Gymnasieelev: Gymnasiet er ikke for de motiverede

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I disse dage får dette års 3. g’erne sat studenterhuen på hovedet som en indikation af, at de har gymnasiet veloverstået. Mange af disse nye studenter vil se tilbage på gymnasiet som de bedste år i deres liv, men jeg vil se tilbage på gymnasiet som nogle af de værste år af mit liv.

Målsætningen har været, at 80 pct. af en ungdomsovergang skulle have en gymnasial uddannelse. Man har derfor tilpasset gymnasiet, så der er plads til alle. Der er sket gennem en slækkelse af det faglige niveau og omfattende gruppearbejde samt andet tant og fjas. Det har medført, at alle nu har mulighed for at bestå en studentereksamen. Problemet er bare, at man i denne proces har glemt de motiverede elever. De motiverede elever mangler faglige udfordringer, og de føler ikke, at de passer ind i gymnasiet.

Min karakterer har altid ligget i den høje ende af skalaen, og jeg har altid været glad for at lære noget. Da jeg startede på gymnasiet, så jeg frem til tre år med et højt fagligt niveau og intensiv læring. Det var bare ikke den virkelighed, som mødte mig. Det faglige niveau er alt for lavt, og læringsprocessen er alt for langsom. Den laveste fællesnævner sætter niveauet. Derfor er gymnasiet efterhånden et af de mest deprimerende steder at være, hvis man har faglige ambitioner. Jeg har brugt en meget stor del af min gymnasietid på at kede mig, fordi jeg for længst havde forstået den pågældende teori, men når nu alle skal kunne klare gymnasiet, så kan læreren jo ikke gå videre, før alle har forstået det. På den måde sikrer man, at alle kan komme op på et middelmådigt niveau, og samtidig forhindre man, at der er nogen, som kan komme over middelmådighed.

Kigger man på karakterskalaen, så opfordrer den decideret til middelmådighed. Midt på skalaen er der langt mellem karakteren, mens karaktererne ligger tæt op af hinanden i enderne. Det påvirker elevernes gennemsnit på den måde, at middelkarakteren trækker mere end yderkaraktererne, og derfor vil de dygtige elevers snit blive trukket forholdsmæssigt meget ned af eventuelle middelkarakterer, mens de elever, som ikke burde være på gymnasiet, vil blive trukket forholdsmæssigt meget op af eventuelle middelkarakterer. Også på den måde, som lærerne giver karakterer, sikres det, at så mange så muligt får et middelmådigt gennemsnit, eller i hvert fald, at dem, som burde gå et andet sted end gymnasiet, alligevel få et pænt gennemsnit.

Nogle lærere bruger konsekvent ikke karakterskalaen fuldt ud forstået på den måde, at det nærmeste er umuligt at få den til at give 02 eller 12, alle skal have 4, 7 eller 10. Andre lærere gør brug af 12-tallet, men de lave karakterer gøres der ikke brug af. I hele min gymnasietid har jeg ikke hørt, at nogle af mine klassekammerater har fået dumpekarakter for en aflevering eller til en eksamen. Jeg har en enkelt lærer, som giver -3, hvis en aflevering ikke er afleveret, men hvis folk kan komme med en eller anden langt ude undskyldning, så får den pågældende elev udsat afleveringsfristen, så det reelt ikke får nogen betydning.

Man hører tit i medierne, at eleverne på landets gymnasier er så pressede, de går ned med stress. Det er et billede, som jeg slet ikke kan genkende. Ud over min skolegang har jeg et fritidsarbejde, og jeg har en hobby, som tager meget tid. Til trods for det har jeg i min gymnasietid haft alt for meget fritid, fordi der slet ikke stilles omfattende nok krav i gymnasiet. Hvis jeg kigger ud over min klasse, så hører jeg da også tit brok over, at mange synes, at lærerne presser os for meget. Men tager man et blik på, hvad det egentligt er, de bruger deres tid på, så er det sociale medier, arbejde, deres venner og kæreste samt at gå i byen hver weekend. Det er ikke skolearbejdet, som presser dem. Det sker ofte at jeg, som den eneste, rækker hånden op i timerne, fordi jeg er den eneste, der har prioriteret at lave mine lektier.

Denne skvattede mentalitet er ikke kommet af sig selv. Det er blev fremelsket både af omklamringssamfundet, men også af, at mange af lærerne er for slatne. Der er ikke nogen konsekvenser for dem, som ikke laver deres lektier. Man må maksimalt have 10 pct. fravær i gymnasiet, og denne regel kunne have været med til at højne moralen på gymnasierne. Problemet er bare, at lærerne sletter folks fravær, hvis de dukker op i løbet af timen. Jeg har oplevet, elever, som kun har været der til 5 minutter af en time, men som alligevel ikke fik fravær for timen. Til trods for at det er nemt at slippe for fravær, så der er flere i min klasse, som har mere end 10 pct. fravær. Men de har ikke en gang fået en advarsel for det, så reelt har 10 pct.-reglen ingen effekt. Men lærerne kan selvfølgelig heller ikke rigtig tillade sig at stille krav til eleverne, når deres egen moral er så slatten, som den er. Det er selvfølgelig varierende fra lærer til lærer, men der er mange af dem, som kommer for sent, som er for dårligt forberedt, og der kan gå over en måned fra man aflevere en opgave, til at den er blevet rettet.

Men det er ikke kun fagligt, af der ikke er plads til de motiverede elever i gymnasiet, det er også socialt. Da jeg kom i gymnasiet fra folkeskolen, havde jeg en forventning om, at jeg ville finde ligesindede, som gik op i det faglige, og som gerne ville have noget ud af deres tid på gymnasiet. I stedet blev jeg mødt af en flok børnehavebørn. De sidste tre år har jeg tilbragt en stor del af tiden i total isolation, for hvad skal jeg da snakke med folk om, når de har et helt andet verdenssyn end mig. Efterhånden er det blevet sådan, så de andre ikke regner mig som en del af klassen. Det er altid pladsen ved siden af mig, som er ledig, og når klassen holder julefrokost og lignende, bliver jeg ikke inviteret.

Der har været enkelte gange, hvor nogle af de andre har haft lyst til at snakke med mig, men det har kun været for at kunne udnytte mig til at hjælpe dem med deres lektier og afleveringer. I starten havde jeg det fint med at hjælpe, for så følte jeg mig da som en del af fællesskabet, i hvert fald i nogen grad, og samtidig har jeg altid været glad for at kunne hjælpe andre, eftersom jeg gerne vil gøre en positiv forskel for andre. Men efterhånden udviklede det sig til, at nogle af dem decideret udnyttede mig til at lave lektier og afleveringer for dem. På et tidspunkt fik jeg nok, men da jeg begyndte at sige fra, havde det den konsekvens, at de blev mere og mere grove over for mig, for at få mig til at bukke under, og da det var på sit højeste, blev jeg endda udsatte for trusler om, at de ville få mig smidt ud, hvis jeg ikke føjede dem.

Det er trist, at de motiverede elever er så lidt velkomne i gymnasiet. Det er de fagligt dygtige og motiverede elever, som skal ud og bære samfundet. Det er dem, som kommer til at bidrage allermest til vores fælles velfærd, og alligevel bliver de i den grad lagt for had. Jeg overvejer selv kraftigt, om jeg overhovedet har lyst til at blive her i landet, for jeg føler på ingen måde, at jeg hører til her, og jeg bliver på ingen måde værdsat. Hvis dette fortsætter, så vil vores samfund opleve store problemer i fremtiden. En stor del af de dygtige og motiverede unge vil blive socialiseret til at tilpasse sig til middelmådigheden, og den resterende del af de dygtige og motiverede vil søge bedre græsgange i udlandet. Hvis danskerne har en forestilling om, at vi skal blive ved med at være det rige samfund, som vi er i dag, så er vi nødt til at ændre på denne Jantelovsmentalitet. Hele verden kan producere til middelmådige standarter. Man kan kun klare sig i den internationale konkurrence med middelmådige varer, hvis man har de laveste lønninger, og jeg tvivler på, at danskerne vil være villige til at gå ned til et lønniveau, som svarer til det, man har i Sydøstasien. Hvis vi som samfund har et ønske om at klare os bedre end verdensgennemsnittet, så er vi nødt til at dyrke eliten ikke lægge denne for had.