Manden der kan sin Lyngby

Boysen, Tauber, Nordam, Sørensen, Rochester, Brandrup, Højlund, Gytkjær, Fosgaard, Mortensen og Valon Ljuti.

Bent Christensen kan sine Lyngby-spillere, væk ham midt om natten, og de kommer væltende, eller grib fat i ham på vej fra træningsbanen og et hold myldrer ud af hans mund.

Søndag overværede AGF’s assistenttræner Lyngbys kamp i 1.division mod AB, bare lige for at få det sidste indtryk af en modstander, som han har et indgående kendskab til. Lyngby Boldklub kommer til Aarhus i aften, Bent Christensen er klar.

I sommer flyttede Bent Christensen fra Lyngby til AGF, i hælene på Morten Wieghorst, de to havde arbejdet sammen på det danske U21-landshold, og Bent Christensen tog udfordringen op.

»Får Lyngby plads, kan de skille os ad. Men sidder vi tæt på dem i duellerne, så kan vi tage nogle af deres gode teknikere ud,« lyder assistenttræneres konkrete råd, der også handler om, at AGF skal overlade bolden til Lyngby i perioder.

Selv om AGF er på hjemmebane, og selv om Lyngby spiller helt anderledes end de fleste andre hold i ligaen. For Lyngby anvender stort set samme spillefacon som AGF, der måske på det fysiske felt er lidt foran Lyngby. Nok om taktik. For hvorfor kan en klub som Lyngby, der har været helt nede at vende med konkurs, hvorfor kan Lyngby kontinuerligt blive ved med at udvikle talenter, der strømmer ud i verden?

Baggrunden i orden

Bent Christensen har baggrunden i orden for at udtale sig, skulle man mene. Han opsummerer selv: Han kom til klubben som førsteårs-ynglingespiller i 1980, han vandt DM med ynglingene året efter, i 1982 blev han rykket op på førsteholdet med Jørgen Hvidemose som træner, Lyngby blev mestre i 1983, pokalvindere de kommende to sæsoner, det var den gode tid i klubben.

»Vi var foran Brøndby dengang,« husker han.

Han forlod klubben i 1989 for at spille i Schweiz, i 1996 vendte han hjem, han blev anfører, men i 1998 gik det ene knæ i stykker.

»Så blev jeg træner under Poul Hansen, indtil klubben gik konkurs i 2002.«

Bent Christensen var med hele vejen. Fra Danmarksserien og den slidsomme vej tilbage til 1. division, Bent Christensen var chef, da det sidste hop fra 2. til 1. division blev klaret, så kom Kasper Hjulmand til som træner, han havde året inden stået for U19-holdet.

»Jeg kender den klub ud og ind,« konstaterer Bent Christensen.

Han har set den ene fine spiller efter den anden forlade Lyngby, så snart en rigere klub fik interesse for vedkommende.

»Det er dyrt at være fattig. Men talentudviklingen skyldes, at klubben altid har ansat de allerbedste trænere langt nede i systemet. Også til de yngste, der startede vi. Vi kan tage dem: Thomas Frank har været derude, Johan Lange, Kasper Hjulmand, ja, mange flere, Niels Frederiksen var ynglingetræner, da jeg var omkring førsteholdet,« siger Bent Christensen, der blandt andre nævner, at klubbens tidligere topscorer, Søren Hermansen – også med fortid i AGF og i særdeleshed Aarhus Fremad – er blevet træner i ungdomsafdelingen.

»Når vi trænede førsteholdet i Lyngby, så kunne vi sige, at vi om torsdagen ville få brug for U19-drenge til en intern kamp. Vi kunne sige, at vi skulle bruge en 6’er, en 8’er og en midtstopper, og så kom spillerne og trådte lige ind, fordi de var vant til at spille på Lyngbys måde. På det område er Lyngby vel fem år foran AGF. Det er det, vi i AGF skal have gang i, og der går nogle år, inden vi ser resultatet,« siger Bent Christensen, som glæder sig til mødet med sin gamle klub.

»Vi skulle gerne kunne sætte os igennem. Jeg håber virkelig, at andre spillere end Kim Aabech og Mate Vatsadze byder ind med mål. På hjørnespark kan de næppe overaske. For det er jo mig, der har lært dem det meste på det område,« griner Bent Christensen.