»I 1. division får man rigtig god tid«

Konstant er Jens Jønsson nødt til at tale som en politiker. I de sidste AGF-kampe i efteråret bliver midtbanespilleren rykket ned i forsvaret, hvor træner Morten Wieghorst savner fart. Det får han i Jens Jønsson. Med ham som bageste mand sikrer AGF sig fire sejre i de sidste fire kampe. Oprykningsdrømmene lever akkurat.

Der er blot ét problem. Eller i hvert fald en sag. Jens Jønsson bryder sig ikke om at spille i forsvaret. Han vil langt hellere op på midtbanen, hvor han får mange flere boldberøringer og konstant er involveret. Så da han skal gøre status ved nytår, kan han ikke undgå at komme ind på sin egen rolle i det nye AGF i træner Morten Wieghorsts første halvår.

»Det giver ikke mig så meget at spille i forsvaret. I 1. division får man rigtig god tid som forsvarsspiller. Så jeg ser frem til at spille længere fremme på banen i foråret. Som hold skal vi klatre op i tabellen, så vi kan rykke op. Personligt håber jeg, at jeg kan udvikle mig yderligere som spiller, og når jeg spiller på midtbanen, lærer jeg noget hver eneste gang,« lyder det diplomatisk fra Jens Jønsson.

Sideløbende med kampen for at rykke op med klubholdet skal han spille så overbevisende, at landstræner Jess Thorup vælger ham til den trup, der skal til EM-slutrunden for U21-landshold i juni i Tjekkiet. Jens Jønssons udfordring er, at AGF er rykket ned. Hans konkurrenter på U21-landsholdet viser sig frem i den bedste liga. Eller i udenlandske klubber.

»Når jeg spiller 1. division, så tæller det ikke så meget som dem, der spiller i Superligaen eller i andre ligaer. Og det er naturligt nok. Og helt fair. Det eneste, jeg kan, er bare at gøre det så godt som muligt og udvikle mig. Så ved jeg, at jeg er god nok, og det ved Jess også,« siger han.

Landstræneren har i en samtale med Jens Jønsson efter nedrykningen forsikret AGF’eren om, at det ikke er så afgørende, at han kun spiller i 1. division. Det vigtigste er regelmæssig spilletid – og at han leverer varen. Det skal til. For særstatus får han ikke.

Få dage efter at AGF indleder træningen frem mod et afgørende forår, meddeler stjerneskuddet Pierre Emile Højbjerg fra Bayern München, at han vil spille med ved U21-slutrunden. Også selv om han allerede er etableret på A-landsholdet, der få dage før slutrunden spiller EM-kvalifikationskamp. Højbjerg er så god, at han ikke skal udtages. Han udtager sig selv.

En rival yderligere

Jens Jønsson noterer sig, at der så er en rival yderligere. Ikke sådan, at han skal slås direkte med Pierre Emile om en plads. På U21-landsholdet spiller Pierre Emile Højberg oftest 10’er, den offensive af de tre midtbanefolk, eller 8’eren, den midterste dynamo. Jens Jønssons rolle er 6’eren, den defensive balancespiller foran firebackkæden. Men – ræsonnerer Jens Jønsson – hvis Pierre Emile kommer med i truppen, er der jo en anden, der bliver skubbet ud.

I Jens Jønsson kan Jess Thorup råde over en ret alsidig spiller, som både kan passe pladsen som midterforsvarer, back og to af midtbanepositionerne. Men Jess Thorup siger til Jens Jønsson, at AGF’eren nok ikke skal regne med at komme til at spille i midterforsvaret på landsholdet. Der er fem-seks andre specialister, som står foran Jens Jønsson.

Et par dage inden AGF’s træningslejr i Spanien udtaler Jess Thorup, at 45 spillere kan komme på tale til den danske U21-trup. Kun 23 skal med.

For Jens Jønsson vil deltagelse ved EM-slutrunden være det absolutte højdepunkt indtil videre. AGF’eren har det seneste år været en del af truppen i kvalifikationskampene, ikke fast mand, men en pålidelig trupspiller, der kan anvendes på mange forskellige pladser. Han har de seneste år investeret masser af energi og kræfter på at rejse rundt med U21-landsholdet, og han ved, at A-landsholdet nok ikke lige venter rundt om hjørnet. Så EM-slutrunden er næste skridt, et stort udstillingsvindue, godt for cv’et, en kæmpestor oplevelse og så rykker drømmen om en karriere i en udenlandsk klub automatisk tættere på.

Han er 22 år, og hans hårdeste rivaler i kampen om spilletid er yngre. Ikke nok med det, de spiller for store klubber. 6’er-rollen har Andreas Christensen sat sig på. ”AC” kaldes den 18-årige Chelsea-spiller. På 8’er-pladsen er det Lasse Vigen, som er førstevalget. Han spiller for Fulham. Men der er også andre. Flere af kantspillerne kan også sagtens få en rolle på den centrale midtbane.

Og i Randers FC begynder Nicolai Poulsen i efteråret at påkalde sig opmærksomhed. En type lidt som Jens Jønsson. Hans fordel? Han bliver matchet på et højere niveau end AGF’eren. Og han spiller hver uge på midtbanen. Han er en klar konkurrent. Mens Jens Jønsson ved, at en anden pludselig kan blomstre op i foråret, en, som ikke nødvendigvis har været med inde over landsholdet før. Det kan jo også ske, at hverken Jønsson eller Poulsen kommer med. Så det er svært at afgøre, hvem der er ens hårdeste konkurrent.

EM venter forude

»Der er sgu så mange,« bemærker Jens Jønsson, da han sidder på Hotel Thalasia i den spanske kystby San Pedro del Pinatar. AGF er på en 10 dage lang træningslejr, basen er et pænere hotel i et kønsløst ferieområde. Det er ikke sightseeing. Men hårdt arbejde. Formen skal på plads. EM venter forude. Måske.