Kultur – et fremmedord for min generation

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er selv en del af den generation, der betegnes som Danmarks fremtid. Og jeg er ked af det, men jeg må desværre meddele, at denne fremtid ser uhyre sort ud.

Fædrelandskærlighed og national identitet er fremmedord for min generation. Vi er opvokset uden en forældregeneration, der har videregivet almen dannelse, fordi den har haft så travlt med sig selv.

Alt for få af os har oplevet at blive taget i teatret eller på museum af vores forældre. Vores egen historie og kultur er fremmed for os. Derfor har vi taget sagerne i egen hånd, og som forventeligt er det ikke gået særlig godt.

I stedet for ”Matador” har vi set en ny serie på Netflix, i stedet for at tage en af klassikerne ned fra reolen har vi købt et blad i kiosken. Nævner man Krøyer, vil mange unge kigge fortvivlede på én og spørge, om det er en ny popstjerne på Spotify, som de burde kende. Hvorefter deres interesse vil forsvinde øjeblikkeligt, da vi begynder at snakke om Skagensmalerne. Min generation er blevet så frygtelig amerikaniseret og kender mere til kulturen på den anden side af Atlanterhavet end vores egen. Det er sket i manglen på rollemodeller – vores forældre har svigtet os.

Kultur og traditioner udefra

Og nu, lige præcis nu, oplever vi de kolossalt store konsekvenser, det kommer til at få, ikke kun for os selv, men for hele vores samfund. For det strømmer ind med migranter og flygtninge til Danmark, og disse medbringer i kufferten naturligvis deres egen kultur og traditioner, som langt fra minder om vores egne. Deres børn har et langt større kendskab til deres egen kultur, og vi står ikke en chance mod dem.

De vil overtrumfe os, for vi evner ikke at stå fast og forsvare det Danmark, vi kender, for vi kender det ikke engang.

Der er adskillige historiske eksempler på, at når man skal knække et folk, er det bedste våben at fratage dem deres historie og viden, for så ved de slet ikke, at de bliver undertrykt. Ikke at kende sin historie og kultur er dødsensfarligt, og vi er i fare for meget snart at ende der.

I en eksistentiel krise

Når folket ikke kan løfte opgaven selv, vender man sin opmærksomhed mod samfundets magthavere i håb om, at disse kan give en hjælpende hånd. I vores tilfælde må vi desværre vente forgæves på hjælp, for vores politikere forstår ikke situationens alvor og ved garanteret slet ikke, at vi de facto befinder os som land i en eksistentiel krise.

Det ansvarlige ministerium, Kulturministeriet, er blevet til endestationen for levebrødspolitikere, der er udtømte for visioner. I stedet for at beskæftige sig med de skønne kulturinstitutioner, vi har i dette land, er vor kære kulturminister ved at afvikle kulturen. Den betragtes som en ligegyldig udgift, der lige så godt kan spares væk på finansloven.

Ministeren har sendt kulturen på slankekur.

Man skulle frygte, at gode gamle Bertel Haarder har forglemt, at en muse er smukkest, når hun har former, og ikke når hun kan forveksles med en teenagepige, der lider af anoreksi.

Børnebibler og morgensalmer

Vi befinder os ved en skillevej. Vi kan nå at gøre det godt igen, men vi skal handle hurtigt. Vi skal begynde fra bunden – den kulturelle arv skal gives videre til de næste generationer.

Et af de vigtigste elementer ved vores kultur er, at vi er et kristent land, det skal vi ikke glemme. Derfor ville børnebibler i børnehaven, obligatorisk kristendomsundervisning og morgensalmer i folkeskolen være en naturlig ting. Kunst og musik spiller også en stor rolle, alle børn i Danmark burde lære at spille et instrument. Det kræver, at folkeskolerne får et samarbejde med de lokale musikskoler.

Inspiration fra Italien

Et andet godt initiativ ville være at hente inspiration fra Italien, hvor alle unge får en check, som de kan bruge på kulturelle oplevelser, der vil berige dem med en forståelse for æstetikken.

Sidst, men ikke mindst burde vi tredoble kulturbudgettet, men samtidig have en minister, der er villig til at styre, at pengene bliver brugt på finkultur og ikke et intetsigende program på DR3, som i øvrigt burde lukkes.