Flygtningekonventionen er en trussel mod vestlig kultur

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I et demokratisk samfund tilpasser man lovgivningen efter samfundets udvikling og behov, og man lader flertallets stemme være afgørende i en åben og fri debat.

Danmark tiltrådte i 1954 FN’s flygtningekonvention, som sikrede flygtninge i Europa efter Anden Verdenskrig visse rettigheder. Som al anden lovgivning er konventionen et regelsæt til løsning af kendte eksisterende problemer. Tiden går, tiderne og problemerne ændres.

Men på visse områder er denne demokratiske proces hæmmet af, at stærke kræfter har et nærmest religiøst forhold til internationale konventioner og aftaler, selv om disse er skabt under helt andre forhold, og selv om flertallet af de kontraherende parter langtfra lever op til de aftalte vilkår.

Dette gælder i særdeleshed flygtningekonventionen.

Verdenskrigens kaos i Europa skabte problemer af en ganske anden karakter end sammenbruddet af de muslimske stater på stribe. Næppe mange i Europa var i tvivl om, hvorvidt migrationen dengang var af en karakter, hvor flygtningestatus var åbenbar rimelig. Der var heller ikke tvivl om, at den overvejende del af flygtningene i deres hjerter ønskede at vende tilbage til deres hjemstavn og deres land, så snart muligheden var til stede.

Fælles kulturel baggrund

Endvidere bar alle flygtninge på en fælles europæisk, kristen kultur, forskellighederne i nationalitet og sprog til trods. Det bevirkede, at både flygtninge og modtagerlande accepterede staten som værende legitim udøver af magt med monopol på lovlig magtanvendelse; at man accepterede loven som menneskenes lov og ikke som Guds lov, og at man havde en korruptionsfri retsstat som ideal.

Sådan er det ikke i dag. Staterne i den muslimske verden bryder netop sammen, fordi de ikke har en fælles referenceramme om et statssystem.

Utallige grupper bekriger hinanden og hævder at repræsentere en højere, guddommelig retfærdighed.

Erfaringerne har vist, at migranter fra dette område ved deres antal og deres kultur er en så voldsom byrde for vores samfund, at vi på sigt må forudse vores egen undergang som demokratisk velfærdsstat. Selv om skatterne stiger og stiger, resulterer det ikke i forbedringer for den enkelte borger, for vores migranter er overvejende på forsørgelse, og dermed skal støtten til trængende fordeles til langt flere.

De er overvældende repræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Og en meget stor del af dem sætter religiøse love over demokratisk vedtaget lovgivning. Med andre ord er de antidemokrater.

Vi kan ikke lade vores samfund forgå af angst for kritik fra grupper, der mener, at visse problemer er løst for evigt og ikke bør underkastes folkets og demokratiets vurdering.

Brug de vundne erfaringer

Enhver statsforordning, lovgivning eller konvention må tilpasses den aktuelle virkelighed.

Vi skal inddrage vundne erfaringer og diskutere fordomsfrit, hvis demokratiet skal leve og fungere.

Al erfaring fra de seneste årtiers migrationsvandringer tyder på, at flygtningekonventionen vil blive undergangen for den vestlige kultur og for vores frie og åbne samfund, hvis ikke vi udtræder.

At sætte konventioner over folkets vilje og holde dem evige, hellige og uforanderlige er udemokratisk.