Fortsæt til indhold
Håndbold

Eggert: Det har bare været … jævnt!

Venstrefløjen afviser, at han skulle være blevet usikker, men han erkender, at han ikke har ramt toppen under VM.

Peter Elsnab og Pelle Larsen, Jyllands-Postens udsendte medarbejdere

Doha

For to år siden blev Anders Eggert VM-topscorer. I år har man set den normalt så scoringssikre venstrefløj brænde flere straffekast og flere åbne chancer end normalt.

”Der er ingen tvivl om, at jeg ikke har ramt toppen. Det har bare været … jævnt!”

Den 32-årige venstrefløj tilføjer også gerne et ekstra ord til den sætning; ’kedeligt’.

I ottendedelsfinalen mod Island så han et øjeblik lidt usikker ud efter en afbrænder og en tabt bold tidligt i kampen.

”Men jeg følte mig overhovedet ikke usikker. Tværtimod. Jeg har følt mig mere usikker andre dage, fordi jeg syntes, jeg havde taget gode beslutninger og gjort det rigtige, men så gik bolden ikke ind. Så håber man virkelig, at den næste går ind, fordi man bliver en lille smule usikker.”

”Mod Island havde jeg faktisk en superfornemmelse. Jeg nåede ikke derud, hvor det føltes forkert, eller jeg begyndte at tænke ’åh, kom nu!’ Ok, jeg tabte en bold, men den slags kan ske,” siger fløjspilleren helt nøgternt, som om han allerede er i gang med at regne ud, hvad sandsynligheden er for, at netop det ville ske i netop en VM-ottendedelsfinale.

For to år siden nåede han 55 scoringer under VM, i år ligger han på 21 med tre kampe tilbage. Men han er også ofte blevet skiftet ud i pausen til fordel for Casper U. Mortensen, idet fløjspillerne deler spilletiden under Gudmundur Gudmundsson.

Mod Island nåede han at spille sig op, da han bl.a. lækkert satte et trickskud ind på straffekast, og han endte på tre mål på fire skud. Samlet ligger han med en scoringsprocent på 66, altså to mål på tre skud, og det er lavere end normalt i betragtning af, at han også skyder straffekast.

”Det har været rigtig meget tre mål på fire skud, og jeg har ikke haft kampe med ti skud. Så hvis jeg brænder en, har det bare igen været en jævn kamp,” siger Anders Eggert og ser lidt ærgerlig ud.

Eggert får en ny chance for at brænde en storkamp af i aften i VM-kvartfinalen mod Spanien kl. 19 dansk tid.