Suveræne GOG satte Aalborg på plads i guldkampen
For andet år i træk løb fynske GOG med det danske mesterskab i herrehåndbold.
Der er noget særligt over herrehåndboldspillere i gule trøjer fra Sydfyn.
De lader sig sjældent slå ud i modgang. De gemmer sig ikke bag sig selv, nej, de spiller blot hurtigere, vildere og voldsommere. Indimellem går det galt. Oftest går det godt.
Sådan er dna’et i GOG, og dén evne sikrede lørdag eftermiddag fynboerne det niende danske mesterskab i klubhistorien.
I den tredje og afgørende DM-finale havde Aalborg Håndbold ellers hjemmebanefordel og dermed suveræn opbakning fra størstedelen af de ca. 5.000 tilskuere, men det var GOG’erne tilsyneladende ligeglade med.
For andet år i træk vandt Simon Pytlick og GOG det danske mesterskab. For andet år i træk snuppede de guldet i rivalernes hule.
En imponerende præstation af holdet styret af cheftræner Nicolej Krickau, der ligesom bl.a. Simon Pytlick fik det perfekte punktum på kapitlet i GOG. Duoen er begge at finde i tyske Flensburg-Handewitt efter sommer.
Resten af GOG-mandskabet skal efter finalesejren på 37-33 igen spille Champions League. Spørgsmålet er, om Aalborg Håndbold også skal deltage i Europas bedste klubturnering. Det vil et wildcard i løbet af de kommende uger afgøre.
I den periode kan nordjyderne tænke over, hvorfor Danmarks dyreste håndboldspillertrup for andet år i træk mislykkedes i finalekampene. Ufortjent kan man i hvert fald ikke kalde lørdagens resultat. Aalborg var aldrig foran i kampen, der knækkede i anden halvleg.
I de to første finalekampe, som begge er blevet vundet af udeholdet, leverede Aalborg samlet set det bedste aftryk. Derfor så GOG-træner Nicolej Krickau sig tilsyneladende nødsaget til at åbne den tredje finale med en overraskelse.
Krickau indledte med at hive sin målmand ud og spille syv mod seks i angrebet. Det var klogt. Kombinationen af den ekstra markspiller i offensiven, en bundsolid forsvarspræstation og en decideret nådesløs kontrafase gav GOG noget nær en drømmestart.
Fynboerne var ikke blot foran med tre mål efter et lille kvarters tid. Gæsterne lignede også det, de ankom som – et forsvarende mesterhold med overskud, udstråling og masser af power. Ja, faktisk alt andet end det, de fremviste i den seneste finale i Odense for en uges tid siden.
GOG’s indledende dominans tvang Aalborg til at sende ligaens måske største boldbegavelse på banen. Aron Palmarsson har ikke spillet et eneste sekund i finaleserien, men islændingen var blevet sin lårskade kvit, og det var belejligt for nordjyderne. Sammen med Mads Hoxer fandt playmakeren løsningerne, og så blev GOG’s hul lukket.
Det kunne de tydeligvis godt lide i Gigantium, arenaen, hvis parkeringspladser var godt fyldt flere timer før kampstart. Mange af de godt 5.000 tilskuere summede rundt i foyeren i en sværm af kolde fadøl, technotoner fra en dj-pult og nerver. Masser af nerver. Aalborg-GOG har også udviklet sig til en nyklassiker i dansk herrehåndbold, og uanset om de mødes i store liga- eller pokalkampe, ender det oftest med tætte, nervepirrende afslutninger.
Men lørdagens finale blev en undtagelse.
Efter 16-16 ved pausen besluttede GOG’erne sig for at bevise, hvorfor de tidligere på året bl.a. vandt pokaltitlen og sidenhen slog Aalborg ud af Champions League. Hver en Aalborg-fejl blev omsat til GOG-scoring, ja, selv Aalborg-fejl, man næsten ikke kan kalde fejl, resulterede i GOG-succes.
Groft sagt duftede anden halvlegs åbning af alt det, der har sikret GOG en urokkelig plads i håndboldhistorien – fuld fart fremad uden bekymringer. Anfører Simon Pytlick var en af dem, der gik forrest i marchen mod guldet, og hans gestikulerende jubelscener op mod det gule hjørne af unge tilskuere afslørede, at det i hvert fald ikke var hjemmeholdet, der havde momentum.
GOG vandt det første kvarters tid af anden halvleg med syv mål. En kampudvikling, der fik et par lokale tilhængere til at rejse sig fra deres siddeplads, vinke til de omkringsiddende og forlade arenaen. Måske havde de et eftermiddagsærinde, måske havde de blot erkendt, at det fynske forspring ikke kunne hentes.
De fik ret. Aalborg-spillerne gav, hvad de havde, men det var ikke nok på en dag, hvor GOG understregede, at det er Danmarks bedste herrehold.