De store ledere behøver ikke at gø

Det er langt fra tilfældigt, at Martin Jørgensen indstiller sin fodboldkarriere på denne side af nytår. For hvis der er en flig af livet som professionel fodboldspiller, han ikke bryder sig særlig meget om på vej mod de 40, er det den hårde vintertræning, uge efter uge med løb, styrketræning og fodbold på kunstgræs eller i mudder.

Når AGF har spillet på udebane mod Fredericia 30. november, kan Martin Jørgensen med god samvittighed tage hjem til familien og dele en skål æbleskiver og snuppe sig et glas gløgg eller to. Det er de færreste, der formår at forvalte deres fodboldkarriere, så de kan strække den til det år, de fylder 39 år. Det har Martin Jørgensen evnet og det imponerende har været, at han stort set altid har været blandt de bedste.

Da han i 2010 vendte tilbage til AGF, som han forlod i 1997 til fordel for Udinese, spillede AGF i Superligaen. Forude ventede et VM i Sydafrika, Martin Jørgensen skulle i Danmark bevise, at han var god nok til truppen.

Det var han. Men AGF rykkede ud, og så stoppede det vel her. Man kommer da ikke hjem fra VM og spiller i 1. division? Jo, Martin Jørgensen gør. Og han var i den næstbedste række den mest stabile spiller. Fordi han kunne koncentrere sig, fokusere på jobbet og fordi han ikke som de yngre i truppen var desperat. Hans baggrund var 13 sæsoner i Serie A, og kort tid før, at han vendte hjem til AGF, havde han tilmed været anfører for Fiorentina og scoret sejrsmålet for La Viola i en Champions League-kamp mod Liverpool på Anfield. Men derfor er en sejr i Brønshøj alligevel en sejr.

To ekstra landskampe

Martin Jørgensens karriere på landsholdet var egentlig stoppet ved de 100 kampe, tilmed blev han fejret i Aarhus, da landsholdet spillede her, men i efteråret 2011, da AGF var tilbage i Superligaen, spillede han så overbevisende, at Morten Olsen udtog ham til en EM-kvalifikationskamp mod Cypern og en venskabskamp mod Finland. 102 landskampe endte han med.

Det mest bemærkelsesværdige ved Martin Jørgensen er, at han i en lang karriere på topplan har været i stand til at være Martin Jørgensen hele vejen. Han har ikke haft brug for at hævde sig, og han er en af de få, der kan komme brummende på arbejde i en rød Ferrari uden at blive kaldt en storsnudet blærerøv. For næste dag kommer han i en bus fra sit eget rejsebureau eller på cykel. I øvrigt er den italienske sportsvogn blevet solgt.

Usnobbet spiller

Fodboldfolket i Aarhus har ved selvsyn kunnet konstatere at Martin Jørgensen er indbegrebet af en usnobbet fodboldspiller. Han er tæt på fansene, også selv om nogen af dem mener, at han er for gammel. Det har de ment fra tid til anden, siden han kom hjem i 2010. Pudsigt nok har han alligevel ofte været den mest betydningsfulde spiller. Ikke kun i kampene, men også på træningsbanen dag ud og dag ind. Forleden var det ham, der midt under en øvelse pludselig råbte højt og bad om kvalitet i afleveringerne. Det er ellers sjældent, at Martin Jørgensen hæver stemmen, for han er så stor en leder, at han ikke behøver at gø, som hans tidligere træner, Peter Sørensen, har sagt. Eftermælet? Han nærer ikke de store illusioner, som han gav udtryk for i denne avis for et par år siden.

»Jeg har vel ikke givet fodbolden ret meget. Jeg er kun en blandt mange. Forhåbentlig har jeg været et udmærket ansigt ud ad til. Det er vel det. De fans, der har holdt med mit hold, har måske fået nogle gode oplevelser. Jeg har scoret et par pæne mål, men det er der mange andre, der har gjort.«

Hvad så nu? Skal han hjem og spille fodbold med sønnen Christian i haven, snuppe sig en espresso og hvile sig i sofaen og så ellers kigge lidt på driften i rejsebureauet? Måske. Men mon ikke, at han fortsætter i AGF i en funktion uden for banen? Klubben ville have godt af det.