Der er ingen forskel på pædagoger og lærere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark betyder uddannelse meget. Hvis du er uddannet lægesekretær, må du ikke udføre sygeplejerskens job. Du må heller ikke udføre elinstallationer, medmindre du er elektriker. Vores tiltro til værdien af uddannelse er stor. Men troen er også paradoksal. For en videregående uddannelse på to-seks år er ikke meget sammenlignet med et arbejdsliv på 40 år.

Med andre ord, uddannelse fylder relativt lidt i en almindelig professionel karriere.

Paradokset hænger formentlig sammen med en forestilling om, at man primært lærer, når man er under uddannelse. Denne tanke kan dog hurtigt afvises. Ofte oplever mennesker, at de netop lærer, når de bliver udfordret i arbejdslivet. I sociologien og psykologien fremhæves det med begrebet ”livslang læring”, at kompetenceudvikling pågår hele tiden i uformelle såvel som formelle rammer.

Indenfor læringsteori udvikles modeller, der beskriver læring som noget, der primært foregår i praksisfællesskaber, fx på jobbet. Desuden kender de fleste eksempler på medarbejdere, som er dygtige, selv om de ikke har den formelle uddannelsesbaggrund.

Unikke kompetencer tydeliggøres

Med jævne mellemrum opstår konflikter, hvor forskellige fag og professioner ønsker at tydeliggøre egne unikke kompetencer. Efter skolereformen er pædagogerne pludselig blevet sat ind i en ny rolle i skolen som den primære varetager af den understøttende undervisning. Dette betyder, at sfo-pædagoger er rykket ind foran tavlen i skoleklassen. Siden har pædagogerne måttet kæmpe for at finde deres egne ben at stå på.

Fx har pædagogernes fagforening BUPL været meget aktive i forhold til at beskrive de specifikke kompetencer, som skolepædagogen kan bidrage med i forhold til relationer, dannelse, kreativitet m.m. I tråd hermed bliver det ofte understreget, at pædagoger ikke bør være ”minilærere” eller ”læreassistenter”. Pædagoger bør derimod definere egen unikke rolle.

Absurd diskussion

Den skitserede diskussion indeholder selvfølgelig væsentlige perspektiver. Lærerne og pædagogerne repræsenterer forskellige traditioner, og de to professioner kan berige hinanden på adskillige måder. Men diskussionen er også på mange måder absurd. Lærerne og pædagogerne er jo ret ens. Deres uddannelse er af samme varighed og indeholder flere af de samme elementer.

Begge uddannelser har at gøre med børn, didaktik, læring, pædagogik, leg, læringsmiljøer osv. Og så er de begge placeret i det samme faglige miljø og med det samme mål. Nemlig at støtte op om folkeskolens formål om børns læring og udvikling.

I stedet for at være optaget af forskelle mellem professioner bør pædagoger og lærere være optaget af børnene. Det er underordnet, hvem der har hvilke uddannelser. Alle er forskellige. Den ene pædagog er forskellig fra den anden. Den ene lærer er forskellig fra den anden.

Nødvendigt at flytte sig

Folk er meget mere end den uddannelse, som de bringer med sig. Og både lærere og pædagoger kan udvikle sig i alsidige retninger. Enten fordi de selv har interesse for det. Eller simpelthen fordi det er nødvendigt at flytte sig i forhold til de krav, skolereformen eller samfundet i almindelighed opstiller.

Hvis en pædagog ønsker at undervise i matematik, så kan hun selvfølgelig tilegne sig de relevante kompetencer. Hun kan læse bøger om matematik. Hun kan deltage i det faglige fællesskab vedr. matematik på skolen. Hun kan søge viden på online undervisningsplatforme. Tilsvarende kan en lærer naturligvis blive ekspert på relationer, dannelse, gruppedynamikker m.m.

Der er masser af veje til kompetencer. Uddannelse er blot en af dem. Og det er hæmmende både for skoler, organisationer og menneskers udviklingspotentiale at kategorisere medarbejdere alene efter formel uddannelsesbaggrund. Og dette gælder i øvrigt for os alle og ikke blot for pædagoger og lærere.