*

Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Blasfemiparagraf beskytter de stærke, racismeparagraf de svage

Racismeparagraffens ærinde understøtter det grundlæggende ærinde for ytringsfriheden, hvorimod man med rette kan sige, at blasfemiparagraffen underminerer den.

Efter attentatet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015 lagde mange mennesker i sympati med ofrene blomster m.m. tæt på den daværende indgang til Charlie Hebdo. Arkivfoto: Remy de la Mauviniere/AP

I disse dage er det et år siden, vi under tragiske omstændigheder pludselig alle var Charlie. Satiremagasinet Charlie Hebdo var på bestialsk vis blevet skudt i sænk og skulle rejse sig igen. Angriberne råbte angiveligt »Allahu akbar« (Gud er stor) under skyderiet, og hændelsen er derfor ofte blevet tolket som religiøst motiveret.

Charlie Hebdo er kendte for at parodiere alle autoriteter – herunder også de religiøse. Vi fik med andre ord genopvækket en århundrede gammel diskussion af forholdet mellem ytringsfrihed og religion.

I dansk lovgivning har denne diskussion sit juridiske hjem i blasfemiparagraffen (der siger, at det er ulovligt at håne gud) og racismeparagraffen (der siger, at det er ulovligt at håne de troende). I diskussioner af den danske ytringsfrihed bliver disse to paragraffer ofte angrebet under ét som et utilstedeligt levn fra en mørk fortid, hvor religion fik lov til at stå i vejen for den oplyste samtale.

Mere magt end de fleste

Jeg vil gerne være med til at diskutere den konkrete udformning af de to paragraffer. Men jeg vil også gerne slå til lyd for, at de i forhold til det grundlæggende ærinde med ytringsfriheden spiller væsensforskellige roller. Racismeparagraffens ærinde understøtter det grundlæggende ærinde for ytringsfriheden, hvorimod man med rette kan sige, at blasfemiparagraffen underminerer den.

For at se dette må vi minde os selv om, hvad det egentlig er, vi skal med ytringsfriheden. Ytringsfriheden er født til at afbalancere et demokratisk underskud i det repræsentative demokrati. Demokrati handler om, at folket skal styre samfundet, men for at blive praktisk håndterbart er man som regel nødt til at vælge nogle repræsentanter, som tildeles særlige beføjelser.

De får med andre ord mere magt end de fleste. For at undgå, at de misbruger deres magt, har vi dels indført en magtdeling mellem de lovgivende, dømmende og udøvende magthavere. Dels har vi indført ytringsfriheden.

Magthavere skal stækkes

Ytringsfrihedens rolle er her at fratage magthaverne noget magt. I sin rene form handler ytringsfriheden om, at vi skal have en offentlighed, hvor alle tør udfordre hinanden. Det er naturligvis altid lidt farligt at udfordre andre, for det er ikke sikkert, det altid bliver taget vel imod.

Særligt farligt er det imidlertid, hvis man udfordrer de stærkeste i samfundet – magthaverne. Og magthaverne er jo netop altid stærkere end alle andre. Derfor er det særlig påkrævet, at vi lovgivningsmæssigt sikrer, at netop magthaverne ikke må forhindre andre i at sige deres mening.

Ser vi på de forskellige lovmæssige formuleringer af ytringsfriheden, er det netop også altid magthavernes eller det offentliges rolle i forhold til offentligheden, der lovgives om. I forhold til lovgivningen må jeg gerne censurere mine børn, min chef må gerne fyre mig, hvis jeg siger noget, han ikke bryder sig om, Apple må gerne slette billeder af letpåklædte 1970’er hippier, osv.

Må tåle latterliggørelse

Tre måneder inden angrebet på Charlie Hebdo modtog bladet Lars Vilks-komitéens frihedspris, og i den anledning holdt Gérard Biard en tale med overskriften “Demokrati forudsætter blasfemi”. Her argumenterer han overbevisende for, at retten til at ytre sig blasfemisk ligger i forlængelse af ytringsfriheden.

Han tolker det guddommelige bredt som ”magten”. Hvis Gud findes, må vi naturligvis antage, at han/hun/den har magten. Blasfemi handler derfor om, at den eller dem, der har magten, bliver gjort til grin. Og hvis magthaveren er stærk nok – altså er magthaver med rette – vil magthaveren også kunne tåle latterliggørelsen. Vi får med andre ord den stærkeste magthaver, hvis magthaveren tåler at blive latterliggjort.

Spørgsmålet er imidlertid, om vi kan sige det samme om racismeparagraffen. Og her vil jeg hævde, at vi bør overveje, om den ikke tværtimod bedst tænkes lige modsat: Meningen med racismeparagraffen er jo netop at beskytte racer, trosretninger, etniske grupper osv., der er i mindretal mod offentlig forhånelse.

Begrænsning og styrkelse

Hvorfor er det vigtigt at beskytte mindretallene mod sådan en forhånelse? Det er det, fordi ellers risikerer vi, at deres stemme i offentligheden delegitimeres i en sådan grad, at de faktisk mister deres offentlige stemme.

Hvis det blev legitimt systematisk at italesætte homoseksuelle som psykisk syge, muslimer som dumme analfabeter eller afrikanere som halvaber, så ville de pågældende borgere ikke længere have en legitim stemme i den demokratiske offentlighed. Og så har vi jo først et demokratisk problem.

Racismeparagraffen handler altså om demokratisk mindretalsbeskyttelse. Den handler om, at de stærkeste stemmer i offentligheden begrænses en lille smule i deres ytringsfrihed (og det overlever de såmænd nok) for at sikre, at svagere stemmer stadig kan blive hørt. Og herved forstærker vi faktisk ytringsfriheden ved at begrænse den.

Den 14. januar udkommer Ejvind Hansens bog “Kugleregn møder kuglepen” på Forlaget Philosophia.
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Fem borgerlige pejlemærker for fremtiden København

Jens-Kristian Lütken
Efter 100 år med Socialdemokratiet ved magten i København er der brug for forandring og nytænkning

Blog: Venstre skærer i velfærden og lyver om det

Christian Rabjerg Madsen
Da Socialdemokratiet i 2015 advarede om, at Venstre ville skære velfærden, afviste V-borgmestrene det som en skræmmekampagne. I dag kan vi desværre konstatere, at Socialdemokratiet fik ret. Venstre har skåret dybt i velfærden.

Blog: Det er bedre med slap penis

Lars Boje Mathiesen
Magtmisbrug og sexchikane er alvorligt. Det må Alternativet forholde sig til - partinavn eller ej.

Debat: Mere fælles udenrigspolitik gennem EU

Alexander Lemche, jurastuderende ved Københavns Universitet, København K
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her