*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Truslen om mere krig i Mellemøsten er kommet nærmere

Den saudiske kronprins Mohammed bin Salman er hovedperson i et højrisikabelt spil, der kan ende helt galt.

Den saudiske kronprins Mohammed bin Salman sammen med den libanesiske premierminister, Saad al-Hariri, der meddelte sin afgang i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, og sendte chokbølger gennem Libanon. Arkivfoto: Dalati Nohra/AP

Saudi-Arabien er landet, der bruger flest penge pr. indbygger i verden på våben, landet, der kontrollerer en fjerdedel af verdens kendte olieressourcer, landet, der sammen med USA og Israel for hver dag, der går, optrapper konflikten med Iran, landet, der allerede i år har henrettet mere end 200 personer, herunder børn – og landet, der nu med stormskridt bevæger sig mod ustabilitet.

Første weekend i november bød på højdramatiske begivenheder i Saudi-Arabien: Først annoncerede den libanesiske premierminister, Saad al-Hariri, sin afgang i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh. Hariri har meget tætte forhold til Saudi-Arabien, hvor han har sit kriseramte firma.

Erklæringen udløste chokbølger i Libanon, hvor de fleste er overbeviste om, at Saudi-Arabien står bag Hariris afgang med det formål at isolere den shiamuslimske milits Hizbollah.

Dernæst nedskød Saudi-Arabien et missil uden for Riyadh, som var affyret fra Houthi-oprørerne i Yemen. Endelig anholdt de saudiarabiske myndigheder 11 prinser og 38 andre prominente personer med anklager om korruption – heriblandt medlemmer af inderkredsen i kongefamilien, tunge ministre samt internationalt profilerede forretningsfolk og milliardærer.

Antikorruptionskampagnen ses som kronprins Mohammed bin Salmans intensive kamp for at sikre sig enevældig magt og vinde opbakning fra landets unge, der er kritiske over for den udbredte korruption. Samtidig får kronprinsen, der kaldes MBS, fjernet kritikere af krigen i Yemen og den stadig mere krigeriske politik over for Iran.

Med anholdelserne har han sikret sig nærmest absolut magt, men mange peger på, at hans strategi kan give bagslag og føre til ustabilitet i landet og til mere konflikt i regionen.

Siden Anden Verdenskrig har Saudi-Arabiens stabilitet og sikkerhed haft højeste prioritet i Washington. Dette til trods for at Saudi-Arabien systematisk har eksporteret ekstremistisk ideologi, har undertrykt kvinder i et omfang på niveau med Islamisk Stat, har ladet hånt om menneskerettigheder og har gennemført shariastraffe med afhugning af lemmer og offentlige halshugninger.

Alt dette har USA, Vesten og resten af verden vendt det blinde øje til, fordi man prioriterede et stabilt regime i Riyadh. Overalt i verdens hovedstæder og finanscentre får man tics ved tanken om ustabilitet i Saudi-Arabien.

I den mere overkommelige ende kan danskerne bekymre sig om videreførelse af driften af Statens Serum Institut, mens våbenindustrierne i Sverige, USA, Storbritannien, Frankrig og nu også Rusland frygter at se deres egenkapitaler skrumpe i takt med antallet af hoveder, der hugges af i en saudiarabisk borgerkrig.

De enorme olieindtægter er gået til at gøre landets prinser stjernerige og til at betale den saudiarabiske befolkning til at holde kæft og rette ind – men enorme beløb er tilbageført til bank- og finanssektoren og erhvervslivet, fortrinsvist i Vesten, men i stigende grad også til Kina.

Bryder Saudi-Arabien sammen, vil det ryste den globale økonomi. Det er måske det, der er gået op for præsident Trump. Under sin valgkampagne erklærede han kækt, at Saudi-Arabien »selv kan betale for sin sikkerhed.«

Piben fik imidlertid hurtigt en anden lyd: Nu ser han Saudi-Arabien som garanten for et stabilt Mellemøsten, og Trump aflagde sit første udlandsbesøg i Riyadh. Sammen med Israel er Saudi-Arabien bakket op af Forenede Arabiske Emirater og Egypten, krumtapperne i Trumps mellemøstpolitik.

Det er ellers svært at få øje på succeserne i den politik, kong Salman og MBS har gennemført: nederlag i Syrien (ganske vist indledt, inden Salman tog magten i 2015), en katastrofal, megadyr og udsigtsløs krig i Yemen, en embargo mod Qatar, der truer med opløsning af samarbejdsrådet på Den Arabiske Halvø, Gulf Cooperation Council (GCC), konstant optrapning af fjenderetorikken mod Iran og senest indblanding i Libanons indre anliggender med premierminister Saad al-Hariris resignation.

Saudi-Arabien vil ikke direkte i krig med Iran og retter derfor skytset mod Irans vasaller i Mellemøsten. Alt tyder på, at det er den Iran-støttede milits i Libanon, Hizbollah, der nu skal have en omgang.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, kalder begejstret Saudi-Arabiens indblanding for et »wakeupcall« og ruster sig til en ny krig i Libanon.

Det nedskudte missil fra Yemen betegnede Saudi-Arabien som en iransk krigshandling og indledte en embargo mod Yemen, så ingen nødhjælp kan komme ind i landet, der er ramt af hungersnød og koleraepidemi.

Kritikerne af MBS bures inde i hobetal. Først var det liberale islamister, så fik flere tusind imamer en fyreseddel og risikerer straf, og senest kom turen til de prominente prinser. Trump bakker op og udtrykker fuld tillid til MBS: »Kong Salman og MBS ved, hvad de gør,« skrev præsidenten forleden i et tweet.

Mange tvivler på, at MBS med alle de fjender, han skaber i og uden for sit land, garanterer stabiliteten, men ser hans politik som et højrisikabelt spil, der kan ende helt galt – både for Saudi-Arabien, regionen og for verden.

Lars Erslev Andersen forsker i international sikkerhedspolitik, terrorisme og politik i Mellemøsten ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Stem Enhedslisten ind – og skattely ud

Rune Lund
Alle steder i kommuner og regioner, hvor vi kan forhindre skattespekulanterne i at få snablen ned i fælleskassen, er en sejr.

Blog: Detektor er venstreorienteret propaganda

Rune Toftegaard Selsing
På en god dag er DR's Detektor bare mildt ubegavet og venstreorienteret. På en dårlig er det sammenligneligt med propganda fra den gamle østblok.

Blog: Fem borgerlige pejlemærker for fremtiden København

Jens-Kristian Lütken
Efter 100 år med Socialdemokratiet ved magten i København er der brug for forandring og nytænkning
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her