Fortsæt til indhold
Håndbold

Dansk håndboldmålmand skifter til ungarsk storklub

Sandra Toft skal fra næste sæson spille for Györ, der hører til blandt Europas førende klubber.

/ritzau/

Landsholdsmålmanden Sandra Toft skifter fra næste sæson fra franske Brest til den ungarske storklub Györ.

Det oplyser Györ torsdag på sin hjemmeside. Toft har underskrevet en toårig aftale, så den gælder frem til sommeren 2024.

Györ fortæller, at Toft har udnyttet en mulighed for at komme fri af sin aftale i Brest efter den igangværende sæson.

- Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse med skiftet til Györ.

- Jeg har stået over for holdet mange gange som modstander, og møderne er enten endt uafgjort eller med sejr til Györ. Jeg har altid været fascineret af det miljø, der er rundt om klubben, siger Sandra Toft til Györs hjemmeside.

Den ambitiøse storklub vandt Champions League tre gange fra 2017 til 2019. I sidste sæson blev Györ ekspederet ud i semifinalen.

Klubpræsident Csaba Bartha ser frem til at få danskeren ind i truppen. Han forklarer dog, at Toft skal dele tiden i målet med de to andre keepere i truppen, Laura Glauser og Silje Solberg.

Den 32-årige dansker afløser franske Amandine Leynaud, der har annonceret sit karrierestop efter den igangværende sæson.

- Sandra Toft er en af de bedste målmand på den internationale scene, siger han.

I Ungarn bliver Toft holdkammerat med den nuværende Viborg-spiller Line Haugsted. Det er blot få dage siden, at Györ annoncerede, at Haugsted også tiltræder i klubben til sommer.