Islamisk Stat, ondskaben og hadet til os selv

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da George Bush udråbte Irak, Iran og Nordkorea til ondskabens akse vægrede mange europæere sig. De synes nok, det var en lige lovlig firkantet retorik, for selvom regimerne måske ikke var helt pæne i kanten, er ’ondskab’ simpelthen for dramatisk. Det samme gælder, når europæere ser amerikanske film om helte, der oplever ufattelig modgang, men til sidste sejrer og alt ender godt. For amerikanerne er det fortællingen om det gode mod de onde. For europæerne er det plat. I en ægte europæisk film møder vi hverken de rigtigt gode eller de virkeligt onde, men til gengæld en masse tvetydighed og grå nuancer.

Det er ikke et tilfælde. I Europa ser vi os ofte gerne som værende ’hinsides godt og ondt’ (titlen på én af Nietzsches værker). At tale om det gode og det onde knyttes på vore breddegrader uløseligt sammen med kristendommen. I Nietzsches tilfælde er det da også netop denne kristne moral, han ønsker at gøre op med. Vi finder det samme opgør hos kommunister som Marx og andre materialistiske ateister. Bortforklaringen af ondskaben er et biprodukt af kampen mod kristendommen. I en nutidig kontekst taler folk ikke så meget om ondskab som et kristent fænomen – i stedet latterliggør man dem, der vover sig ud i en så ’svulstig’ eller ’mytologisk’ begrebsbrug. Hvilket er en underlig manøvre, al den stund, at størstedelen af menneskeheden (i hvert fald dem, der har fået deres snusfornuft korrumperet af ideologiserede humanistiske studier) helt af sig selv benytter begrebsparret god/ond til at forstå verden.

Det er alligevel let at forstå, hvorfor materialistiske ateister har det svært med eksistensen af ondskab. De reducerer mennesket til et dyr, og et dyr kan ikke rumme ondskab. Dyr er drevet af drifter, natur og egeninteresse. Ondskab kan ikke bare være egeninteresse. Før noget bliver ondt, kræver det en bevidst intention om at forvolde skade og smerte. Den materialistiske ateismes afvisning af det åndelige, bliver således også en afvisning af eksistensen af ondskab.

Sådanne materialister kan hverken forstå eller forklare et fænomen som Islamisk Stat. Her ser vi en vilje til menneskelig lidelse, som ikke kan bortforklares med profane hensyn. Deres uhyggelige had er drevet af noget rent åndeligt – en ideologi, et tankesæt. Den slags giver hovedbrud for de europæere, der fornægter ondskaben.

Hvis man ikke vil anerkende, at verden nogle gange er sort-hvid, kan man gøre som journalisten David Trads og give Vesten skylden. På sin facebookprofil skriver han, at det er vestlige handlinger som ydmygelsen af fanger i Abu Ghraib, der har avlet flere modbydeligheder. Herved bliver den idéhistoriske tradition for fornægtelse af ondskab til det kulturelle selvhads redskab – oikofobi som filosoffen Roger Scruton har døbt det. Trads er ikke helt dum her – det er i hvert fald en strategi, der er meget populær blandt lige dele occidentforskrækkede socialister og ditto islamister. Men noget kønt selskab er han ikke i.

Fortrængningen eller benægtelsen af af ondskabens eksistens har også den problematiske bieffekt, at det umuliggør bekæmpelse af det onde. Vi kan ikke handle kløgtigt og effektivt over for et fænomen, vi ikke tør at kalde ved dets rette navn. Hvis vi ikke forstår den grundlæggende vilje til død, der bevæger grupperinger som IS, forstår vi ikke, hvad, vi er oppe imod. Det er ikke bare geopolitik. Det er ikke bare spin eller strategi. Det er ønsket om død og menneskelig lidelse.