Vi kommer aldrig til at svække Danmarks klimaindsats. Aldrig
Jyllands-Posten har bedt de 13 partiledere svare på de 7 samme spørgsmål. Her svarer Uffe Elbæk, politisk leder for Alternativet.
Hvad er din egen største svaghed?
Jeg keder mig helt utrolig hurtigt, hvis ikke der er udvikling og perspektiv i tingene. Jeg vil udfordres.
Hvad er den ene allervigtigste ting at få vedtaget i den kommende valgperiode?
FN’s klimapanel har fastslået, at de kommende år er de vigtigste i menneskehedens historie, fordi vi skal træffe nogle beslutninger, der sikrer, at verden ikke ender i en klimakatastrofe. En katastrofe, der vil trække tæppet væk under livet, som vi kender det på planeten i dag. Derfor er det vigtigste i den kommende valgperiode at sikre, at Danmarks klimamål og klimaindsats matcher klimavidenskabens anbefalinger. Det kalder på en massiv opprioritering af vores klimaindsats på alle niveauer af samfundet.
Hvad prioriterer dit parti mindst?
Økonomisk vækst i klassisk forstand. Som vi ser det, har kravet om evig økonomisk vækst været med til at bringe os i den situation, vi står i i dag, hvor vi har en livsstil og et forbrug, der rækker langt ud over planetens bæreevne. Økonomisk vækst må aldrig blive et mål i sig selv. Vi skal sikre os, at økonomien arbejder for os, i stedet for at vi er slaver af økonomien og løber hurtigere og hurtigere rundt i hamsterhjulet. Til gengæld er vi vilde med personlig vækst, social vækst, kulturel vækst, vækst i livskvalitet og forskning osv.
Hvad kommer dit parti aldrig til at lægge stemmer til?
Vi kommer aldrig til at svække Danmarks klimaindsats. Aldrig.
Hvor mange pct. af danskerne skal stemme på dit parti, for at du vil mene, at valget var en succes?
Det vigtige for os er at sikre en hurtig og rettidig grøn omstilling af Danmark. Det er lykkedes os at flytte kampen mod klimaforandringer markant op på den politiske dagsorden, siden vi blev valgt til Folketinget ved seneste folketingsvalg. Vi har også fået andre partier til at tage klimaet langt mere seriøst, og det er det vigtigste for os, ligesom det er vigtigt at give folk muligheden for at forestille sig et andet og bedre Danmark. Så betyder det mindre, om folk stemmer på os. Faktisk er håbet, at der på et tidspunkt ikke længere vil være brug for Alternativet i dansk politik, fordi klimaet er kommet øverst på dagsordenen, og vi har fået skabt en ny og bedre politisk kultur.
Hvis du havde en milliard, hvad ville du så bruge den på?
I Alternativet er vi ikke bange for at lave store økonomiske omvæltninger. Det mener vi sådan set, at klimakrisen kalder på. Vi er eksempelvis klar til at investere 80 mia. kr. ekstra i grøn omstilling, og i vores regeringsprogram foreslår vi over fire år nye indtægter for 244 mia. kr., mens vi investerer 238 mia. kr. i et mere grønt, et mere lige, et mere socialt retfærdigt og mere kreativt Danmark. Vi investerer blandt andet i at gøre den offentlige transport 30 pct. billigere, ligesom frugt og grønt også skal være markant billigere. Vi vil dertil styrke vores uddannelser og sikre flere pædagoger i børnehaver og institutioner. Vi vil afskaffe fattigdomsreformerne og befri ledige fra tvang og kontrol. Vi vil tage imod 2.000 kvoteflygtninge om året og fordoble udviklingsbistanden. Og endelig vil vi lette skatten for dem, der tjener mindst.
Hvis du skulle skære en milliard, hvor ville du så finde den?
Jeg vil skære den på forsvaret, hvilket vi også har foreslået i vores regeringsprogram, hvor vi beskærer forsvarsbudgettet til kun at udgøre 1 pct. af bnp. Ja, faktisk beskærer vi forsvaret med 24 mia. kr. over fire år.
Se de andre partilederes svar på jp.dk/partilederrunde
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.