Fortsæt til indhold
Tennis

Fransk udfasning af restriktioner åbner døren for Djokovic

14. marts dropper Frankrig flere af sine coronarestriktioner. Dermed kan Novak Djokovic deltage i French Open.

/ritzau/

Novak Djokovic missede Australian Open tidligere på året, fordi han ikke er coronavaccineret, og efterfølgende så det ud til, at tennisstjernen også kunne ende med at gå glip af French Open.

I Frankrig har man nemlig ligeledes skullet være vaccineret for at komme ind i landet. Men nu ser det ud til, at Djokovic alligevel kan deltage i French Open uden at få et stik i armen.

Flere af coronarestriktionerne i Frankrig bliver således ophævet 14. marts. Det indebærer blandt andet, at kravet om at være vaccineret for at rejse ind i landet, frafalder.

Det åbner altså døren for Djokovic, som indtil videre kun har deltaget i en enkelt turnering i Dubai i år.

- Situationen bliver bedre takket være vores samlede indsats, siger Frankrigs premierminister, Jean Castex, ifølge nyhedsbureauet dpa om udfasningen af restriktionerne.

- Betingelserne for en ny udfasning af restriktionerne er blevet mødt. Fra mandag 14. marts vil vi suspendere brugen af vaccinepasset, der hvor det er påkrævet.

French Open går i gang i midten af maj. Novak Djokovic er forsvarende mester efter sin sejr i 2021. Derudover vandt serberen også i 2016.