Det allervigtigste er, at en ny regering bliver uafhængig af Dansk Folkepartis politik
Jyllands-Posten har bedt de 13 partiledere svare på de 7 samme spørgsmål. Her svarer Morten Østergaard, politisk leder af Det Radikale Venstre.
Hvad er din egen største svaghed?
Min stædige optimisme – som af og til bliver forvekslet med naivitet, men som i virkeligheden bare er et udtryk for, at jeg altid tror på, at tingene kan blive bedre.
Hvad er den ene allervigtigste ting at få vedtaget i den kommende valgperiode?
Det allervigtigste er, at en ny regering bliver uafhængig af Dansk Folkepartis politik, så vi kan få en ny retning for Danmark, hvor vi arbejder på at genskabe danskernes tillid til politik ved at finde løsninger på virkelighedens problemer. Alt for meget står uløst hen. Vi skylder næste generation, at vi investerer i dem – så vi har råd til, at der er voksne nok i børnehaverne, at folkeskolen får flere penge og frihed, at vi har uddannelse i hele landet og at vi ikke mindst investerer i klimaet, elbiler, skov og at bygge i træ, i stedet for den sorte stilstand, som den nuværende regering sammen med Dansk Folkeparti praktiserer.
Hvad prioriterer dit parti mindst?
Politik, der ikke løser noget, som håndtrykslov, burkaforbud og også nyttesløse integrationsvurderinger, der skiller børn fra deres familier eller skiller danske familier ad.
Hvad kommer dit parti aldrig til at lægge stemmer til?
Det Radikale Venstre er et parti, der holder fast på vores værdier. Derfor kan vi aldrig lægge stemmer til noget, der gør børn fattigere, gør Danmark sortere, melder os ud af EU eller skaber utryghed om, at vi kan leve sammen, så vi også i fremtiden er et trygt land.
Hvor mange pct. af danskerne skal stemme på dit parti, for at du vil mene, at valget var en succes?
Det afgørende for mig er at få vist danskerne, at de har et valg, når de skal i stemmeboksen, at der findes et alternativ til Dansk Folkepartis vej med burkaforbud, frikadellepåbud og håndtrykskrav, som Socialdemokratiet og Venstre desværre stadigt oftere følger. Og at give de mange tusinde danskere, som har mistet troen på at politik gør en forskel for dem, troen tilbage.
Hvis du havde en milliard, hvad ville du så bruge den på?
Vores børn.
Hvis du skulle skære en milliard, hvor ville du så finde den?
Jeg ville sløjfe den overflødige udvisningsø, Lindholm, vildsvinehegnet, hestepoliti og tilbagerulle lempelser på privatfly og lystyachter.
Se de andre partilederes svar på jp.dk/partilederrunde
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.