Håndbold

Mikkel Hansen fik rødt kort i flot dansk premieresejr

Mikkel Hansen blev smidt ud, men dynamitstangen Damgaard tog over, da Danmark åbnede EM med en sejr over Ungarn.

Nikolaj Jacobsen fik en sejr i sin slutrundedebut som landstræner. Mikkel Hansen fik derimod rødt kort. Foto: Lars Poulsen/Polfoto

Det er sjældent, at en scoring på straffekast efter to minutter kan få Mikkel Hansen til at juble. Normalt retter den danske stjerne bare på pandebåndet og løber hjem. Lørdag aften knyttede han næverne og brølede.

Hansens attitude var det klare symbol på et brandvarmt dansk landshold, der er taget til Kroatien med en mission.

Første del af missionen lykkedes lørdag aften, da Danmark i EM-åbningskampen slog Ungarn 32-25 efter en fornem håndboldkamp, der havde alt. Vidunderlige scoringer, vilde fans på lægterne, voldsomme dueller - og et rødt kort til den største profil i Varazdin.

Kampen

Danmark-Ungarn 32-25 (14-12)

Topscorer for Danmark: Rasmus Lauge, 7

Topscorer for Ungarn: Mate Lekai, 5

Stillingen undervejs: 4-4, 7-5, 9-9, 14-11, 16-16, 20-17, 24-19, 32-25

Arenaen i det nordlige Kroatien er Danmarks spillested i både gruppespillet og mellemrunden. En glimrende hal, der har plads til 5.400 mennesker og har et strejf af østeuropæisk beton. Og så ligger arenaen kun 50 km fra grænsen til Ungarn. Det var til at mærke.

Bevares, der var danskere på tribunen med flotte flag og fine fanforhåbninger, men de blev altså auditivt knust af hoppende, jublende, hujende og syngende ungarer. Især Mikkel Hansen var en upopulær skikkelse, og han blev næsten piftet og buh’et ud i omklædningsrummet. Det var højlydt og vildt. Det var slutrundehåndbold værdigt.

Trykket fra tribunerne tyngede dog ikke Hansen og slet ikke Rasmus Lauge, der indledte suverænt. Flensburg-spilleren var foretrukket som playmaker, og med Morten Olsen som højrehåndet højre back viste det sig at være et klogt valg.

De tre bagspillere viste stor angrebslyst, selvom de gang på gang blev mødt ude foran tremeterlinjen af aggressive ungarer, der hakkede til de rødklædte ofre. Tacklingerne prellede af.

Analyse: Her er Danmarks nøgler til succes ved EM i Kroatien

Med Rasmus Lauge som iscenesætter og drivkraft bragte Danmark sig foran 7-5. Flowet var i orden, tempoet det samme, men Ungarn gav ikke slip. Det skyldtes ikke mindst en rødhvid defensiv i vanskeligheder.

Det var svært at vurdere, om anfører Niklas Landin var chanceløs, eller om han blot placerede sig forkert. Redninger var der i hvert fald ikke mange af i det danske målfelt. Timingen i hjertet af det danske forsvar var der ikke, og det tvang landstræner Nicolaj Jacobsen til at reagere efter alt for mange frie ungarske skud.

Tre forskellige midterforsvarsformationer på 20 minutter skulle der til, før konstellationen blev fundet før pausen. Henrik Møllgaard, der spillede under vanligt niveau, blev sorteper i ”kampen” mod brødrene Toft.

Ligeledes blev Niklas Landin pillet ud en tredjedel inde i kampen efter en sløj indsats, og ind på banen kom i stedet 100-kampsjubilaren Jannick Green. Reserven slog til med det samme.

11-11 blev til 14-11 i dansk favør, men det var ikke længe, at de danske roligans nåede at sejle op ad floden Drava, der adskiller det nordlige Kroatien fra Slovenien. Godt hjulet på vej af de tusindvis af syngende fans kom Ungarn tilbage i anden halvleg og fik udlignet til 16-16.

Ved pausen havde Nikolaj Jacobsen skiftet ud på de to fløje, der ikke havde fået meget at arbejde med. Samtidig fortsatte landstræneren i anden halvleg rotationen med Morten Olsen, Rasmus Lauge, Mads Mensah og Mikkel Hansen i bagkæden. Det fungerede glimrende, ja, faktisk ganske glimrende. Man fornemmede et dansk overtag, men rytmen blev dog ødelagt, da dommerparret sendte en af turneringens største spillere ud i omklædningsrummet efter 40 minutters spil.

En uforstående Mikkel Hansen fik rødt kort efter tre udvisninger. Hvad gør man så som slutrundedebuterende landstræner? Tja. Man snakker lidt med sin assistenttræner og sender så dynamitstangen Michael Damgaard på banen.

Han kiksede i første halvleg, men tog sin revanche et kvarter før tid. Et hurtigt aftræk af en scoring, en afgørende aflevering og så endnu en scoring. 23-18 til Danmark. Michael Damgaard classic. Vaskeægte klasse.

Danmark har ikke tabt en premierekamp ved de seneste 12 slutrunder, hvad end det gælder EM, VM eller OL. Man skal helt tilbage til EM i 2008 i Norge for at finde det seneste premierenederlag. Dengang endte det alligevel med dansk guld. En Wilbek-triumf, der for alvor satte gang i en rødhvid bølge af succes i de efterfølgende otte år med to VM-finaler, to EM-finaler og en OL-finale.

Analyse: Det skal man holde øje med ved EM i Kroatien

De glade gulddage i Lillehammer står efterhånden som et støvet minde af et familiefoto på farmors teaktræskommode. Det er faktisk også kun Hans Lindberg, der er med fra dengang.

Lillehammer er længe siden, og der er stadig langt til guldet i Zagreb, meget, meget langt, men vurderet ud fra den danske viljestyrke, udstråling og kvalitet i en kamp, hvor Niklas Landin ikke ramte niveauet, ja, så kan man ikke udelukke, at Mikkel Hansen om to uger kan skifte rødt ud med guld.

Vi får se.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her