Danmark brændte fire straffekast og endte i dyrt nederlag på tre mål til Frankrig
10 sløje minutter og for mange brændte chancer blev afgørende for Danmark, der tabte til de forsvarende europamestre.
Når man taber med tre mål kan det virke som et rimeligt klart nederlag, men det var det ikke, da Danmark tirsdag aften tabte med 20-23 til Frankrig i den sidste gruppekamp.
Det er ikke så vanskeligt at finde de danske mål, der kunne have givet en helt tæt kamp. Danmark brændte fire straffekast, og så er det svært at følge med, når man møder de forsvarende europamestre. Der blev også misset for meget fra fløjene, der ellers har været sikre i de to første dansek sejre.
De to hold kæmpede om at få flest point med over i mellemrunden. Det bliver Frankrig, der nu har det bedste udgangspunkt for at komme i semifinalen. Danmark har to point med over, inden de kommende tre kampe imod Sverige, Rusland og Spanien.
På trænerbænken var det ung imod gammel. Den franske træner Olivier Krumbholz er en særdeles rutineret herre. 62 år er han blevet og i gang med sit 23. mesterskab som træner for det franske kvindelandshold. På den modsatte bænk stod slutrundedebutanten Jesper Jensen.
Vandt pauseduellen
Krumbholz vandt helt sikkert pauseduellen. Det er uvist hvilke franske gloser, han benyttede i omklædningsrummet, men det virkede.
Første halvleg var helt lige. Danmark manglede kun et brændt straffekast for at være helt med. Efter en lige første omgang med en smal fransk føring på 11-12 gik det galt for Danmark i de første 10 minutter efter pausen.
Det virkede som om, at Frankrig havde skruet op for fysikken, tempoet og lydniveauet efter den korte tur i omklædningsrummet.
Danmark åbnede anden halvleg med både en, to og tre tekniske fejl og kørte derefter fast i det offensive franske forsvar. Returløbet, der ellers har været stærkt under dette EM, var pludselig fraværende. Frankrig kørte løs i kontraen, og pludselig stod det 13-17.
Toft byttet ud
Sandra Toft fik ikke fat i noget i de første 10 minutter efter pausen og blev byttet ud med Althea Reinhardt. Danmark kom tilbage, men kom aldrig tæt på.
Danmark kunne ikke score nok mål. Kristina Jørgensen brændte sit andet straffekast. Mia Rej brændte også et straffekast og den efterfølgende returbold.
Den danske defensiv var ikke problemet. Fordelen ved en hal uden tilskuere er, at spillerne kan høre, hvad trænerne råber. Dermed kunne Jesper Jensen nærmest fjernstyre sine spillere og sende dem frem i flæsket på de franske spillere på det helt rigtige tidspunkt. Det lykkedes i høj grad igennem opgøret. Det var ikke i defensiven, at opgøret blev tabt. Danmark dækkede godt op, men brændte alt for meget efter pausen.
To hopskud
Alle omkring det danske hold vidste, at niveauet skulle hæves en tak fra de to første opgør, hvis Frankrig skulle matches. Men de to første danske afslutninger i opgøret var ikke på EM-niveau. Anne Mette Hansen blev pillet i et gennembrud, og Mette Tranborgs løbe-langskud var slattent som juleskum. Men begge spillere løftede sig hurtigt, og de to spillere sørgede for de første tre danske mål. Og så stemplede Kristina Jørgensen for alvor ind i opgøret med stor springstyrke og to velplacerede langskudsmål fra distancen. Begge sad helt oppe i det lange målhjørne.
Hun spillede en stor første halvleg, og scorede også fra egen banehalvdel på tomt mål. Hun burde have lavet det nummer to gange. Men anden gang smed hun bolden på stolpen. Hun manglede også præcisionen, da hun i sidste sekund af første halvleg på et straffekast fik mulighed for at udligne til 12-12. Men hun brændte forsøget på den franske keeper Amandine Leynaud, der lå med en høj redningsprocent på 39 procent efter de første 30 minutter.
Stærke franske keepere
Dermed var hun smule bedre end Sandra Toft, der ellers også tog fra i det danske mål. På forhånd var der netop stor fokus på Sandra Toft, der til daglig spiller i den franske liga, og derfor havde et indgående kendskab til flere af de franske spillere. Sandra Toft indledte med en god redning i det allerførste angreb, og senere var hun også med til at fremprovokere tre brændte straffekast før pausen.
Selvom Althea Reinhardt fik fat i nogle bolde i anden halvleg, så løb de to franske keepere klart af med sejren i målvogterduellen.