulstrækkere stod på hvert gadehjørne, og svært bevæbnede mænd patruljerede op og ned ad fortovet – nogle lignede pensionister, og andre var ikke andet end store drenge. Fælles for dem alle var, at de havde en AK47 hængende over skulderen. Det var dog ikke politiet, der var kommet tilbage, men en af Libyens mange militser.

Hoteldirektøren rystede på hovedet ad dem.

»Det er det dårlige politi,« sagde han.

»De har ikke nogen uddannelse. De har bare våben.«

Revolution i Libyen i 2011, som bragte oberst Gaddafis 42 år lange diktatur til et brutalt punktum, skulle have været et smukt kapitel i historien om Det Arabiske Forår, men er endt med en lang og blodig konflikt, der lige nu mærkes i antallet af flygtninge fra Afrika og Asien, der sætter kursen mod Italiens kyster.

Libyen er nemlig på randen af borgerkrig, hvis det ikke allerede er en realitet, og den lovløse hverdag med overfald og røverier gør livet farligt for migranter og flygtninge.

Menneskesmugling har kronede dage i det tomrum, som det gamle regime efterlod. Militser og kriminelle bander har frit spil til at udnytte fattige og desperate mennesker, som drømmer om fred og sikkerhed i Europa. En smugler fortalte for nylig til The Guardian, at deres største problem lige nu var at skaffe både nok til alle.

Italien har indtil videre taget imod omkring 120.000 bådflygtninge fra Libyen, hvilket er næsten tre gange så mange som hele sidste år, og flere må forventes at komme i synkefærdige både, inden efterårets storme gør overfarten for risikabel.

Det lyder af mange, og er også et betydeligt antal, den farlige rejse taget i betragtning, men ses antallet af asylansøgere i forhold til det samlede europæiske billede, er det ikke sensationelt.

EU modtog omkring en halv million asylansøgere i 2013, og Tyskland alene modtog 127.000 mennesker – primært fra konfliktområder som Syrien og Afghanistan og fra lande med årelang og hård undertrykkelse som Eritrea.

Situationen er alligevel særdeles alvorlig alene af den grund, af det er en uhyre farlig måde at rejse på, og mange har allerede mistet livet. Men situationen i Libyen er så slem, at mange ikke mener at have andre muligheder end flugt.

Ligesom oberst Gaddafi i sin tid truede med at oversvømme Europa med afrikanske flygtninge, så har militserne indset, at migranterne er en økonomisk og politiske ressource, man uden konsekvenser kan udnytte. På gaderne i Tripoli ser man militserne stoppe biler med udlændinge og tjekke deres papirer og tilbageholde dem.

En militsgruppe er således berygtet for at tilbageholde migranter og flygtninge i Tripolis tidligere zoologiske have. Der er ikke nogen domstol eller rettergang. Her sidder man bare fast, indtil man har betalt de 1.000 dollars, som militserne kræver. Når pengene er betalt, kommer der en bil og henter en, og så bliver man kørt tilbage til ”ghettoen”, hvor man er klar til et nyt forsøg på at komme til Europa.

En ung mand fra Eritrea, der var undsluppet regimets militærtjeneste, fortalte mig, at han var blevet købt og solgt fire gange – hver gang for 1.000 dollars til militserne og 1.000 dollars til menneskesmuglerne. Jeg mødte ham i forstaden Abu Salim, hvor han boede med 10 andre flygtninge i et mørkt og fugtigt rum, som de betalte urimeligt mange penge for. Mange led af skab og luftvejssygdomme.

»Vi flygtede fra vores land for at finde fred. Men der er ingen fred i Libyen. Der kommer røvere hele tiden og stjæler fra os. Politiet kommer også og gør, hvad de vil. Der er ingen love i landet. Det giver ingen mening. Vi vil alle sammen bare væk.«

Den markante stigning af bådflygtninge til Italien lægger pres på den italienske regering. Men indtil videre har premierminister Matteo Renzi fastholdt den humanistiske kurs, der blev lanceret efter ulykken ud for Lampedusa i oktober 2013, hvor 366 mennesker druknede i havet.

Man lancerede den dyre Mare Nostrum-redningsoperation, der koster 300,000 euro om dagen, og som dagligt redder menneskeliv i Middelhavet. Det er faktisk noget af en omvæltning i italiensk politik efter årene med Silvio Berlusconi, hvor migranter og asylansøgere blev tvunget tilbage til Libyen, og hvor man betalte Gaddafi for at stoppe tilstrømningen.

Selv om andre EU-lande kan pege på, at de modtager lige så mange eller flere asylansøgere end Italien, så er der dog ingen andre lande i Europa, der har en operation af det omfang, hvor man i døgndrift bringer flygtninge i sikkerhed.

Operation er ikke alene økonomisk dyr, men slider også politisk på premierminister Renzi.

Han har på Italiens vegne ønsket, at Mare Nostrum overtages af EU, eller at andre europæiske lande hjælper til med at tage imod flygtningene. Men den realpolitiske kontekst taler ikke for, at man kan sælge et budskab om øget optag af bådflygtninge til vælgerne i hverken København, Berlin eller Paris.

Det er dog svært at forestille sig, at Italien annullerer Mare Nostrum, og at Europa intet foretager sig i forhold til bådflygtninge. Det ville i hvert fald være en politik, der står i grel kontrast til de værdier, som det europæiske fælleskab er baseret på. Eksempelvis står der som det første i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, at den menneskelige værdighed er ukrænkelig, og at den skal respekteres og beskyttes. Spørgsmålet er således, om vores selvforståelse i Europa kan bære at acceptere, hvad pave Frans for nylig har kaldt en ”massakre” på Middelhavet?

EU har hidtil afvist at køre Mare Nostrum videre, men kom for nylig med et udkast til en nedbarberet udgave, der vil reducere operationen drastisk. Det blev med det samme mødt med kritik fra menneskerettighedsorganisationer, der frygter et nyt Lampedusa. En ting er sikker: Hvis Mare Nostrum bringes til ophør, vil det betyde, at dødstallet vil stige; det anslås, at hen imod 2.000 menneskeliv foreløbig er gået til.

Situationen i Libyen kaster desværre ikke meget godt nyt af sig. Den væbnede konflikt er nu rykket ind i hovedstaden, Tripoli, og rivaliserende arabiske lande blander sig mere eller mindre åbenlyst i kampene.

Siden Natos luftangreb i 2011 har det internationale samfund tøvet med at engagere sig, og fronterne er nu så hårdt trukket op, at en fredelig løsning synes at ligge langt ude i fremtiden.