Formel 1-kører dropper ny sponsor efter kæk bemærkning
Mexicanske Sergio Perez og solbrillefabrikanten Hawkers nåede kun at samarbejde i én uge, før aftalen mellem dem blev brudt.
En kæk bemærkning fra solbrillefabrikanten Hawkers har fået Formel 1-køreren Sergio Perez til at afbryde deres samarbejde offentligt på Twitter.
»Virkelig dårlig bemærkning. I dag bryder jeg min aftale med Hawkers. Jeg vil aldrig lade nogen gøre grin med mit land,« skriver Sergio Perez.
Udtalelsen fra Sergio Perez kom efter, at Hawkers på firmaets officielle Twitter-profil skrev en kommentar, da Donald Trump blev offentliggjort som USA's kommende præsident.
Solbrillefirmaet skrev med henvisning til Donald Trumps tidligere udtalelser om at bygge en mur på grænsen mellem USA og Mexico for at holde illegale indvandrere ude, at mexicanerne burde købe solbriller fra deres firma, »så de kan gemme deres grædende øjne, når muren bliver bygget«.
Den udtalelse fik hurtigt Sergio Perez til at reagere og altså offentligt afbryde deres samarbejde.
Det var ellers blot en uge siden, at det nye samarbejde mellem Force India-køreren Sergio Perez og solbrillefabrikanten Hawker blev annonceret, hvilket oven i købet blev markeret med en særlig Sergio Perez-brille.
Hawkers har siden slettet det oprindelige tweet fra deres Twitter-profil og har i stedet skrevet adskillige tweets, hvori fabrikanten undskylder det stødende tweet.