Tilbagevendte Mikkel Hansen er tavs, men det er hans træner ikke: »Der er ingen tvivl om, at det har været en svær periode for ham«
Danmarks største håndboldstjerne er tilbage på håndboldbanen efter sin sygemelding i foråret. Ærgerrigheden og lysten til at gøre en forskel er uforandret, lyder det.
Mikkel Hansen har tydeligvis ikke glemt, hvordan man håndterer en harpiksbold.
Det afslører blot få øvelser under en formiddagstræning i en hal i Gigantium, hvor landets største håndboldnavn og resten af Aalborg Håndbold er ved at forberede sig til sæsonstarten.
På grund af en sygemelding med symptomer på stress har Mikkel Hansen ikke spillet en kamp siden VM-finalen for et halvt år siden, men nu er han tilbage. Og der er efter sigende noget at glæde sig til.