Reelle anerkendelser af Palæstina

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Torsdag, indleder Folketinget den længe ventede debat om Palæstina og en mulig dansk anerkendelse af Palæstina. De seneste uger har budt på positive tilkendegivelser og reelle anerkendelser af Palæstina fra Sverige, England, Frankrig, Spanien, Belgien m.fl. Palæstina er i forvejen anerkendt af samtlige tidligere østlande. En beslutning, der i sin tid blev taget af den samlede østblok i kølvandet på, at palæstinenserne fik udråbt Palæstina som en stat 15/11 1988.

På verdensplan er det over 130 lande, der har anerkendt Palæstina som en stat. Herunder størsteparten af de europæiske lande. Inden længe skal det australske parlament ligeledes drøfte anerkendelsen af Palæstina, efter at en meningsmåling viste, at 57 pct. af australierne går ind for en anerkendelse af Palæstina.

Tallet stemmer overens med tallene fra stort set samtlige lande i Vesteuropa – herunder Danmark.

I de lande, hvor en anerkendelse endnu ikke er kommet på tale, har det været et vigtigt valgtema i de nationale parlamentsvalg. Sådan bliver det i Danmark, når vi senest til september skal til stemmeurnerne. Vi risikerer, at Danmark ender med at stå alene sammen med en håndfuld lande i og uden for EU, der endnu ikke har anerkendt Palæstina.

De færreste kan være i tvivl om, at siden ”fredsprocessen” mellem palæstinenserne og israelerne blev indledt i starten af 1990’erne – netop på baggrund af det palæstinensiske fredsinitiativ i 1988 og godt hjulpet af udviklingen i Mellemøsten efter den første golfkrig i 1990/1991 – så er de palæstinensiske områder skrumpet betragteligt for hvert år, i takt med at Israel har flyttet flere og flere af egne borgere til den besatte Vestbred.

En streg i sandet

Ingen kan længere være i tvivl om, at Israel vælger alene at ”forhandle” for at udvide og bygge nye bosættelser, og at målet på ingen måde er en tostatsløsning.

For siden ”fredsprocessens” start i 1993 er antallet af bosætterne vokset markant. Fra 140.000 bosættere på den besatte Vestbred siden besættelsen i 1967 og frem til 1993 er Vestbredden nu bosat/besat af intet mindre end 638.000 bosættere – hver eneste af dem er der ulovligt vel at mærke. Det gavner ikke freden og resulterer i, at konflikten optrappes konstant, som det er sket i årets løb og særligt sommerens israelske overgreb mod Gaza.

Det internationale samfund er frustreret over den israelske regerings konstante kontra-fred-linje, og særligt EU er nødt til at trække en streg i sandet over for Israel.