Kan Danmark få lov kun at spille første halvleg?

LJUBLJANA

Lørdag aften.

Hvordan lyder det med lidt håndbold oplevet i hallen, en uhyre vigtig kamp mellem Danmark og Kroatien ved EM i kvindehåndbold?

Naarj, åbenbart ikke videre tillokkende i en storby fuld af muligheder.

Trods sine officielt to million beboere kunne Ljubljana ikke levere noget, der lignede et acceptabelt fremmøde i Stozice Arena, og en udregning med tilskuertallet sat op over for indbyggertallet vil ende i en pinlighed nede på promilleniveau.

Heldigvis klarede de danske håndboldkvinder sig - med til tider stort besvær og med endnu et bekymrende niveaudyk efter pausen - uden inspiration fra omgivelserne for at holde liv i det regnestykke, der skal sende dem i semifinalerne.

Med 26-17 snuppede de vigtigst af alt den fjerde sejr i streg efter premierechokket mod Slovenien, og nu mangler ”kun” en sejr i sidste mellemrundekamp onsdag over Norge for at nå det store mål – efter Danmarks kamp stødte nordmændene sammen med svenskerne i aftenens sene dyst, men det er en uoverstigelig opgave at indregne de mulige konsekvenser af den dyst - og de to kampe på mandag – for Danmarks videre chancer.

Lad os derfor koncentrere os om Kroatien-Danmark, hvor Althea Reinhardts startplads i målet i stedet for Sandra Toft indikerede to ting. For det første skulle kampminutterne gerne spredes bredt ud over truppen for at mindske risikoen for nedslidning af stamspillerne, for det andet var modstanderne af en kaliber, som man burde kunne tænke taktisk og langsigtet mod.

Højlund var ustyrlig

Begge teorier gik i opfyldelse fra begyndelsen.

Ved blandt andet at snuppe et frit skud fra stregen og et straffekast fik Odense-keeperen holdt kroaterne på ét mål efter 14 minutter, mens især Mie Højlund var ustyrlig undervejs mod en dansk føring på 6-1 – og det endda trods to misbrugte straffekast og fine aktioner fra Kroatiens målmand, Pijevic.

Danskerne skød udefra, når kroaterne blev stående tilbage, og danskerne brød igennem, når kroaterne kom frem. Det store hul fristede selvfølgelig Jesper Jensen til hyppige udskiftninger, men dermed accepterede landstræneren også en risiko for udfald og udsving.

Hullet ved pausen kunne derfor snildt have været større end 14-8 - dog alligevel en betryggende forskel, men det havde vaklet gevaldigt i anden halvleg mod Sverige efter en lignende drømmestart, og også i den seneste kamp forleden mod Ungarn blev Danmark ikke kun resultatmæssigt, men også mentalt presset hårdt.

Den slags udfordringer er rent faktisk fantastiske at gennemgå for et kollektiv, så længe de ender lykkeligt, og efter at have knebet sig til sejren fastslog Louise Burgaard, at det skarpe comeback mod ungarerne ikke føltes som en tilfældighed.

Tværtimod havde hun – som en af landsholdets veteraner – fornemmet, at holdkammeraterne og hun er nået til et sted, hvor de simpelthen har ro nok til at undgå panik, håbe på tilfældig medgang og i stedet kan skrue op for både kynisme og omtanke.

Altså måske nok rende ind i en møgkamp af og til, men så alligevel bøvle sig til en arbejdssejr – den evne har dansk kvindehåndbold beundret nordmændene for i mindst et årti, og de fik sørme lov at øve sig på den kunst igen.

I anden halvleg - bekymrende nok uden en tilsyneladende skadet Rikke Iversen - scorede Danmark nemlig først efter ni minutter og lod Kroatien komme op på 13-15. Blandt andet fordi man nåede op på fem brændte straffekast, men så sørgede Michala Møller for tre mål på stribe fra syvmeteren, og så var kampen lukket.