Mikkel Hansen hyldede helten Balling: Alt, han rørte ved, blev til guld
Peter Balling scorede otte mål i sejren over Spanien, men den halvgenerte nordvestjyde var ikke meget for at hylde sig selv.
VARAZDIN
Han fik beskeden under de sidste taktiske forberedelser en times tid inden kampstart: Du starter inde.
En plads i startopstillingen i Danmarks vigtige EM-kamp mod Spanien havde Peter Balling ikke regnet med, men han greb i den grad chancen.
Otte mål og en række assists blev det til for højrebacken, der blev kampens spiller i Arena Varazdin.
»Jeg er bare glad for at få chancen. Jeg har speeden i benene og fandt et godt sammenspil med Lauge og Mikkel. Der var klare roller, og det gør det hele nemmere,« sagde Peter Balling.
Den 27-årige bagspiller, der er født i Nordvestjylland, leverede en kæmpe præstation. Den måske største kamp i karrieren, men det var ikke til at mærke på ham efter opgøret.
»Jeg er en stille og rolig fyr, der er nede på jorden. Jeg er glad for, at det lykkedes for mig og holdet. Det skal vi tage med videre,« sagde han.
Danmarks største håndboldstjerne, Mikkel Hansen, var derimod ikke bange for at sætte store ord på TTH-profilens præstation.
»Det var ekstremt flot. Det var ingen let opgave, han kom på, men han løste det til ug. Det var stort set lige meget, hvad han rørte ved, så blev det til guld,« sagde Mikkel Hansen.
Peter Ballings præstation – nærmere specifikt hans fintespil bredt i banen – gav dermed også Mikkel Hansen mere plads i den modsatte side.
»Det åbnede banen op, og vi fik mere tempo i spillet, men spanierne åbnede også meget bredt i banen. Generelt formåede vi at sætte hinanden i gode situationer,« lød det fra Mikkel Hansen.