Storhold på randen af fiasko

Det skete som bekendt også på en rædselsfuld søndag i januar, men på en svedig maj-eftermiddag måtte man igen undre sig over, hvor dybt så mange gode håndboldspillere kan falde.

Rutine, masser af kvalitet og kløgt hjalp ikke KIF Kolding Københavns store navne i den første DM-finale, hvor de små-sensationelt tabte med hele otte mål, 29-21, og nu balancerer på kanten af en lille fiasko, hvis ikke tingene vender i returkampen i Brøndby om en uge.

Det storslåede projekt lever kun for titler og dem kommer der ikke nogen af i denne sæson, hvis ikke alt bliver markant bedre hjemme på den falske hjemmebane i det vestlige København.

Tæt på mammut-triumf

Omvendt er Aalborg Håndbold og den nye træner Nikolaj Jacobsen tæt på en mammut-triumf kun to år efter skilsmissen fra AaB-koncernen.

Med totalt udsolgt – 4.800 - i Gigantiums skøjtehal kunne rammen ikke være meget bedre. Problemet var bare, at kombinationen af den fugtige hal og varme udenfor er det værste for en håndboldkamp.

Dels havde spillerne problemer med den glatte bold. Dels måtte der tørres gulv hver eneste gang, at en spiller havde haft berøring med gulvet. Det gav en urytmisk og generende afvikling af kampen, hvor de stakkels teenagepiger med karkluden knoklede lige så meget som spillerne.

Mystik om angrebsspil

Og så var der mystikken om Koldings angrebsspil. Kim Andersson kom før denne sæson til klubben som en af verdens bedste på højre back. Siden en skulderskade på en træningssamling med det svenske landshold har Andersson imidlertid været en skygge af sig selv.

Igen og igen trak han sig og spillede blot bolden videre, når hans ellers frygtede venstre arm var i fin skudposition. Så havde det givet mening, hvis Koldings bedste mand i semifinalerne, Kasper Irming, havde fået rollen som højre back. Men træner Peter Bredsdorff-Larsen parkerede den mest formstærke Kolding-spiller ude på fløjen, mens ufarlige Andersson skubbede bolden ufarligt rundt. En klokkeklar fejl af Bredsdorff-Larsen, om end han sikkert vil forsvare sig med, at defensiven krævede Andersson tilstedeværelse.

En dårlig indledning

Tilsat en tvivlsom kvalitet i Aalborgs angrebesspil gav det en dårlig indledning. Ved 9-9 var det da spændende og intenst, men ingen af holdene havde sluppet tøjlerne.

Da så man igen, hvad indførelsen af time out har betydet for håndboldtrænere. Nikolaj Jacobsen – i gang med sin første sæson på egne trænerben – kaldte sine spillere til en kammeratlig samtale. Fem minutter senere var kampen, måltavlen og publikum i Gigantium Isarena eksploderet ved 14-9, mens de rådvilde gæster gloede på hinanden.

Det er langt fra første gang, at det erfarne hold på mærkværdig vis er kollapset. Det er ikke altid blevet straffet, men især livlige Jan Lennartsson flåede veteranerne Boldsen, Jørgensen og Spellerberg fra hinanden.

Især midterblokken med Boldsen og Jørgensen virkede helt fra snøvsen i 1. halvleg. Og således var Kasper Hvidt heller ikke magisk inde i sit mål.

God pausesnak

Man skulle tro, at de kloge Kolding-spillere ville sætte proppen i efter en god pausesnak. Men Boldsen forblev på bænken, hvor han sad side om side med Bo Spellerberg. Og fem minutter inde i 2. halvleg skete der så det uhørte, at Kasper Hvidt blev skiftet ud med Søren Westphal. Boldsen, Hvidt og Spellerberg samtidig på Kolding-bænken! Så har man oplevet det med.

Imens buldrede nordjyderne og især Mads Mensah Larsen bare videre. Det var en imponerende bedrift, da Aalborg Håndbold kun brugte tre bagspillere i stort set hele kampen. Kristian Kjelling var omklædt og på banen i korte perioder, men hans skulderskade var tydeligvis ikke væk.

Det hele lå derfor på Johan Jacobsson, Morten Slundt og Mads Mensah Larsen. Alle gjorde det fremragende mod det, der før lørdagens finale med rette er blevet kaldt landets klart bedste forsvar. I Isarenaen skøjtede det rundt.

Boldsen kom først på banen i de sidste par minutter og heller ikke Hvidt kunne flytte noget, da han kom tilbage i sit mål. Mod et stærkt Aalborg-forsvar måtte de kriseramte gæster slide for hvert eneste mål og for at begrænse skaderne, før de til sidst måtte erkende, at et bjerg skal bestiges, hvis DM-guldet skal havne det ventede sted.