Kronik: Den illoyale gesandt i Moskva

I december 1942 optrevlede den tyske besættelsesmagt i Danmark modstandsorganisationen "Frit Danmark", der udgav en illegal avis af samme navn. Organisationens hovedmænd var den konservative toppolitiker Christmas Møller, samt formanden for det dengang illegale Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Aksel Larsen. Sidstnævnte var blevet anholdt nogle uger forinden, mens Møller i maj 1942 var flygtet til England. Blandt de tilbageværende medlemmer af "Frit Danmark", der blev arresteret i december 1942, var biblioteksdirektør Thomas Døssing, der var en arg modstander af samarbejdspolitikken. Han blev i foråret 1943 idømt fire måneders fængsel, der gik lige op med varetægtsarresten. Herefter tilbragte han godt et år i husarrest i sit eget hjem, indtil han i april 1944 blev opsøgt af modstandsmanden Frode Jakobsen, der var et fremtrædende medlem af Frihedsrådet. Jakobsen henviste til, at den danske regering i juni 1941 efter tysk krav havde afbrudt den diplomatiske forbindelse med Sovjetunionen og fortalte, at Moskva muligvis ville anerkende Frihedsrådet og modtage en gesandt for Rådet i Moskva. Herefter spurgte han, om Døssing i givet fald ville være rede til at påtage sig hvervet som Frihedsrådets diplomatiske repræsentant i Moskva, hvilket Døssing bekræftede. Døssing forlod Danmark under den københavnske folkestrejke i sommeren 1944, og ankom til Moskva i slutningen af juli samme år.

Efter nogle måneders isoleret ophold i den sovjetiske hovedstad, gik det i januar 1945 så småt op for Døssing, at den dybe grøft mellem Frihedsrådet og politikerne, der havde været så tydelig, da han forlod Danmark, ikke længere var så dyb endda. Det forhold, at der gennem efteråret 1944 var sket en tilnærmelse og forsoning mellem Frihedsrådet og politikerne, blev helt klart for Døssing, da han i februar-marts 1945 opholdt sig i Stockholm. Her talte han bl.a. med DKP's næstformand og de facto leder, Alfred Jensen, der var udsendt af Frihedsrådet. Døssing opfattede forhandlingerne mellem Rådet og politikerne som en dolk i ryggen på modstandsbevægelsen og forsøgte forgæves at presse sin hårde konfrontationslinje igennem. Døssing ville have en kommunistisk domineret overgangsregering, men han var end ikke i stand til at overtale Alfred Jensen. Døssing måtte derfor rejse til Moskva med uforrettet sag.

Som repræsentant for Frihedsrådet var det hans opgave loyalt at følge og administrere Rådets beslutninger, men Døssing nægtede pure at følge disse spilleregler. Han ville ikke anerkende, at han som diplomat ikke kunne være politiker på samme tid. Dette forhold havde gjort sig gældende lige fra dag et i Moskva, men det brød ud i lys lue i det tidlige forår 1945, da en frustreret Døssing forlod Stockholm. Han var fast besluttet på at påvirke udviklingen i Danmark i den sovjetisk orienterede retning, han mente var den rigtige. I de følgende uger, frem til slutningen af april 1945, blev Døssing stadig mere forbitret over udsigten til, at de gamle politikere, med britisk støtte, igen ville sætte sig på magten i Danmark. 26/4 skrev han derfor et referat af en fiktiv samtale med den sovjetiske viceudenrigskommissær, Vladimir Dekanozov, der angiveligt havde sagt, at Sovjetunionen var utilfreds med udviklingen i Danmark. Samtalen fandt imidlertid aldrig sted, hvilket vil sige, at Døssings referat var det rene opspind. Handlingen var ikke alene et udtryk for, hvor desperat Døssing nu var blevet, men også i høj grad for den dybe illoyalitet, hvormed han bestred posten som Frihedsrådets gesandt i Sovjetunionen. 5/5 1945 blev Rådet en del af befrielsesregeringen, der som en af sine første opgaver stod over for at genoprette den brudte diplomatiske forbindelse med Sovjetunionen. Døssing førte i Moskva en hård linje mod sin egen regering, idet han pressede på for, at Sovjetunionen blandt andet skulle forlange en officiel dansk fordømmelse af bruddet i 1941. Den krasbørstige gesandt blev imidlertid underkendt fra højeste sovjetiske sted, da Moskva uden nogen betingelser accepterede at genoptage forbindelsen med Danmark.

I slutningen af maj 1945 vendte Døssing tilbage til Danmark. På dette tidspunkt havde Bornholm været besat af sovjetiske tropper i godt tre uger, og den danske presse var derfor ivrig efter at høre, hvad Døssing havde at sige om sagen. Han afviste imidlertid pure, at der overhovedet var noget problem i, at Sovjetunionen havde besat Bornholm. Resten af Danmark var jo også besat af de allierede, sagde han med henvisning til de britiske besættelsesstyrker i resten af landet. Bortset fra kommunisterne i Moskvas nyligt genåbnede danske filial, DKP, var Døssing formentlig den eneste dansker, der mente, at det ikke gjorde nogen som helst forskel, om briterne var kommet først til Bornholm - hvad de i øvrigt sagtens kunne have gjort.

Den røde stjerne fra øst stod højt på himlen i det nyligt befriede Danmark, og Stalin og Sovjetunionen var populære som aldrig før. Naiviteten var dog ikke isoleret til DKP, men rakte langt ind i borgerlige rækker, og adskillige konservative toppolitikere gik i foråret og sommeren 1945 bodsgang over for Sovjetunionen. Ikke overraskende var Døssing også at finde blandt dem, der ikke kunne, eller ikke ville, gennemskue virkeligheden i den sovjetiske politistat. Allerede et par dage efter sin hjemkomst 2/6 1945 holdt Døssing således et pressemøde i Udenrigsministeriet. Han gav ved denne lejlighed udtryk for den dybe naivitet, der prægede hans opfattelse af forholdene i Sovjetunionen. Moskva var ifølge Døssing stort set uberørt af krigen, indbyggerne var raske og velnærede, og der var absolut ingen nød. Døssing omtalte begejstret "den pragtfulde Metro" i Moskva og understregede, at russerne først og fremmest ønskede fred - og gerne en evig fred. Derfor måtte de sikre sig mod nye overfald, men alligevel krævede Moskva kun "rent russiske områder" i Polen. Døssing sluttede af med at understrege den fuldkomne religionsfrihed, der herskede i Rusland. Præsterne havde således takket Herren for, at Han havde skænket Rusland Stalin, berettede den godtroende danske gesandt.

I et radioforedrag 20/6 fortalte Døssing igen om sine indtryk fra opholdet i Sovjetunionen. Han var meget imponeret over de store kollektiver, »hvis marker var så rene, at han som dansker (næsten) savnede tidslerne i de danske marker«. Sovjetunionen var en demokratisk stat, ingen sultede, alle havde masser af penge, studenterne fik løn af staten, og der var ingen prostitution, fortsatte Døssing, der, åbenbart på baggrund af egen erfaring, dernæst udtalte, at enhver, der havde været i Sovjetunionen, havde oplevet, hvor svært det var at få andre til at tro på det, man havde set. Især var det svært at overbevise andre om, at der var trosfrihed i Sovjetunionen, mente Døssing. Værten indvendte spagfærdigt, at staten da havde konfiskeret kirkens gods efter revolutionen. Det bekræftede Døssing og bemærkede, at det samme var sket i Danmark. Efter reformationen måtte munkene og nonnerne således »ud i næringslivet«, sagde Døssing. Værten forsøgte sig herefter med en ny indvending, nemlig, at der dog var antireligiøs propaganda i Sovjetunionen. Den gamle folkeoplysningsmand fejede imidlertid denne indvending af bordet og fik samtidig det sidste ord, da han udtalte: »Ja det er der, ellers var der ingen Trosfrihed«.

I propagandaskriftet "Sovjetunionen paa Fredens Tærskel" betegnede Døssing de tvangskollektiviserede landbrug som "andelsgodser" og "landsbyer med fællesdrift", og påstod også, at de fattige sovjetiske bønder »svømmede i penge«.

Døssing var så ivrig i sin lovprisning af Stalin og Sovjetunionen, at hans egen udenrigsminister, Christmas Møller, i sommeren 1945 kaldte ham til orden.

I slutningen af juni rejste Døssing til Moskva, hvor han opholdt sig frem til begyndelsen af oktober 1945. På dette tidspunkt tog han tilbage til Danmark for at deltage i valgkampen, idet han havde accepteret at stille op for DKP i Haderslev. Det var et historisk øjeblik. For første - og hidtil eneste gang stillede en højtstående embedsmand i udenrigstjenesten op til et folketingsvalg; oven i købet for DKP, der efter de danske nazisters deroute havde genindtaget pladsen som landets mest ekstremistiske parti. Straks efter landingen blev Døssing interviewet af en journalist fra DKP's organ, Land og Folk, og sagde blandt andet, at man i Sovjetunionen så med udpræget modvilje på det forhold, at enhedsforhandlingerne mellem Socialdemokratiet og DKP foreløbig var standset. Journalisten spurgte herefter, om "man" betød sovjetiske regeringskredse, hvilket Døssing bekræftede.

På trods af den tydelige tilkendegivelse af Moskvas interesse i dansk indenrigspolitik, var der faktisk ingen politikere, der reagerede på udtalelsen før 27/10 1945, tre dage før valgdagen. I et interview i Jyllands-Posten blev den socialdemokratiske socialminister Hans Hedtoft foreholdt Døssings nu tre uger gamle udtalelse. Ministeren mente, at det måtte være en misforståelse. »Døssing er jo Danmarks gesandt i Rusland og ikke det omvendte!« Hedtoft slog fast, at det selvfølgelig ikke faldt den russiske regering ind at blande sig i danske partiforhold, endsige ytre sig derom til en dansk gesandt. »Sligt gjorde Renthe-Fink, da vi var tysk besat, men nu er vi et frit land,« sagde Hedtoft med henvisning til den tidligere tyske gesandt i Danmark, Cecil von Renthe-Fink. Døssing fastholdt imidlertid, at der ikke var tale om nogen misforståelse, hvilket dog var i lodret modstrid med sandheden; Moskva havde nemlig slet ikke rejst spørgsmålet om enhedsforhandlingerne over for Døssing. Gesandten, der var vandt til at præsentere sine egne holdninger som Moskvas, holdt sig altså heller ikke tilbage i så henseende under valgkampen. På valgdagen 30/10 måtte Døssing imidlertid erkende, at den medvind der blev DKP til del, ikke nåede til Haderslev. Han blev ikke valgt og rejste i december tilbage til Moskva - nu som gesandt for regeringen Knud Kristensen, som han også optrådte illoyalt over for.

Døssing blev gang på gang ført på afveje af sit stærke temperament og sin forbitrelse over samarbejdspolitikken. Hans groteske skønmalerier af Sovjetunionen vidner om hans naive opfattelse af den store politistat. Han nægtede at affinde sig med diplomatens rolle som repræsentant for sit lands regering. Døssing var ikke alene en naiv, men også en inkompetent gesandt, der til al overflod optrådte groft illoyalt over for både Frihedsrådet, befrielsesregeringen og regeringen Knud Kristensen. Han ville føre sin egen politik og førte derfor sine arbejdsgivere bag lyset. Mistanken i Danmark om, at Døssing ikke var loyal, var fuldt berettiget, men omvendt blev han hurtigt gennemskuet af Moskva, der opfattede ham som uklar, uovervejet og uigennemtænkt. Han blev flere gange underkendt af den sovjetiske regering; paradoksalt nok fordi han i alt for høj grad orienterede sig mod Sovjetunionen, som han opfattede som fremtidens land.

Historien om Thomas Døssings virke i Moskva er historien om den forkerte mand på den forkerte post, og han fremstår i virkeligheden som en tragisk, ja efterhånden nærmest patetisk, skikkelse. Han døde i april 1947, men på trods af sin egensindige optræden forblev han en parentes i dansk diplomatisk historie.

Jørgen Laustsen udgiver i morgen bogen "Den illoyale gesandt. Thomas Døssing i Moskva 1944 - 47" (Lindhardt og Ringhof)