Kevin Magnussen forstod alvoren en sen nattetime i Frankrig

I 2015 sad Kevin Magnussen ved Le Mans. Nej, han var ikke på banen. Den sene nattetime sad han som tilskuer med et dumt oppusteligt badedyr omkring kroppen. Han var plakatfuld og kiggede på bilerne, der drønede forbi. Kunne se den ene racerkører efter den anden, som han ellers var vant til kun at se i bakspejlet. Han var udenfor. De kørte.

Året inden var han braget ind på Formel 1-scenen for McLaren. Var blevet nummer to i sin debut, men da sæderne til 2015 skulle uddeles, blev han vraget, fordi der var en magtkamp i McLarens ledelse. Han var blevet overtalt af holdejer Ron Dennis til at blive reservekører for det britiske team, hvilket i realiteten betyder, at man venter på en åbning.

Men mens han sad der og ventede, mistede Ron Dennis magten hos McLaren, og dermed blev en ung dansk racerkører Dennis’ mindste bekymring.

I biografien ”Alt eller intet”, der udkommer mandag, beskriver Kevin Magnussen, hvordan han blev mere og mere ligeglad med sine forpligtelser over for McLaren – han opfattede dem som ligegyldige, for han stemplede bare ind på kontoret og lavede ingenting.

I frustration kastede Roskilde-drengen sig over et liv som andre 22-årige. Han festede med vennerne fra Danmark, og mere end en gang drak han sig så beruset, at han ikke kunne huske, hvad der skete om aftenen. En af gangene var ved det kinesiske grandprix. Uden forpligtigelser over for McLaren gik han i byen sammen med en anden og vågnede dagen efter op med en brækket næse.

Omfanget af festerne gik op for ham på Le Mans – fuld og fortvivlet over, at han ikke var inde på banen.

»Det stod klart for mig, at jeg ikke skulle tilbage til McLaren, og for at være helt ærlig troede jeg heller ikke på, at jeg ville komme tilbage til Formel 1. Jeg troede, at det var slut, og det var første gang, jeg tænkte, at nu er jeg færdig,« siger han.

I bogen beskriver du det som en form for depression?

»Det tænkte jeg ikke på dengang. Jeg reflekterede jo ikke særlig meget over, hvordan jeg havde det. Jeg kunne bare mærke, at det var noget lort.«

Og så foretog du dig det, som andre 22-årige foretager sig?

»Det var, hvad der var tilbage. Når alt braser sammen, står gutterne fra Roskilde der stadig, og de er ligeglade med, om jeg kører Formel 1 eller ej. Jeg havde også støtten fra mine forældre, og jeg havde lige mødt Louise, så der var mange gode ting.«

Lærte du noget af det?

»Nu er jeg glad for, at jeg havde den krise, for der kom også nogle gode ting ud af det. Man bliver hurtigt voksen i sådan en tid, og jeg fik hjelmen af. Jeg havde fuldstændigt tunnelsyn og kun set Formel 1-karrieren, og pludselig var jeg helt ude af den. Jeg så, hvad der ellers var i livet.«

Skilsmissebarn fra Roskilde

Kevin Magnussen voksede op som skilsmissebarn i en boligblok i Roskilde. Hans far – Jan Magnussen, racerkører med blandt andet Formel 1-løb på cv’et – kørte sin karriere i udlandet, mens hans mor, Britt, passede drengen, der skulkede så meget fra skolen, at han kun nåede at gå til eksamen i et fag.

Da Jan Magnussen ofte var langt væk, overtog hans bror, Erik Magnussen, træningen af Kevin Magnussen, hvor fætteren Dennis Lind var med på gokartbanen.

Her lærte Erik Magnussen dem alle de tricks, han tidligere havde lært Jan Magnussen.

Når de kørte igennem et sving, stillede Erik Magnussen sig kort før svingets begyndelse og satte foden frem.

Drengene – der på det tidspunkt var fire-fem år gamle – måtte ikke bremse, før de havde passeret den træskoklædte fod.

»Man røg af banen, hvis det gik for stærkt, men til sidst fandt vi jo ud af, hvordan man kom rundt uden at bremse for tidligt. Når man så kom rundt til svinget igen, havde han taget et skridt tættere på svinget, så man hele tiden kørte over grænsen. Erik tvang os til at presse citronen mere og mere. Det var vildt sjovt.«

Men der var også en anden side af Erik Magnussen. For hvis de bremsede for tidligt eller ikke klarede det, blev han sur.

»Jeg forstår ikke – og det er ikke kun ham, men 9 af 10 fædre eller onkler – hvorfor han blev pissesur. Han gik op i det, som var det det vigtigste i verden, og det var måske det, der skulle til. Men jeg forstår ikke, at man kan blive så sur på børn.«

Den hårde træning betalte sig, for evnerne rakte til, at hans far og danske pengemænd, først Karsten Ree og senere Anders Holch Povlsen, fik ham indlemmet i McLarens juniorprogram, hvor fremtidens Formel 1-kørere udklækkes.

»McLaren kæmpede med om VM. Teamet havde de bedste kørere, de største sponsorater og et af de største budgetter i Formel 1, så det var et ultraintenst sted at være både politisk, teknisk og sportsligt.«

Det kunne også ses uden for banen, hvor ambitionerne var store – uanset hvilket niveau man befandt sig på.

»Det var en overraskelse, at det virkelig krævede meget mere end bare at køre. På et møde med en af cheferne hos McLaren blev jeg spurgt: ”Hvad vil du ofre for at blive verdensmester i Formel 1?”. Jeg svarede ”alt”, men hvorfor skal jeg ofre alt, og hvad ligger der i det? Det var nogle af de ting, der ikke var behagelige. Jeg synes, det var fedt at køre, men jeg var 16 år gammel og sad og tænkte, at nu har jeg svaret, at jeg vil ofre alt, og nu bliver det spændende at se, hvad det så er, jeg skal ofre.«

En af de ting, som han måtte ofre, var at være sig selv.

»Jeg fik jo at vide, at min far røg cigaretter, ikke trænede og ikke gad gå i jakkesæt. Så skulle jeg være i den anden grøft, men det blev der fokuseret lidt for meget på. Det bekymrede jeg mig også om, men det var meget svært at skulle være noget, man ikke er. De mennesker, jeg havde omkring mig, lagde for meget vægt på at gøre de rigtige ting. I stedet for at træne hårdt, være afslappet og prøve at være glad skulle jeg se ud på den rigtige måde og være de rigtige steder på de rigtige tidspunkter.«

Tatoveringer og guldøreringe

I stedet for at være på de bonede gulve ville Kevin Magnussen hellere være i garagen.

»Jeg havde nok passet bedre ind, hvis jeg var vokset op i et overklassehjem i Nordsjælland. Formel 1 er jo fuld af overklassemennesker. Men jeg har altid følt, at jeg bedre kunne være mig selv sammen med mekanikerne. De stod ude i garagen med tatoveringer og guldøreringe, og når Ron Dennis gik igennem, kunne man godt se, at de ikke havde så meget at tale om. Når jeg skulle tale med Ron Dennis, følte jeg, at jeg skulle være en anden person,« siger den 29-årige dansker.

Det politiske miljø blev ikke bedre, da Kevin Magnussen kom ind hos Renault i 2016. Her skulle han navigere i, at Renaults Formel 1-team var en del af en kæmpe forretning med flere lag af direktører over sportsholdet.

»Der var en uærlig ledelse, som man ikke kunne regne med. Og hvis der var en, man kunne stole på, kunne der være en over ham, som kunne ændre tingene. Jeg anede ikke, hvor jeg havde dem henne, og det var et utrygt sted at være.«

Kravet til Magnussen var, at han skulle være et halvt sekund pr. omgang hurtigere end holdkammeraten, Jolyon Palmer. Det lykkedes også i den første del af sæsonen, men mens briten lærte mere og mere om Formel 1-faget og blev bedre, ramte Magnussen loftet i en bil, der slet ikke kunne følge konkurrenternes.

Samtidig ledte Renaults ledelse efter nye kørere til næste sæson.

»Jeg kunne jo se, at der rendte managere ind og ud af teamet, og jeg kunne godt regne ud, at min plads var usikker.«

Amerikansk frelse

Renault tilbød ham en kontrakt, men samtidig havde han haft et møde med Haas. Her mødte han alt det, han havde ledt efter i Formel 1-verdenen. Et amerikansk hold med et meget lille hierarki. Holdejer Gene Haas overlod kontrollen til teamchef Günther Steiner, og her var en chef, der talte lige ud af posen. Gjorde man det godt, fik man det at vide. Fejlede man, fik man klar besked – og så var det ude af verden.

Haas blev en oase i en ellers kold verden. Selv holdkammeraten, Romain Grosjean, blev lukket ind i Magnussens liv. Hvor de andre udelukkende var konkurrenter, udviklede der sig et tillidsforhold mellem danskeren og franskmanden.

Haas blev dog også endestationen. Da holdet var på sit højeste i 2018, virkede det, som om podiepladsen var inden for rækkevidde, og Kevin Magnussens kørsel imponerede endda så meget, at Ferrari fik ham til at køre simulatorarbejde, så det kunne tjekke ham ud.

»Der var nogle følere. Jeg var kommet hen at stå foran bjerget, og så skulle det bestiges. Der var vanvittig lang vej, men jeg følte, at det var muligt.«

Året efter faldt Haas dog sammen, fordi holdet fik problemer med at få dækkene til at virke.

»Det var fedt at arbejde for Haas, og det var et stort vendepunkt i min karriere, men så knækkede kurven, og jeg mistede troen på at komme tættere på min drøm om at blive verdensmester. Så stod jeg der som 28-årig. De store teams, som jeg gerne ville køre for, var begyndt at have rigtig gode kørere i deres juniorprogrammer, og de satsede på dem.«

Stort afsavn

Da Formel 1-karrieren stoppede i 2020, flyttede Kevin Magnussen og hans hustru, Louise Gjørup, hjem til Danmark. De havde fået datteren, Laura, der nu er 10 måneder gammel.

»Jeg kunne godt tænke mig at have mere tid til mit barn, og det fik jeg, da jeg stoppede med at køre Formel 1. Min far flyttede først tilbage til Danmark i 2015, så da jeg selv var barn, savnede jeg ham rigtig meget, og jeg vil ikke have, at min datter og mine kommende børn skal savne deres far så meget, som jeg savnede min.«