Team Esbjerg sikrede vital top-to
Individuel kvalitet gav Team Esbjerg en 30-23-sejr mod Nykøbing.
Team Esbjergs norske profiler trådte som så ofte før til, da holdet på hjemmebane slog Nykøbing Falster med 30-23 og dermed sikrede sig top-to i kvindeligaens grundspil.
Sejren var Team Esbjergs 17. sejr i træk på hjemmebane og sender holdet i slutspillet med to point og gode perspektiver fremadrettet. For udover at holdet står godt i forhold til at komme i semifinalen, betyder det også, at skulle Odense Håndbold og Team Esbjerg igen mødes i finalen, vil en billet til næste sæsons Champions League næsten være givet uanset resultatet.
For Nykøbing led jagten på den vitale fjerdeplads, der vil give ét point i slutspillet, et knæk med nederlaget, hvor holdet måtte sande, at dagens modstander havde et ekstra gear.
Profiler i karakter
Udeholdet måtte indledningsvis bruge næsten syv minutter på at nedbryde Anna Kristensen i Team Esbjerg-målet, der med 13 redninger og en redningsprocent på 36 pct. stod en stærk kamp. Nykøbing overkom dog den svære indledning på kampen og lykkedes med at hænge på i første halvleg.
Team Esbjerg er svækket med fraværet af langtidsskadede Michala Møller. Men det er de færreste hold i den danske liga, der kan følge med, når den norske duo Henny Reistad og Nora Mørk for alvor kommer i omdrejninger. Sådan blev det også i anden halvleg, hvor Team Esbjerg hurtigt trak afgørende fra med fem-seks mål og kunne cruise en sikker storsejr hjem.
»Vi fik bragt en masse fysik ind i opgøret, og det betød, at kampen blev spillet på vores præmisser,« sagde en stærkt spillende Mette Tranborg efter kampen.