Aarhus-restauratør rykker ind i Tivoli
Ejeren skifter vaser og krukker ud med innovativt smørrebrød.
Kähler Design vil satse på andet end keramik og åbner nu sin første restaurant i København, som skal ligge midt i Tivoli.
Her rykker Kähler ind i lokalerne, hvor restaurant Perlen tidligere lå.
”Vi er på vej ind i en hel ny æra inden for nordisk gastronomi og madkultur, og her har vi ikke noget imod at gå forrest og udfordre klassiske normer og regler for, hvad et restaurantbesøg er og bør være. Vi vil gerne skille os ud blandt restauranterne i Tivoli og resten af København,” siger Kählers ejer, Frantz Longhi, i en pressemeddelelse.
Nordisk inspiration
Kähler står allerede bag tre restauranter i Aarhus: Spisesalonen, Nordisk Spisehus og Villa Dining.
I dagtimerne vil den nye restaurant tilbyde innovativt smørrebrød, salater og klassiske danske kager og is, og om aftenen kan gæsterne få serveret en fast aftenmenu af nordiske råvarer.
Den officielle åbningsdag bliver den 8. juli, men de sidste dele af renoveringen slutter først i april 2014.