Selvtilliden vandt for AaB
Rasmus Würtz var uden ord efter endnu et AaB-mirakel.
Modgang mod FCK i Parken betyder ikke være det samme som nederlag.
Ikke for AaB, i hvert fald.
AaB’erne var nervøse i den første halve time af pokalfinalen. Det erkendte de bagefter uden at skamme sig. For samtidig kunne de stolt give deres version af den sidste time, der endte i ren opvisning og 4-2 sejr.
»Vi skilte i perioder FCK ad på deres bane. Det er helt ufatteligt,« sagde vice-anfører Rasmus Würtz, der på sympatisk vis valgte at modtage pokalen sammen med den normale anfører, Thomas Augustinussen, på trods af dennes nye status af reservespiller.
Propfyldt med selvtillid
Men det var storspillende Würtz, der måtte forklare den imponerende comeback i modgangen.
»Vi er propfyldt med selvtillid efter en fantastisk sæson. Vi tør hele tiden blive ved med at spille fodbold. Også i modgang. Samtidig spillede vi på en fantastisk fodboldbane, hvor det var nemt at spille vores spil,« analyserede den hurtigt talende Würtz.
Hans ord faldt knap så hurtigt, da han blev bedt om at tegne de store linjer for det ene AaB-mirakel efter den andet.
»Det er en kliche bare at sige ”fantastisk”. Men jeg kan simpelthen ikke findre andre ord. Hvis jeg nogensinde skal finde de rigtige om de seneste dage i mit liv, så skal jeg virkelig knibe mig i armen først. Det er næsten for meget af det gode,« mente Rasmus Würtz.
Imponeret af fans
Mens spillerne kunne flyve hjem til Aalborg, måtte de over 10.000 AaB-fans den lange vej hjem over Fyn. Men mon ikke, at alle havde smil på hele vejen på den 425 km lange tur.
»Det er helt vanvittigt, at det er os, der havde hjemmebane her i Parken. Sådan føltes det under hele kampen. Jeg er vildt imponeret af de nordjyske fans,« sagde målmand Nicolai Larsen, der ikke købte præmissen med, at AaB med sejren endegyldigt beviste deres klasse.
»Vi har over hele sæsonen bevist nok.«