Den frie kunstner

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jyllands-Postens leder 16/2 begræder fraværet af ”et bud på en egentlig borgerlig kultur” og skriver bl.a.: »med udbygningen af velfærdsstaten og oprettelsen af en statslig kulturpolitik med kunststøtte er staten også blevet kunstnerens bedste ven, mens markedet ses som noget ondt og brutalt. En venstreorienteret kulturelite på støtten har defineret, hvad der er god og dårlig kunst. Men det har den også kun kunnet gøre, fordi den ikke er blevet modsagt. De borgerlige har overladt dem scenen«.

Lederskribenten må leve i et fordums årti. For aldrig har kulturen været mere markedsorienteret, og kunst og underholdning været tættere slyngveninder. Kunstnerne er iværksættere som aldrig før, og kunstens berettigelse bliver talt ind i en kommerciel ramme som aldrig før. Jeg har svært ved at få øje på en magtfuld venstreorienteret kulturelite, der sidder på det hele. Eller at en særlig type af borgerlige og markedsglade kunstnere ikke kan udfolde sig.

Til gengæld er der grund til at minde om noget langt vigtigere, nemlig at et frit samfund sikrer en fri presse og ytringsfrihed (hvilket jeg også har indtryk af, ligger Jyllands-Posten meget på sinde). Et frit samfund sikrer frie kunstneres ret og muligheder. Og det frie samfunds politikere og magthavere blander sig udenom, hvilke værker de frie kunstnere fremstiller. Sidst, men ikke mindst: Det frie samfund giver også plads til folk, der måtte kalde sig henholdsvis socialistiske eller borgerlige kunstnere og lader dem brøle løs.

Det, som for alvor bør bekymre den frie presse i dette land, er, at der er stærke politiske kræfter, som ønsker mere kontrol med medier og kultur. Kræfter, som sidder på den reelle politiske magt og kan afgøre skæbnen for kulturen, kunsten og medierne.