Spørgsmål fra professoren
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er langt mellem snapsene i mellemøstdebatten, hvor medier og politikere i Danmark og EU i stigende omfang gør Israel eneansvarlig for en manglende fredsaftale mellem Israel og palæstinaaraberne og udeblivelsen af palæstinastat nummer to.
Palæstinastat nummer ét er Jordan med ca. 70 pct. palæstinensere af den samlede befolkning. Professor Bent Jensens kronik (JP 24/11), der med flere spørgsmål udfordrer udenrigsminister Martin Lidegaard i dennes syn på konflikten, er en efterhånden sjælden, men glædelig undtagelse.
Men kan BJ få ML, hvis syn på konflikten har afsæt i de synspunkter, som visse dele af den israelske venstrefløj gennem protegéer i Israel og i Danmark har kolporteret til Danmark og EU, således som disse kommer til udtryk i visse medier og politiske partier, ud af busken? For ML’s ministertaburet og regeringens chef har flere gange stået i vejen for det, han egentlig har lyst til at sige og gøre. BJ kommer vidt omkring, også gasforekomster og Israels samarbejde med Cypern og Grækenland på dette område berøres, men i betragtning af hans præcise skildring af mellemøstkonfliktens virkelighed savnes få væsentlige spørgsmål.
Venter på en tostatsløsning
Israel har ventet på en tostatsløsning i årtier. Har dødsklokkerne for denne ikke ringet for længe siden? Er israelske bosættelser ikke et nødvendigt svar på palæstinensisk nej til Israels ret til at eksistere som jødisk stat og krav om jødefri zoner?
I dagens mellemøstdebat gemmer der sig en frygt for åbent at støtte israelske bosættelser og et jødisk defineret Israel med lige ret for alle borgere bestående af Israel og Vestbredden – eller er det, fordi synspunktet ties ihjel af medierne?
I relation til BJ’s berøring af israelsk-cypriotiske relationer er det ærgerligt, at BJ ikke fandt plads til at konfrontere ML med hans passivitet i forhold til Erdogans afvisning af, på linje med sine forgængere, at opgive Tyrkiets, i forhold til Garantierklæringen fra 1959, ulovlige besættelse af 37 pct. af cypriotisk territorium, som fandt sted syv år efter Seksdageskrigen, samt at tilbagekalde anerkendelsen af den såkaldte Tyrkiske Republik Nordcypern fra 1983.
Hvordan kan ML tale om handelssanktioner mod Israel uden at gøre det mod Tyrkiet? ML har et troværdighedsproblem. Det er tankevækkende, at jeg efter atter nogle uger i Israel og på Cypern, hvor jeg tidligere har været udstationeret i to år, møder holdninger og synspunkter, der aflejres i debatten i Israel og på Cypern, men som ikke eller kun sjældent ser dagens lys i debatten i Danmark. Er der tale om en videnskløft eller meningsmanagement?