Brøndbys hovsa-målmand troede han skulle brække næsen
Midtbanespilleren Frederik Holst har lavet sjov med trænerne om, at han en dag skulle på mål. Torsdag skete det på Cypern.
Nicosia
Hradecky stod der bag på den trøje, som Frederik Holst gik rundt med i gangene under GSP Stadium på Cypern. Ærmerne slaskede, og de smalle skuldre på 177 cm høje Holst kunne slet ikke fylde garderhøje Hradeckys målmandstrøje. Men Holst havde ikke nået at skifte, da han skulle forklare, hvordan i alverden, at det gik til, at Brøndby efter kampafbrud, udvisning af målmanden uden indskiftninger samt 12 minutters overtid gik videre i Europa League.
»Det er helt sindssygt. Det er det vildeste, jeg har prøvet i de to år, vi har haft med Thomas Frank,« sagde Frederik Holst efter dramaet. Det endte 2-2, og dermed gik Brøndby videre med samlet 2-2 på reglen om udebanemål.
»Vi har en sindssygt god mentalitet og holdånd. Jeg ved godt, at vi er kommet rigtig skidt fra start i Superligaen, men det viser nosser, at komme her til Cypern, hvor intet dansk hold er gået videre fra,« lød det bramfrit fra Brøndbys noget sælsomme helt.
I overtiden fik Lukas Hradecky pludselig sit andet gule kort. Bolddrengene smed to bolde på banen ved et Brøndby-frispark, som Hradecky skulle sparke. Finnen sparkede til den ene, men den røg ikke ud af banen, og det mente den noget tvivlsomme østrigske dommer Harald Lechner, var det samme som, at Hradecky forsøgte at trække tiden ud. Thomas Frank havde brugt alle sine indskiftninger, så en markspiller måtte i mål, og det blev altså Frederik Holst på 177 cm.
»Jeg kender jo Thomas Frank fra ungdomslandsholdet, og der har jeg for sjov stået på mål til træning, men jeg har aldrig nogensinde troet, at jeg skulle spille en Europa League-kvalifikationskamp og komme på mål. Nu er den af vejen, og jeg holdt nullet, så det er vel okay,« sagde han med et skævt smil.
Holst har dog stået en smule på mål som dreng.
»Det er mange år siden i Vanløse, og det var lidt mere for sjov end seriøst.«
Den mest stressende episode kom for Holst, da Omonia i overtiden fik et hjørnespark og overbefolkede straffesparksfeltet for at lægge maksimalt pres på Holst.
»Da tænkte, jeg lort. Nu skal jeg brække næsen igen, når jeg skal prøve at bokse den væk, men vi havde heldigvis et godt forsvar, så til sidst kunne jeg gribe bolden og falde til jorden med den og få ro på.
En af årsagerne til, at Brøndby stod distancen var, at holdet formåede at blive ved at have en solid defensiv i den cypriotiske hede. Den danske klub havde forberedt sig anderledes end FC Midtjylland. Det hele virkede yderst professionelt og gennemtænkt. Under en varmepause i 1. halvleg stod alle Brøndby-spillerne med isafkølede håndklæder på, og i dagene op til kampen har holdet trænet alternativ i Danmark.
»Vi havde forberedt os rigtig fint med sauna, og så har vi lignet nogle idioter derhjemme ved at træne med huer, vanter og vintertøj, men det virkede i dag. Vi løb rigtigt mange meter. En del tabte meget væske,« forklarede Holst.
Nu venter Superligaen allerede på søndag. Brøndby møder Randers på udebane.
»Nu skal vi hjem og slappe af og så have en sejr og en god præstation i Randers,« sagde Frederik Holst.