Europas fjender

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Studiet af tidsånder er så spændende, fordi de forandrer sig nogle gange så umærkeligt. Når vi står midt i en tidsånd, fylder den det hele og det er svært (og lidt farligt) at se ud over den sky af stemninger, følelser og ideer, som man befinder sig i. Tidsånden giver tryghed og sikkerhed. Når man befinder sig inde i tidsåndens boble, kan man uden at argumentere se ned på alle udenfor, med et skuldertræk eller en kropssproglig finte bliver de jaget bort og ud i intetheden, hvor der ikke er meningsfæller og hvor man kun sjældent genkender sin egen mening i de officielle medier.

Tidsånden er som den sikre vognborg, hvor man har slået lejr og står sammen. Den giver så stor tryghed, så ingen behøver at spørge til ens mening, den behøver ikke at ytres og bekræftes, for alle trækker i samme retning. Den 5. maj 1945 havde alle danskere samme holdning om besættelsen, sagen var givet, statsministeren i befrielsesregeringen hyldede frihedskæmperne, som han tre år forinden havde opfordret til at angive. Der var gået råddenskab i mange træer, men det var gemt og glemt, bort set fra de få, der skulle bruges som syndebukke.

Jeg tænkte på denne tidsånd, da jeg fik bogen ”EU- Europas fjender” i hånde, skrevet af historikeren David Gress og med forord af bankmanden Lars Seier Christensen (Peter la Cours Foralg, 2014). Sammen har de i dag også skrevet et indlæg i Berlingske, ”EU kan blive et nyt Sovjetunion”.

Både David Gress og Lars Seier var ja-sigere i 1992 og 1993, da Danmark stemte om at være med i EU via Maastricht-traktaten.

Dengang, i 92 og 93, var der meget få skeptikere i blå blok. Langt de fleste nej-stemmer kom fra venstrefløjen, som havde kronede dage. Langt de fleste aviser støttede et ja. Det overvældende flertal af folketinget stemte ja. Erhvervslivet og fagforeningerne støtte et ja. Der blev også ført en skræmmekampagne, om alt det onde som ville komme over Danmark ved et nej, men som viste sig at være overdrevet.

Borgerlige nej-stemmer kunne tælles på en hånd eller to, og der var mest tale om the usual suspects fra overdrevet udenfor vognborgen. Frank Dahlgaard, Steen Steensen, Søren Krarup, Ib Christensen fra Retsforbundet, og jeg sagde hunden. Fremskridtspartiet tvivlede, men endte med at være imod. Dansk Folkeparti var endnu ikke født, men høstede gevinster af det senere.

Dengang var jeg ærgerlig over David Gress, som jeg altid har beundret. Men der var også mange kongeblå borgerlige, som stemte nej, basunerede det privat, men ikke ville ud med det i offentligheden. Det var dengang alt for farligt at bevæge sig væk fra vognborgen. Der var enkelte stemmer fra erhvervslivet, Anders Dam fra Jyske Bank, og professor Finn Østrup fra CBS.

Og ja-siden fik dengang intellektuel tilførsel fra mange tidligere venstreorienterede, som brugte EU til at slippe ud af deres gamle, langhårede vognborg, og nu så EU som det overnationale, grænsespringende, nye utopiske fællesskab og som var begyndt at spille med musklerne. Den før så venstreorienterede journalist Mette Fugl begyndte i DR at pippe fra Bruxelles om EU´s spændende fremtid. Frank Esmann karakteriserede på CNN danske EU-modstandere som ekstremister. ”Før var jeg socialist, nu er jeg europæer”, som en kammerat sarkastisk sagde til mig. Det gjorde mig endnu mere kritisk overfor EU.

Det gav mig mindelser om George Orwell, der skrev om, at den forskudte nationalisme, mod en ny overfolkelig enhed, var langt farligere end den klassiske nationalisme omkring en nation.

Jeg selv var og er overbevist europæer, som uddannet fagfilosof har jeg aldrig læst andet end europæisk filosofi fra Antikken og frem (bortset fra lidt Kierkegaard), og jeg stemte ja til det indre marked i 1986 som en selvfølge, og ville også stemme ja i 1992, ind til jeg begyndte at læse om projektet, planerne, ideerne bag, og blev ret afskrækket. Og især afskrækket af, at EU blev et sindelagsspørgsmål i 1992-93, hvor der ikke skulle spørges konkret til ditten og datten, men siges ja til processen, ja til det politiske flertals anbefaling, ja til fred og alt godt i fremtiden.

Og så i dag, tyve år senere, er der opbrud, vognborgen er i fuldkommen i opløsning. Blandt borgerlige er der i dag en dejlig åben debat om EU og fremtiden, den er blevet pragmatisk, hvor den før var mere kategorisk og ja eller nej.

Og nu har David Gress meldt sig på banen med sin bog, som mange måske først vil se som en voldsom kritik af EU, og det er den også og velbegrundet, men som jo sammenholdt med Gress´ øvrige bøger ikke mindst er et forsvar for Europa, dette kontinent som har skabt den vestlige civilisation i kraft af sin mangfoldighed af nationer og kulturer og sprog, sin indbyrdes konkurrence, og sine religiøse og åndelige stridigheder.

Mange vil opfatte det som en vild overdrivelse, når David Gress og Lars Seier i dag sammenligner EU med Sovjetunionen, men med en smule historisk erfaring vil mange også vide, at Sovjetunionen begyndte som et ombejlet ideologisk projekt, som rigtig mange fandt fornuftigt og godt i sin vorden. Franklin D. Roosevelt troede, at tvangskollektiviseringerne og Gulag var en slags New Deal.

EU er en mærkelig hybrid, og svær at karakterisere i ét begreb, men der er mange iboende totalitære træk med overdreven tro på politisk projektmageri og skabelsen af nye mennesker ubundet af gammelt, nationalt og religiøst tankegods.