Fortsæt til indhold
Partilederrunde

Vi kommer aldrig til at stemme for nedskæringer på velfærden

Jyllands-Posten har bedt de 13 partiledere svare på de 7 samme spørgsmål. Her svarer Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten.

Hvad er din egen største svaghed?

Jeg har flere svagheder, der bejler til den titel. Men jeg tror ikke, jeg er den rette til at vurdere, hvilken af mine svagheder der er den største.

Hvad er den ene allervigtigste ting at få vedtaget i den kommende valgperiode?

Næste valgperiodes vigtigste opgave er at få en sammenhængende plan for, hvordan vi kan komme i mål med den grønne omstilling – så det både bliver ambitiøst og ikke rammer socialt skævt. Det brænder for alvor på, hvis vi skal forhindre klimaforandringer og undgå afgørende forringelser af levevilkårene her på jorden. Vi kan ikke fritage f.eks. landbruget fra at nedbringe CO2-udslippet, og vi skal ændre på den måde, vi spiser, transporterer os og producerer på. Men det bliver også nødt til at ske på en socialt balanceret måde. Vi kan ikke bare lave flade afgifter på eksempelvis kød – det vil give den enlige, ufaglærte mor store problemer, når hun står i køledisken, men de rigeste, som sviner langt mere allerede i dag, vil kunne fortsætte ufortrødent.

Hvad prioriterer dit parti mindst?

At sænke skatten for de allerrigeste. Det prioriterer vi slet ikke. De med de højeste indkomster, som har indkomster fra aktier, og som har store formuer, har fået sænket skatten igen og igen i løbet af flere årtier. Samtidig er antallet af fattige steget, og behandlingen af mennesker ramt af sygdom og arbejdsløshed er blevet uværdig. Her er virkelig brug for en anden kurs, hvor vi sænker skatten for den halvdel af befolkningen, som har de laveste indkomster, mens vi hæver skatterne for dem, der har mest.

Hvad kommer dit parti aldrig til at lægge stemmer til?

Vi kommer aldrig til at stemme for nedskæringer på velfærden. Der bliver flere ældre, og der bliver flere børn. Det betyder, at opgaverne vokser, og så skal ressourcerne følge med. Men det er ikke sket de seneste mange, mange år. Så der bliver mindre og mindre tid til det væsentlige – tiden sammen med den ældre, den syge eller barnet. Vi kan ikke være det bekendt over for alle dem, der knokler med at give omsorg, og vi kan ikke være tjent med det som borgere. Derfor skal vi stoppe nedskæringerne, men også bruge de penge, der er i statskassen, på at investere i velfærden og forbedre forholdene på sygehuse, i børnehaver og folkeskoler og på plejehjem.

Hvor mange pct. af danskerne skal stemme på dit parti, for at du vil mene, at valget var en succes?

Vi fik et historisk godt valg for Enhedslisten sidste gang, hvor 7,8 pct. valgte at stemme på os. Hvis vi formår at vinde endnu flere menneskers tillid denne gang og gå yderligere frem, vil det være en stor succes for os.

Hvis du havde en milliard, hvad ville du så bruge den på?

Jeg ville bruge 1 mia. på en akutpulje til sygehusene, så der kan blive mere tid til patienterne. Der er mange steder, hvor det står grelt til. For eksempel på fødegangene. På Herlev Hospital måtte en jordemoder tisse i bukserne, fordi der ikke var tid til at gå på toilettet. Så er vi langt ud over, hvad der er en værdig og rimelig måde at behandle de ansatte på. Jeg er fuld af beundring og respekt for alle de dedikerede offentligt ansatte, som får tingene til at hænge sammen. Og jeg synes ikke, vi behandler dem ordentligt i dag.

Hvis du skulle skære en milliard, hvor ville du så finde den?

Jeg ville skære i købet af nye kampfly. I gennemsnit koster de hvert eneste år 2 mia. kr. frem til 2027. Det er vanvid at bruge så mange penge på noget, som optrapper konflikter frem for at gøre verden til et mere sikkert sted.

Se de andre partilederes svar på jp.dk/partilederrunde

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.