Brud på generationskontrakten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er unge under uddannelse og landets seniorer, der er udset til at betale en stor del af prisen for regeringens 2025-plan. Det er konstateringen, efter at vi har tygget os igennem både 2025-planen og Venstres udkast til finansloven.

I Danmark har vi ellers en stærk tradition for at støtte borgere i de perioder af deres liv, hvor de har mest behov for det. Når unge har behov for støtte til at uddanne sig, hjælper ældre generationer ved – gennem skatten – at betale til uddannelse, så studerende kan koncentrere sig om deres studier. Når de samme unge er færdiguddannede, sørger de for, at ældre, der engang hjalp dem gennem deres uddannelse, kan få lov til at gå på pension og nyde deres otium.

Denne generationskontrakt er med til at sørge for et sammenhængende samfund, hvor den enkelte kan få støtte i de faser af sit liv, hvor det er nødvendigt. Med Venstres 2025-plan risikerer vi at stå overfor et brud med generationskontrakten.

Vi forstår ikke, hvorfor regeringen nu foreslår at gøre op med mange årtiers generationskontrakt til fordel for at skrabe penge sammen til topskattelettelser. Vi forstår ikke den logik, der bliver sat op. Og vi forstår heller ikke resultatet.

Vi ved, at seniorer i dag arbejder langt ud over pensionsalderen, hvis de kan. Vi ved, at unge knokler for at dygtiggøre sig overalt i uddannelsessystemet, så de kan bidrage til samfundet, når de er færdige. Vi ved, at unge og ældre hjælper hinanden hen over generationerne, både økonomisk og socialt.

Derfor har seniorerne under ingen omstændigheder tænkt sig at efterlade en regning i børneværelset til yngre generationer, ligesom de yngre generationer ikke har interesse i at forringe pensionsmulighederne for de ældre generationer, tværtimod.

Vi står sammen

Vi er ikke i tvivl om, at der er råd til velfærd gennem hele livet. Det handler om at ville prioritere det. Der er ingen økonomisk begrundelse for at hæve pensionsalderen eller skære i SU’en. Når vi står overfor valget mellem topskattelettelser eller velfærd, vælger vi velfærd.

Der ligger en gave til de kommende generationer i form af god økonomi, som ældre bidrager aktivt til. Fordi vi bekymrer os om samfundet og for børn og børnebørn her og nu, men også om 10, 20 og 50 år. Og der er en ansvarstagen for at sikre et stærkt samfund i fremtiden, som elever og studerende bidrager til, når de uddanner sig. Så lad være med at tale om, at der ikke er råd til værdig velfærd gennem hele livet. Det er der i vores regnestykke. Lad være med at tale, som om der finder en generationskamp sted. Det gør der ikke. Tværtimod står vi sammen om at sikre et stærkt samfund.