Alvorlig ankelskade til Zverev sender Nadal i finalen

Rafael Nadal og Alexander Zverev spillede drømmetennis, da tyskeren måtte opgive i French Open-semifinale.

Artiklens øverste billede
Alexander Zverev vred voldsomt om på foden midt i en duel i den tætte kamp. Foto: Anne-Christine POUJOULAT / AFP

En af årets mest seværdige tenniskampe fik fredag aften en meget trist afslutning, da tyske Alexander Zverev pådrog sig en grim ankelskade, så Rafael Nadal måtte udråbes som vinder allerede i andet sæt.

Da havde de to spillere givet hinanden kamp til stregen i mere end tre timer i French Open-semifinalen og havde kurs mod at spille årets længste kamp.

I duellen, hvor Nadal sendte andet sæt ud i tiebreak, vred Zverev voldsomt om på anklen, og tyskeren skreg af smerte. Han måtte køres ud af banen til behandling, men det stod snart klart, at han ikke kunne fortsætte.

Stillingen var 7-6, 6-6 i Nadals favør, og spanieren er nu klar til søndagens finale, hvor han har mulighed for at vinde turneringen for 14. gang i karrieren.

Den veloplagte Zverev kunne meget vel have ført med 2-0 i sæt på det tidspunkt. Tyskeren havde fire sætbolde i træk i første sæt og kunne siden serve andet sæt hjem, men begge gange kom Nadal tilbage.

Første sæt var nok det mest medrivende i hele turneringen. Regnvejr i løbet af dagen gjorde, at kampen skulle spilles under tag. Det gav en enorm varme og fugtighed, hvilket påvirkede spillet.

Boldene blev tunge under forholdene, og særligt Nadal var ikke tilfreds med vilkårene. Alligevel mandede han sig op til at spille på et vanvittigt niveau, da det var allermest påkrævet.

Det var det, da Zverev havde fire sætbolde i træk ved 6-2 i tiebreaken. Nadal afværgede dem alle og vandt selv med 10-8.

Nadal havde allerede ved stillingen 5-4 haft tre sætbolde, og han skulle bruge i alt seks af slagsen, inden han hev sættet hjem efter 1 time og 33 minutters spil.

Andet sæt skulle endda blive lige så langt, selv om det ikke blev spillet til ende. Det blev en aparte omgang med ekstremt mange servegennembrud.

I en periode blev Nadal brudt hele fire gange i træk, men Zverev var nu ikke meget mere overbevisende i sin egen serv.

Tyskeren kunne serve sættet hjem ved stillingen 5-3, men lavede hele tre dobbeltfejl, så Nadal kunne bryde tilbage. Derefter holdt Nadal endelig serv og bragte fuld balance til 5-5.

Det samme skete til 6-6, men i samme sekund kom Zverev altså i yderposition og vred alvorligt om på anklen.

Efter at have fået behandling uden for banen kom Zverev tilbage på krykker for at sige ”tak for kampen”, og Nadal var tydeligvis ikke bekvem med at vinde under de ulykkelige omstændigheder.

Ikke desto mindre er gruskongen nu klar til finalen, hvor norske Casper Ruud venter.

I en story på Instagram fortæller Alexander Zverev, at det er ”en meget alvorlig skade”, han har pådraget sig.

- Det ser ud til, at jeg har fået en meget alvorlig skade. Lægerne undersøger det fortsat, og jeg skal nok holde jer opdateret, så snart jeg ved mere, siger han.

Dermed sår verdens nummer tre altså tvivl om sin deltagelse i Wimbledon senere i denne måned.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.