Formel 1-feltets nestor er tilbage i front efter ti år
I Formel 1-grandprixet i Canada starter Fernando Alonso for første gang siden 2012 i forreste startrække.
Kun fire nuværende kørere holdt på asfalten, da Fernando Alonso senest startede et Formel 1-grandprix i forreste startrække.
Efter ti år med startpladser længere nede i feltet er den 40-årige spanier søndag tilbage i front, hvor han starter på andenpladsen lige efter Max Verstappen.
På den regnvåde bane i canadiske Montreal diskede feltets ældste kører lørdag op med et brag af en kvalifikation i sin Alpine-racer og beviste, at det ikke er for sjov, at han har vundet verdensmesterskabet to gange.
- Det føles dejligt. Det har været en utrolig weekend for os indtil nu - takket være de våde omstændigheder. Bilen var megagod, siger Fernando Alonso.
Normalt er præstationer i Formel 1 meget afhængige af, hvilken bil man sidder i. Men når himlen åbner sig, udlignes motorforskellene en smule, og rå evner bag rattet bliver i højere grad afgørende.
Ingen i feltet er i tvivl om Fernando Alonsos evner på fire hjul, og Max Verstappen skal hælde godt med kul på Red Bull-racerens motor, hvis han skal først ind i første sving.
- Målet er at føre løbet. Det bliver maksimalt angreb i første sving, siger Fernando Alonso.
Om Alpine-raceren så har kræfter til at følge med i det lange løb, er Fernando Alonso mere i tvivl om.
- Jeg er ikke sikker på vores muligheder. Realistisk skal vi nok kæmpe for top-5. Jeg tror, de øverste fire pladser er reserveret, så femtepladsen vil være som at vinde for os.
- Det er urealistisk at tænke på at vinde, erkender Fernando Alonso.
Spanieren har gode minder fra banen i Montreal. Han vandt nemlig grandprixet der i 2006-sæsonen, hvor han også vandt sit andet verdensmesterskab.
Han indledte sin Formel 1-karriere så tidligt som i 2001 og er altså den klart mest erfarne kører i feltet. Siden verdensmesterskaberne for Renault i midten af 00’erne har han kørt hos Ferrari og McLaren.
Efter 2017-sæsonen forlod han Formel 1, men kom tilbage i 2021 hos Alpine.
Hans seneste startplads i forreste række kom i Tysklands grandprix i 2012.
Sebastian Vettel, Lewis Hamilton, Daniel Ricciardo og Sergio Perez er de eneste i det nuværende felt, der kan prale af at have bevidnet det fra første parket.