Fra splid, tårer og larmende kritik til guldsnak og 12.000 tilhængere: Sådan har håndboldkvinderne rejst sig
Kritikken væltede ned over dem fra alle sider. De danske håndboldkvinder var efterladt i mørket med intern splittelse og sportslig fiasko. Men efter en forårsdag i 2020 tog det hele en drejning. Her er historien om håndboldkvindernes genrejsning.
Selvfølgelig skal Sandra Toft lige bruge nogle sekunders betænkningstid.
Bevares. Hvordan beskriver og forklarer man også den forandring, som håndboldkvinderne har gennemgået de seneste år?
Sandra Toft kan næsten ikke uden at blive en anelse rørt. Få elsker kvindelandsholdet så højt som dets egen anfører, der i løbet af sine 15 år i nationens tjeneste har været igennem et utal af krisesnakke og tudeture.
Men det ser ud til at være slut. I hvert fald for nu.
På godt fem år er kvindelandsholdet gået fra halvtomme tribuner, intern splittelse og grimme nederlag til at fylde Danmarks jyske håndboldkatedral med over 12.000 tilskuere til et verdensmesterskab, som man er blandt favoritterne til at vinde.