Afrika på vej ud af offerrollen i klimakampen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Afrika har det med at blive hensat til offerrollen. Det gælder også i klimakrisen, hvor afrikanske lande ofte fremstilles som passive ofre for tørke og oversvømmelser. Den opfattelse er dog i stigende grad fejlagtig. Afrikanske regeringer, virksomheder og befolkninger forholder sig stadig mere aktivt til klimaforandringerne, og på nogle områder er de frontløbere.

Dels er de afrikanske lande blevet mere synlige i de internationale klimaforhandlinger. I mange år ”gemte” de afrikanske lande sig bag Kina, Indien og andre magtfulde lande i syd, når der skulle forhandles klima i FN.

Udnytter damp fra undergrunden

I de senere år er de afrikanske forhandlere imidlertid trådt mere frem på scenen som selvstændige aktører og er proaktive, både når det gælder om at presse de rige lande til at reducere deres CO2-udledninger, og når det gælder om at indgå i et konstruktivt samarbejde.

Samtidig boomer klimavenlige energiformer i en række afrikanske lande. Et eksempel er Kenya, hvor vandkraft længe har tegnet sig for op mod halvdelen af landets energiproduktion. Regeringen har for nylig også satset på geotermiske anlæg (udnyttelse af damp fra undergrunden), så man nu er blandt verdens 10 største producenter af denne energiform.

Desuden er flere vindkraftanlæg under opførelse, herunder Afrikas største vindmøllepark, som opføres af Vestas. Disse projekter er ikke nødvendigvis ukomplicerede – det vender jeg tilbage til – men de er udtryk for, at klimavenlige energiformer spiller en væsentlig rolle i Kenyas energiproduktion.

Rigeligt med udfordringer

Samtidig vinder privat solenergi indpas i Kenyas landområder og giver ellers fattige mennesker mulighed for at få adgang til strøm. Et privat firma sælger en populær pakke, som består af et solpanel, to lamper, en lommelygte, en radio og en mobiloplader. Pakken afbetales over et år med et simpelt betalingssystem på mobiltelefonen.

Kenyas voksende økonomi vil på kort sigt uvægerligt føre til stigende udledning af drivhusgasser. Men investeringerne i grøn energi vil betyde, at de vokser mindre, end de ellers ville have gjort. I den globale klimaaftale har Kenya lovet at reducere sine forventede udledninger frem til 2030 med 30 pct. – selv om landets nuværende CO2-udledning per person er 23 gange mindre end Danmarks.

Man kan så undre sig over, hvad der driver denne voksende interesse for klimavenlige løsninger i de afrikanske lande? Det er jo trods alt ikke dem, der er skyld i størstedelen af klimaforandringerne, og de har rigeligt med andre udfordringer at slås med.

Folkelige protester

For det første handler det om økonomi. Afrikanske regeringer kan i stigende grad se fordelen ved at tiltrække private investeringer i grøn energi og ved at få andel i de klimapenge, som verdens rige lande har lovet udviklingslandene. Dermed får de afrikanske lande finansiering til deres stigende behov for energi og støtte til klimatilpasning af landbrug og infrastruktur. Samtidig kan de grønne energiformer ofte erstatte dyr import af fossile brændstoffer.

For det andet handler det om indenrigspolitik. Energiforsyning er et voksende politisk emne i mange afrikanske lande, og her udgør klimavenlige projekter en politisk mulighed for magthaverne. Et eksempel er Zambia i det sydlige Afrika. Over 90 pct. af Zambias strøm kommer fra vandkraft, men tørke og dårlig forvaltning af landets vandressourcer har betydet, at man ikke længere kan producere strøm nok til de store byer og landets vigtige mineindustri.

Det har ført til folkelige protester og skabte problemer for landets siddende regering under et nyligt valg. For at redde situationen har regeringen fremskyndet udviklingen af solenergi som et alternativ til vandkraft med finansiering fra private europæiske investorer. Dermed bruger regeringen i Zambia solenergi til at vise, at den rent faktisk gør noget ved problemerne, og håber dermed at undgå yderligere protester.

Kølige økonomiske kalkuler

Den stigende interesse for grønne løsninger blandt Afrikas regeringer handler altså primært om kølige økonomiske og politiske kalkuler. Det er der dog ikke noget usædvanligt i, og så længe det gøres rigtigt, kan sådanne motiver være udmærkede drivkræfter i klimaindsatsen. Mere kontroversielt er det, at flere afrikanske lande – herunder Kenya og Zambia – har travlt med også at udbygge deres olie- eller kulindustri parallelt med de grønne energiformer.

Hertil kommer, at de mange klimatiltag, som vokser frem i afrikanske lande, ikke nødvendigvis gavner de fattigste. Eksempelvis har vindmølleprojekterne i Kenya mødt modstand fra lokalbefolkninger, der har mistet jord til projekterne og ikke føler, at de får gavn af den grønne energi.

Så ikke alt er fryd og gammen, og det ville være naivt at tro, at de kommende årtiers økonomiske vækst i Afrika bliver et grønt nirvana. Der er lang vej igen. Det samme kan man imidlertid sige om resten af verden. Den centrale pointe hér er, at det ikke giver mening at se afrikanske lande som passive ofre af klimaforandringerne. De er aktive spillere, som vi kan få meget ud af at arbejde sammen med i den grønne omstilling.