Meget er sket med Stefan Madsen, siden han på en bustur gispede efter vejret med galoperende puls
Han er så vild med sin arbejdsplads, at hvis han en dag tvivler på sig selv som den rette mand til sit job, vil han straks banke på chefens dør. Gennem fem år har Aalborg Håndbolds træner, Stefan Madsen, vundet meget, tabt en smule og lært en del. Også om at håndtere pres.
Nogle mærker en trykken for brystet. Andre føler, at halsen snører sig sammen, og glemmer så næsten at trække vejret.
At være under pres, et massivt forventningspres, viser sig forskelligt. Nogle mister overblikket og sætter gang i hundredvis af projekter i jagten på kontrol. Andre går bare i stå.
Stefan Madsen kender udmærket sit reaktionsmønster. Særligt efter fem års op- og nedture i rollen som styrmand for en af Europas stærkeste håndboldklubber. Et job, der svarer til at være ansat på instituttet for skulderklap og skideballer. Her findes ingen skjulesteder.
Aalborg Håndbolds træner er under et større pres end nogensinde før. Det ved han godt, for det er groft sagt hans egen fortjeneste.